søndag den 26. maj 2013

Kvinden

 
Now, oddly, I could feel the intimations of an unknown woman locked away inside of me, who wanted life and breath, who wanted to shed what wasn't real and vital and recover that which was. I felt the vibrations of a deeper, authentic self who wanted to live out of her own unique vision of individuality and embrace her own mystery.
- Sue Monk Kidd –
Forsigtigt læser jeg mig gennem ordene i Kristin Floods bog. Pludselig synes det umuligt at læse noget som helst andet, inden jeg lægger mig til at sove. Det er blevet et slags stilhedsritual. Og med til det hører åbne vinduer og udsigt til himmel og marker. Når jeg slukker lyset, kan jeg skimte landskabets linjer og blødhed. Natten driver forbi som en sjælegæst, jeg ligger stille på kanten til søvnen og nyder. Ordene gør mig klar. Måden de er nedfældet på, refleksionerne, som ikke er mine, men som har en dyb genklang. Et vind klokkespil.
Jeg forstår, at jeg er nået til et vigtigt punkt på min rejse. En slags usynlig grænse nærmer sig. Den dukker hele tiden op, svøbt i stilhed og et slags løfte. Der findes en anden vej. Der er en anden måde. Ordene har deres eget liv, de krænger sig fri af stilheden, men de er forsigtige og næsten lydløse. Små skridt, fjerlette kærtegn. Vi nærmer os hinanden. Tør jeg virkelig gå helt bag ved tæppet, bagtæppet, som Kristin kalder det, tør jeg lade de sidste masker falde og se hende dybt i øjnene? Kvinden, der kræver liv og åndedræt. Kvinden, som vil leves, fordi det er tid.
Den vej, jeg forsigtigt kaldte min og som jeg forsøgte at finde et sted udenfor mig selv, dukker nu pludselig op som et indre landskab.  Nye territorier åbner sig indadtil. Og som Kristin skriver, sker der noget, pludselig tør jeg slippe taget og kontrollen i noget af det, jeg krampagtigt holdt fast i før, fordi jeg var så sikker på, at det var rigtigt. Nu giver jeg slip af ren nysgerrig efter, hvad der mon vil ske, hvis jeg gør det. Tør det. Give slip.
Kan det virkelig være så simpelt? Kristin beskriver det med den altid gode bådmetafor, tidspunktet, hvor vi skruer påhængsmotoren af og lader den falde dybt på havets bund. Tidspunktet, hvor vi slipper roret på fartøjet og i stedet bliver opmærksom på vinden og hvad vej, den blæser. Forsigtigt begynder vi at lade os lede af vinden, af livets milde kærtegn. Viljen, vi taler så meget om og som vi sætter så stor lid til, bliver pludselig til et paradoks. For er den vilje blot en måde at holde fast på, stædigt og krampagtigt, mens en stille stemme smukt synger? Der er en anden vej. Bag viljen. Giv slip.
Og nu bliver det mærkeligt for os mennesker, for vi er så vant til at holde fast. På alt muligt. Og jo nærmere vi kommer stilhedens land, desto mere bliver vi opmærksomme på, hvor meget vi slæber rundt på. Bagagen er tung. Den må opmagasineres, vi kan umuligt bære det hele, men vi må så i stedet løbe fra lagerhal til lagerhal og besøge alt det, der tynger. Stakkevis af formodninger og antagelser, en kasse med reb, som man kan binde i overbevisninger, som man for alt i verden ikke vil vige fra. Fordi det gør ondt at give slip. Tror man. Jeg vil tabe ansigt, tænker man og holder fast som aldrig før. I stedet vil man blot tabe en maske, men det ved man ikke. Endnu. En dag ser man det og det er med sorg, at man må sige farvel.  Trevle strikketøjet op, maske for maske.
Kvinden, som har været låst inde et sted dybt i sjælens fangekælder, ser sig nu omkring og opdager, at hun har en nøgle hængende om sin hals. Forsigtigt tager hun den ud af kæden og lader den hvile i håndfladen. Betragter den, rører ved den, følger de smukke linjer og mærker varmen fra det ædle metal. Opdager, at den slet ikke er lavet af sølv, for pludselig bliver den til noget andet, noget varmere og smukkere. Et slags hjerte træder frem af skyggen. Hun rejser sig og går hen mod døren. Den låste dør. Døren, hun har holdt sig langt væk fra i så mange år. Døren, hun har frygtet og længtes mod på samme tid. Nøglen passer perfekt, den glider ind i låsen og udfører en glidende dans. Et klik. Døren åbner sig. Lyset strømmer ind.
Hun træder ud i en gang og følger lyset mod udgangen. Mærker vinden og en tåre, der forsigtigt triller ned af kinden. Hun aner ikke, hvor hun skal gå hen, men noget forstår hun:
Ved at droppe de specifikke mål,
siger vi ja til øjeblikkets magi,
ja til et liv,
hvor overraskelser for alvor får plads til at opstå.
-
Kristin Flood -

4 kommentarer:

  1. God morgen, Lene.
    For et nydelig innlegg du har i dag. Deilige ord og det flotte maleriet.
    For å gå videre i livet, må man åpne nye dører, og se nye muligheter, og ikke være redd for å ,ta steget.
    Blir det ikke som ventet, er man en erfaring rikere. Men åpner det seg en åpenbaring som hjelper deg frem, videre, så angrer man ikke et sekund. Og kan da fundere over : hadde man ikke gjort dette, så hadde man heller ikke kommet videre.
    Jeg er lit mer forsiktig...men, jeg har begynt å velge meg nye farger i min paletten, og det gjør også noe med meg. Jeg elsker det.
    Jeg håper du også snart også får fint vær. He er det skikkelig sommervær, og jeg kan ikke tenke meg noe bedre akkurat nå.
    Ha en deilig søndag. Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Og det er en dejlig søndag. Vi har netop været i skoven, som også holder åben og byder velkommen i regnvejr.

      Men, jo da, jeg ønsker mig snarligt sommervejr som i solskin! :)

      Knus.

      Slet
  2. Kære Lene,

    så meget sker med dig, og du fortæller så smukt om det. Hjertelig tak for at dele <3

    Kærlige tanker og kram fra
    Louise

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for dine ord, Louise. Du er velkommen! :)

      Knus.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.