torsdag den 30. maj 2013

Naturlig harmoni


 
Jeg mødte et træ på min vej,
det stod stolt og hilste på mig.
Vi dansede sammen på landevej,
det smukkeste træ og jeg.
Det var aften, da jeg forlod huset og gik ud af markvejen. Gennem den lille landsby, der kun består af få huse og ud på den anden side, hvor markerne bølger på hver side af vejen. Solen var dukket op i vest efter en regnfuld og blæsende dag. En dag, der mindede allermest om efterår. Og selvom det tilsyneladende er tabu at tale om dårligt vejr og sommerlængsel, så gør jeg det alligevel. For længslen danser i hver eneste celle i min krop. Jeg længes efter sol og efter at mærke varmen på min krop. Det kølige og ustadige forår har sat sine spor. Vintertrætheden har ikke helt sluppet taget. Derfor greb jeg chancen, da solen endelig kiggede frem bag skyerne, tog mit gode tøj på og gik.

Jeg var kommet et stykke ned af markvejen, da jeg hørte hende. Hastige skridt i gruset bag mig afslørede hendes kommen. Forpustet slog hun følge og stak sin arm under min. Maj. Hun sagde ikke noget, og det behøvede hun heller ikke. Der er nemlig ikke noget som stilhed mellem gode venner. En slags tavs accept af hinanden og det, der er. Vi lyttede til vores skridt i gruset og fuglenes sang. Fra et vandhul kvækkede en frø og gøgens umiskendelige lyd gled igennem trækronerne. Jeg trak vejret dybt og noget faldt på plads. Under åben himmel og på vej mod sommer. Med Maj under armen.
Vi gik længe uden at sige noget. Så faldt der et ord og siden et til. Hver især bemærkede vi naturens skønhed og det, der omgav os. Det åbne landskab, de bølgende marker. Træerne i vejkanten. Mælkebøtter. Grøftekanter. Jeg kunne mærke hvor godt den gjorde mig, naturen. Det var som om den rakte sine usynlige arme frem og tog mig i sin favn. Forkælede mig med dufte, der kildrede mine sanser, udfoldede sin skønhed og gjorde mig til en naturlig del af det hele. Harmoni, tænkte jeg, naturen bidrager til harmoni. Det er som om den lever sit liv i en helt særlig rytme, en melodi, som jeg kun kan høre og følge, hvis jeg er stille nok og giver mig tid. Uvilkårligt satte vi farten ned og kunne pludselig mærke, at vi blev inddraget i en sælsom dans. Maj nikkede bare, hun kunne også mærke det. Vi blev indviet i en hemmelighed, som altid er tilgængelig for den, der giver sig selv lov. Man skal blot åbne døren og gå ind.

Vi talte lidt om den dør. Døren, som altid er dér og som bare venter på, at vi skal komme og åbne den. Nøglen har vi, selvom vi måske glemmer, hvor vi har lagt den. Og når vi begynder at lede efter den udenfor os selv, bliver vi slemt skuffede. Vi finder den ikke. Først når vi mærker efter og kigger indad, begynder det at dæmre. Først når vi går ud for at gå ind, åbner døren sig på klem og vi kan kigge ind. Nøglen til naturen er i os selv. Viljen til at ville den og lysten til at tage imod.
Maj og jeg åbnede vores døre på vid gab og så gik vi videre. Et stykke ud af vejen mødte vi et træ, som bød på dyb ro og vi tog imod. Dér på landevejen fandt vi et helt særligt sted, hvor vi kunne skue over markerne. Lys og skygge skvulpede i bølger, der mindede om havets.  Vi stod stille, arm i arm og betragtede det hele, blev opslugt og glemte tid og sted. Det var ren meditation og det gjorde godt.

Jeg følte mig renset på en særlig måde. De indre spændinger havde sluppet taget og jeg var gledet ind i en ren følelse af velvære. Igen oplevede jeg, hvordan naturens nærvær havde beroliget mig og gjort mig godt. Naturen er en healer. Den er en slags altid tilgængelig medicinmand og den har alt, hvad der skal til, for at man kan genskabe sin indre balance og få et skud naturlig glæde direkte ind i årene. At gå aftentur er en slags renselsesproces. Man taber noget på vejen, man ikke har brug for, og giver i stedet plads til skønheden. Vi opdager, at harmonien findes i os selv. Den er der allerede. Vi skal blot åbne døren og overgive os. Give slip. Så kommer roen. Glæden.
Tilbage på gårdspladsen dansede vi skyggedans med aftensolen, Maj og jeg. Og vi tog afsked uden ord, for det er i dag, at hun forlader huset for enden af markvejen og drager videre ud i årets liv.

Vi siger ikke farvel. Vi ved, at vi ses igen, når tid er.

4 kommentarer:

  1. God morgen
    Takk for turen, sammen med deg og Mai. Jeg var også med, men jeg holdt meg i bakgrunnen. Jeg kunne merke kjemien og harmoniene du og henne hadde sammen. Måten du beskriver turen på, er for meg et maleri , som blir til men man går......
    Ha en deilig dag, Lene. Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for dine ord, kære Sylvia. Du fik mig faktisk til at huske noget, jeg havde glemt, noget vigtigt ... så tak! ;) Og jeg er glad for at du var med på turen. Knus.

      Slet
  2. Rigtig god weekend - håber den bliver fyldt med glæde - solskin - gåture og afslapning :-) Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak søde Anette og i lige måde. Vejret er jo skønt, så det er bare med at nyde! :) Knus.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.