torsdag den 16. maj 2013

Noget på hjerte


 
Der er morgener, hvor jeg glider ud af søvnen og ind i ord. De er som en ny slags dyne. Et hus fuld af hemmelige rum.  Det er en følelse, noget rumlende som torden, en lyst, der leger. Noget vil skrives. Den følelse er en ædelsten. Den er selveste kernen i kreativiteten. Og det er i grunden ligegyldigt, hvad det ender med, når blot jeg overgiver mig til processen.
Det har taget lang tid. Først nu forstår jeg. Uden egentlig at forstå. Ordene har deres eget liv. Der er en anden dybt i mig, som sidder med sin fyldepen og venter på at få tid. Tid til at udtrykke det, der ikke kan tænkes. Tid til at formulere det, der ikke kan råbes fra sindet eller i hastig fart. Det er noget glidende, syngende og sanseligt subtilt. Ord. Mit kreative materiale.

’Er det ikke skønt’, mumler Maj, mens hun tygger ivrigt på sin blyant. Hun sidder på meditationspuden med sin skriveblog og formulerer sig. ’Man kan skrive lige hvad man vil. Man behøver ikke at spørge nogen om lov. Det er fra det sted, at det virkelig gør godt at skrive. Ikke at tænke, føle eller foretage sig noget som helst andet end at give slip. Hokus pokus. Så kommer det. Rullende, rumlende, flydende og perfekt i sig selv.’ Hun taler til mig, samtidig med at hun skriver. Og jeg skriver. 
Så stopper jeg pludselig og ser på hende. Frodig som hun jo er, Maj, sidder hun med udslået hår, dybt koncentreret om at fange ordene, som de springer ud. Fuldmodne knopper gør sig klar. Tæppet går op. De træder forsigtigt ind på scenen, en efter en, så går det pludseligt hurtigt. Hun bider sig i underlæben, øjnene smiler, håret falder ned og skjuler en del af ansigtet. Jeg holder næsten vejret, jeg kan mærke, at det er spændende og vigtigt, det hun skriver, et efter et fanger hun ordene og giver dem plads i bogen. Hendes ansigt skifter form, et strejf af forundring glider forbi som en skygge, hun tøver, smager, skriver videre.

Hun skriver fra det sted. Det hemmelige sted. Fra det sted, hvor det gør så godt at skrive. Når man er dér, er der ingen i hele verden, der kan påvirke noget som helst. Det er som gå ind i et hemmeligt rum i det hus, man har boet i hele sit liv. Der er en dør, den er låst og nøglen mangler. Man går forbi rummet utallige gange i løbet af ugen og hvis man går langsomt nok, kan man høre nogen sukke. På den anden side af døren. Så ser man nøglen mangler og sindet husker ikke, hvor den befinder sig. Nøglen. Så går man videre, man har jo som regel travlt med et eller andet og ingen kan låse den dør op i hastværk.
Men så en morgen opdager man, at nøglen ligger på puden. Man ved det, allerede inden man slår øjnene op. Og det er en god følelse, den varmer og fortryller, den er så behagelig, at man slet ikke har lyst til at åbne øjnene og se, at det bare er en drøm. Man er jo lige vågnet eller rettere sagt, det tror man, at man er. Glædeligt er det, når man opdager, at nøglen virkelig ligger der. Så tæt på at man næsten ikke kan se den. Man skal blot række forsigtigt ud. Røre den. Tage den. Og langsomt bevæge sig i retning af døren, som blot venter i stilhed på, at man skal sætte nøglen i. Sukkene bliver højere. En slags frydefuld sitren rejser sig fra en dyb lænestol i stilhedens hule. Døren knirker uden lyd. Og så er man dér.

På det sted. Bag den dør. I stilhedens hule, hvor alting ender og begynder. Ordene danser. Sindet får plads i venteværelset udenfor. Det har ingen adgang til dette palads. For her bor selveste kreativiteten og den vil ikke forstyrres af ødelæggende tanker. Den er ren, fin og mild som den allerførste morgen. Og den har noget på hjerte.

5 kommentarer:

  1. Jeg elsker også, når ordene strømmer helt af sig selv fra en hemmelig kilde i ens indre. Jeg har præsteret at skrive en artikel på ti minutter, og den blev (efter min ringe mening) så perfekt, som den kunne blive. Jeg har også prøvet at få ideer, der simpelthen vader ind i mit hoved. Med træskostøvler på. Her er vi! siger de - og så må man jo bare tage dem til sig... :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er bare det skønneste. Ja!

      Tusind tak for i dag Mia, det var også skønt! :)

      Slet
  2. Suk Megan .... Du skriver så smukt... og jeg elsker at du skrier i billeder og nyder dine ord.

    SvarSlet
  3. Suk Megan .... Du skriver så smukt... og jeg elsker at du skrier i billeder og nyder dine ord.

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.