tirsdag den 28. maj 2013

Kom, dans med Maj



Det er sidst på eftermiddagen. Vi har gået tur og sidder nu i hver vores stol og filosoferer. Udenfor blæser det op, sorte skyer marcherer på himlen og en fjern rumlen minder om torden. Det er lummert og det lyner. Så var det torden! Maj ser op, smiler underfundigt, en tanke har strejfet hende som vingerne af en sommerfugl. Jeg smiler tilbage for ægte smil smitter. Om få dage forlader hun huset her og tager videre ud i årets rum. En cyklus, der aldrig ender. Hver eneste måneds ende er en andens begyndelse.
Jeg er holdt op med at tænke på, at hun synger på sidste vers, for ærlig talt, hvor mange gange kan man gøre det? Hun synger jo hele tiden, hvis jeg blot har øre for det. Hvis jeg virkelig lytter, så er hun i hvert eneste øjeblik. En tone, en node, et anslag. Hver eneste slutning er en ny begyndelse.

Om jeg begriber det? Livet. Var det det, hun spurgte om. For hun sagde noget, det mærkede jeg, mens jeg havde tankerne et andet sted. Tilbage til nuet, tilbage til eftermiddagens lummerhed og søde Maj i sin stol.
Hun ryster på hovedet, nej, det var ikke helt sådan, hun formulerede det. Om jeg griber det? Livet. De gode øjeblikke, der ruller ind som bølger et uendeligt ocean. Om jeg ser de små sten, der skyller ind med tidevandet og forvandles til perler af guld og sølv? Om jeg forstår, at jeg selv er en del af det hele, ja også af hende, Maj, hun bor i mig.

Er du god til at være? Maj driller, latteren ruller i hendes blik, og i år har hun allieret sig med vejret hvad drillerierne angår. Generer det dig? fortsætter hun i samme dur, jo, det er skam en munter sang. Mol kommer senere på året. Og måske kommer sommeren også. Men det skal vi ikke tænke på nu.
Kom, lad os danse, siger jeg pludselig og rejser mig. Griber det øjeblik, der svæver forbi og knuger det ind til mig. Lidt for hårdt, det mærker jeg, straks må jeg give slip igen. Så kommer det næste og denne gang holder jeg det lige tilpas. Jeg når at indsnuse dets duft, fornemme dets linjer og beundre dets uperfekte perfekthed. Jeg når endda at sukke højt og inderligt. Så giver jeg slip. Livet. Om jeg griber det?

Så danser vi. Maj og jeg. Husker hinanden på, at vi kun får de danse, vi selv byder op til eller dem, vi siger ja tak til. Men hvad hvis man ikke har nogen at danse med? Jeg stopper op, ser på hende, kan ikke lade være, jeg er god til spørgsmål. Og jeg får helt ondt af dem, som trasker mutters alene på livets landevej og slet ikke har nogen at valse lidt omkring med.
Helt ærligt, sukker hun og drejer yndefuldt omkring, hvad ved du? Måske er den ensomme vandrer den lykkeligste af alle? Måske har han netop danset med den smukkeste kvinde i den landsby, han netop har forladt og er nu indhyllet i et slør af gode minder. Husker duften af hendes parfume, fornemmer bølgerne af hendes barm. Men han ved, at livet går videre og at vi selv må gå vores vej.  Eller måske er han slet ikke til kvinder. Og nu bliver det kompliceret, men hvorfor skal vi overhovedet beslutte os for, hvad han er til og om han er ensom? Og så midt i en dans!

Hun tager mig i hånden og skubber mig blidt i gang. Igen. Dansen fortsætter. Jeg griber musikken og lader mig opsluge af tonerne, rytmen og glemmer tid og sted. Måske begriber jeg ikke livet, men noget har jeg da grebet. Et øjeblik, en tone, et trin af en godgørende dans.

Det smukke billede er lånt hos Jessie Lilac.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.