mandag den 13. maj 2013

Med vind i håret





I dag har jeg været på skriverejse. En forunderlig og finurlig rejse, fordi den ikke helt blev, som jeg havde tænkt mig. Og sådan er det faktisk ofte. Jeg kan sjældent tænke mig til hverken handling og ord. Ikke rigtig. Så snart jeg giver slip, tager noget andet over. Noget, der bare vil skrives.
Skrivning er en form for aktiv lytning. Der er en slags sang, noget dybere og blidere, som rumler et sted. Det er ren overgivelse. Hvis jeg lader mit sind larme for meget og hvis jeg lader jeg diktere af modstand og sidevind, så bliver turen ikke så lang. Eller sjov. Jeg er nødt til at lade ordene føre mig. Ikke omvendt.

Når jeg giver slip, tager noget andet over. Noget, der er både større og mindre på samme tid. Noget, der slet ikke har brug for mit sinds lange smalle gange, men som langt hellere vil boltre sig som en vild hest på grønne enge. Galoppere over marker og forcere hegn.
Jeg red på en hvid hest uden saddel. Det gik over stok og sten og det kildrede i maven. Jeg mødte både frygt og modstand, men jeg havde ikke tid til at stoppe op og hilse på. Jeg havde nok at gøre med at holde fast og følge hestens bevægelser. Og jo, jeg faldt af! Men jeg steg op igen. Og mærkeligt nok ventede den hvide hest på mig.

Jeg håber, at jeg har fået mig en ny rejsekammerat, for det gør forbavsende godt at ride uden saddel. Med vind i håret!

Hesten er til låns. Som så meget andet i livet. Tak til Løgismose! :)

2 kommentarer:

  1. Hei Lene
    Slik har jeg det også med å male. Maleriet tar meg på en tur, og det blir aldri slik jeg hadde forespeilet meg det på forhånd.
    Er det ikke herlig å bare la seg rive med?

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er nemlig herlig! :) Tænk at man kan rejse på den måde, glemme tid og sted og ja ... det handler vel i grunden om at turde give slip og lade skabelsen få vinger!

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.