tirsdag den 7. maj 2013

Mød Susan og slangen


 
’I dag skal du skrive’, siger hun, Maj. Hun har åbnet vinduet i kontoret, skriveværkstedet, som det nu hedder. Fuglene synger og en mild brise svæver ind, vender kunstfærdigt i luften og forsvinder ud igen. Det kildrer i mine næsebor og en blød briseduft bliver liggende. Jeg trækker vejret dybt og bliver en smule salig. I samme sekund fortæller den skrappe korrekturstemme, at jeg ikke har tid til at trække vejret. Ja altså, på den måde. Jeg skal jo i gang! Jeg har så meget på programmet og så meget i støbeskeen, at ikke et sekund skal spildes. Jeg bør faktisk være lidt urolig og en smule nervøs. Det klarer jeg vist aldrig, det her.
Korrekturstemmen er min indre sensor. Susan.

’I dag skal du skrive’, siger Maj, og jeg ser på hende og nikker. Det mærker jeg. Hvis jeg skal lytte til min indre flydende rytme og følge den, følge glæden og lysten, så lader jeg ordene flyde. Sætter mig og lukker op for posen. Åbner mig og lytter. Susan rumsterer højlydt og jeg opdager, at det er hende, der er urolig. Ikke mig! Men hun vil så gerne trække mig i sin retning og det lykkes hende til stadighed. Selvom jeg er blevet bedre til at blot at registrere og anerkende hende. Tak Susan, jeg ved godt, at alt dette nye er meget grænseoverskridende for dig. Det faktum, at jeg har lært, at vi to ikke er en og samme person. Og jeg ved også godt, at du blot prøver på at beskytte mig, men jeg er en stor pige nu. Jeg kan selv. Jeg vil selv. Susan sukker og bliver lidt stille. Jeg formoder, at hun forbereder sit næste bagholdsangreb. I mellemtiden vil jeg lytte til Maj og fuglene. Bade i den bløde brise, der stadig hænger som et smukt bagtæppe i rummet.
Jeg nænner ikke at lukke vinduet. Susan skynder sig at proklamere, at jeg helt sikkert sidder i træk og vil blive forkølet. ’Og så klarer du slet ikke at være nærværende i dit eget og nye projekt’. Hun fniser som en skolepige og en nys af ondskab fugter min arm. ’Du er dømt til at mislykkes, siger hun, jeg tror simpelthen ikke på, at du har det, der skal til. Det er noget, du bilder dig ind. Se blot på alle de flotte og dygtige mennesker, som går vejen og fortæller, hvad der skal til. De er smukke, de fleste yngre end du, de har fine eksaminer og guldrammede diplomer. De er mestre i psykologi og de bedste indenfor coaching. De skriver endda bedre! Og så har de et drive, som du slet ikke ejer. For du er nemlig et rytmemenneske!’

’Det må vi tale mere om en anden dag’, siger jeg blot til hende. Jeg er faktisk lidt stolt af mig selv, jeg er blevet bedre til at lade det prelle af. For det er faktisk ikke småting, hun kan sige til mig. Og hendes stemme er høj og gennemtrængende og hun spiller på alt det, der kunne få mig til at vakle. Hun skaber billeder og hun leger med frygten. Hun er en slags slangetæmmer med en kvælerslange om halsen, og så ofte hun kan holder hun den frem mod mig, så jeg kan se dens frygtindgydende røde tunge og giften, der bobler i mundvigene. ’Træk dig tilbage’, siger Susan og slangen. ’Du er din egen gift. Gem dig, glem det. Det er for farligt, du tør ikke og det ved du godt. Inderst inde!’
Har Susan formået at ødelægge poesien i mig på denne smukke tirsdag i maj? Et ikke uinteressant spørgsmål, for det har hun gjort så mange gange før. Men ikke i dag. Jeg må skuffe både hende og den farvestrålende slange. Jeg har ikke trukket mig tilbage, jeg sidder her endnu. Fuglene synger og Maj bakker op. Stryger mig over håret og giver mig majkys af mod og kvindehjerte.  Susan føler sig lidt vist ensom, og jeg får helt ondt af hende.

’Har du overvejet at lade dig ansætte i mit skriveværksted’, hvisker jeg til hende. ’Kunne du tænke dig at bruge dine kompetencer på en helt ny måde fremover? Men vi skal lige have os en god snak om tonen og de ord, du slynger ud. For man skal vælge sine ord med omhu på samme måde, som man skal vælge de mennesker, man vælger at omgive sig med, med omhu. Tænk over det til i morgen, søde Susan, så skriver jeg mig videre ind i min gode dag’ …

Og så er jeg jo vældig spændt på at høre, om du, kære læser, også har en slags Susan og en kvælerslangestemme indeni dig? ;)
Billedet er lånt hos Sjællandske Medier

2 kommentarer:

  1. Jeg kender i høj grad til det at være et rytmemenneske, og jeg har erkendt, at sådan er jeg. Det kan jeg ikke ændre på. Hvis du vidste, hvor jeg kæmper, når jeg skriver, for mine tanker flakser hid og did, og jeg skal altid liiiige noget andet. Derfor er det godt for mig at have en deadline. For jeg SKAL være færdig med mit blad de fire gange om året. Jeg SKAL være færdig med et bogprojekt til næste bogmesse. Det har jeg forpligtet mig til, og jeg er nødt til at have en pisk over nakken.

    Derimod er jeg blevet ret god til at lukke øjnene for "alle de andre". Alle dem der er meget bedre end jeg. Alle dem, der kan koncentrere sig dybt om en opgave (er LIDT misundelig). Hvis jeg skulle spekulere på dem, så kom jeg ingen vegne.

    Og sidst men ikke mindst: Jeg er 100% overbevist om, at selvlært er vellært. Man behøver ingen eksamen for at gøre noget godt. Tværtimod kender jeg masser af eksempler på folk, der er nået til toppen UDEN eksamen... Men det kan vi snakke meget mere om, når vi ses... :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for gode ord, Mia.

      Jeg tror du har ret i, at det ikke fører noget godt med sig at sammenligne sig med andre. Jo, vi kan lære af hinanden, støtte hinanden, men det kan ikke nytte noget at slå os selv i hovederne, fordi vi er os selv! Tværtimod, det skal vi da fejre! :)

      Hurra for rytmemennesker og de fordele, der er ved det!

      Mere om det senere. Glæder mig til at ses! :)

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.