onsdag den 22. maj 2013

Jeg mærker regnen




Some people feel the rain. Others just get wet.
- Bob Marley –

Jeg vidste det, allerede inden jeg åbnede øjnene. Måske hørte jeg lyden af dråberne, det er ikke usandsynligt, men det var følelsen, der vækkede mig. Følelsen af regn. Og det var en blid slags regn, det mærkede jeg, den slags der siler og bader landskabet i godgørende dråber. Måske trængte jeg også til vand, for jeg smilede, da jeg kiggede ud af vinduet og så det slørende landskab svøbt i dråber. Disen lå over markerne, den gule rapsmark i sin karakteristiske dragt og kløvermarken klædt i grønt. Grøn af den dybe slags.
Jeg mærker regnen. Og sådan har det altid været, selvom ikke alle har forståelse for den slags. Pjat. Regnen falder og man bliver våd, hvis man bevæger sig udenfor. Vasketøjet hives ind, hvis det hænger ude, dråberne drypper fra træerne og laver små melodier i vandpytterne. Pjat. Melodier. Hvor har du fået den ide fra? At regnen laver musik, nogen hoster hånligt, din fantasi fejler i hvert fald ikke noget! Der er noget underligt ved den pige, noget, vi ikke helt forstår. Skal vi mon være bekymrede for hende? Følelsen af regn, lyriske dryp fra træernes kroner, falder ned gennem bladende, skaber musik på vejen, hvert et blad har sin lyd, sin måde at modtage dråberne på, inden det giver dem videre. Dråberne. Musikken.

Jeg har altid mærket regnen. Også selvom de ikke helt forstod det. De voksne. De andre.  For ikke alene kunne jeg mærke regnen og at den gjorde noget ved mig, jeg kunne også mærke, at de ikke forstod det. Modstanden, fornemmelsen af, at jeg var anderledes, hvad den slags angår. Jeg har åbenbart adgang til en verden, de ikke ser, tænkte jeg. Hvorfor?

Vi gik tur, alting duftede, der var spirer og fuldmodne bristefærdige knopper overalt. Det var i slutningen af april, vi var i sommerhuset, og vi endte altid nede på stranden helt ude ved kanten af fjorden. Vandet dragede. Jeg var fascineret af den måde, regnen faldt på vandoverfladen og lavede små ringe i vandet, lyden, musikken, himlen der spejlede sig, den måde vandet skiftede farve på og muslingerne, der var skyllet ind på land. De andre snakkede. Vær stille, tænke jeg, kan I ikke høre det? Den smukkeste musik.
Langt senere har jeg erfaret, at jeg er det, man kalder særligt sensitiv. Jeg er en af dem, der mærker regnen. Jeg har sans for subtile undertoner og intet er, som det ser ud på overfladen. Alting ulmer af liv og energi. Da jeg var barn, vidste jeg instinktivt, hvad de andre følte. Det var lidt af et ansvar. Tungt til tider. Og på et tidspunkt holdt jeg op med at se på min sensitivitet som en gave, det blev en slags forbandelse, for alting gik så forbandet dybt og kunne gøre så utrolig ondt. Og det var som om jeg stod helt alene med min viden, følelserne, fornemmelsen af regnen og den musik, som ingen andre synes at kunne høre. Anderledes. Jeg er anderledes.

Jeg har fået en gave, som ikke er alle forundt. Men vi er mange endda. Særligt sensitive. Heldigvis. Og det er ikke en sygdom, skal jeg huske at skrive. Det er en gave. Hvis man vælge at se på den som sådan. En gave. En særlig sensitiv og sanselig gave, der kan give oplevelser af helt særlige dimensioner.
Først sidste år var der en skøn kvinde, selv særligt sensitiv, der gjorde mig opmærksom på, at jeg sandsynligvis var særlig sensitiv. Jeg tog en test, jeg læste lidt her og der og talte med en anden skøn og klog kvinde, selv særligt sensitiv, og pludselig gik det op for mig. Særligt sensitiv. Det var en lettelse. Det forklarede så meget. Nu læser jeg blandt andet i bogen ”Særligt Sensitive Mennesker” af Elaine N Aron og jeg følger med på en fin side på Facebook, som hedder Det Sensitive Liv. Jeg forsøger nu helt bevidst at tage mine forholdsregler i forhold til, hvordan jeg fungerer og hvad jeg har behov for. Fordi tingene har det med at berøre mig dybt og inderligt. Fordi stemninger påvirker mig. Og fordi jeg brug for at lade op, når jeg har brugt energi. Rytmemenneske.

Jeg er særligt sensitiv. Jeg er, som jeg er!

2 kommentarer:

  1. Hei. Lene .
    Så du er sanselig....det visste je vel, egentlig. Du som er så flink til å finne ord, danne setninger, som rører sansene.
    Jeg er følsom på en annen måte. Jeg kan føle ting, finne ting, sense ting...... Men jeg bruker mye min logiske sans.
    Alle barn har alle sansene i behold, men de forsvinner litt etter litt, når vi voksne mener de må skjerpe seg, bli voksne, ta seg sammen.....du vet. Og så forsvinner det litt etter litt.
    Du hadde elsket å være der jeg var i går, ved fjorden. Kanskje du engang får oppleve det? :) Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Sanselig ja, også i den grad! :)

      Men lykken er vel egentlig virkelig at lære sig selv at kende og acceptere, at man nu engang er, som man er.

      Jeg er sikker på, at jeg ville elskede den fjord. Jeg må snart ud til vandet igen! :)

      Knus og god dag til dig.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.