fredag den 24. maj 2013

I dag


 
Jeg har lavet kaffe, det er morgen, solen skinner gennem trækronerne, der er grønne til bristepunktet. Alting emmer af frodighed derude. Maj synger på sidste vers, jeg kan høre hendes fine stemme fra værelset på den anden side af gangen. Men hvordan kan jeg dog vide, at det er sidste vers? Jeg ryster på hovedet, mens jeg forsigtigt drikker af kaffen, det aner jeg jo ikke, jeg formoder bare. Tanker strejfer, de fragter mig ind i næste uges datoer, bladrer som en vind i kalenderens blade, det hvirvler op og jeg er her ikke længere. Så nemt er det. At blive væk i fremtiden. Og jo mere jeg tænker over det, desto mere skræmmende er det. Kvinden, der blev væk i fremtiden.
Det er Kristin Floods skyld. Jeg læser fortsat i hendes gode bog om det stille rum. Hver eneste aften smager jeg forsigtigt på ordene, et efter et, i skæret fra natlampen og til lyden af aftenvind mod ruden. I går gjorde månen mig selskab, også den ville gerne høre lidt mere om, hvad det dog er, der er med den stilhed. Den strakte sig ind over træerne, så den bedre kunne høre. For månen kan lytte, helt stille smøg den sig tættere på og lagde sit tavse øre til. Lyset gled ind i soveværelset som en skygge.

Jeg læste, helt langsomt, som det hører sig til med bøger som den, Kristin Flood har skrevet her. Ordene fragtede mig ind i stilheden og gjorde mig klar til natten. Fuld af respekt og ærbødighed banede jeg mig vej gennem et usynligt tæppe af lyd og mærkede pludselig den godgørende stilhed opfylde mig. Så lyttede vi. Månen og jeg.

Øjeblikkets brønd er bundløs.
Den tilbyder os sin spontanitet,
sin kreativitet, sin intelligens, sin visdom.
Det er op til os at begynde at øse.
Vores tanker glider hele tiden frem og tilbage i tiden, siger Kristin, og derfor er det vanskeligt for os at erfare og forstå øjeblikkets magi. Det kræver noget af os at holde tankerne i seletøjet. Desuden er det nødvendigt, at vi forstår, hvad det indebærer at tankerne hele tiden løber ind i fremtiden. For hvorfor skal vi ellers holde fast i seletøjet?

De gode øjeblikke. Kan man indfange dem? De kommer og går, men den eneste måde at erfare dem på, er at befinde sig lige midt i nuet. Øjeblikkets brønd er bundløs, den bugner af spontanitet, intelligens, kreativitet og visdom. Men hvis vi hele tiden vandrer med vores tanker i fremtiden, vil vi aldrig kunne smage på det magiske vand, som øjeblikkets brønd tilbyder os. Da jeg læste det, blev jeg øjeblikkelig trist, jeg forstod pludselig endnu stærkere, hvad jeg går glip af, hvis jeg ikke er til stede her og nu.
En magisk brønd, tre små ord, gode øjeblikke, perler på en snor.
I dag. Forfatteren John Ruskins hængte et lille skilt op på spejlet i sit badeværelse, hvorpå der stod: I dag. Og hver eneste morgen mødte han sin egen påmindelse, det var hans her-og-nu disciplin.

Jeg har kun i dag. Lige nu. Og dette øjeblik er perfekt, en udsøgt delikatesse, en smuk perle, som jeg betragte og være med. Foran mig, lige her, er en brønd fuld af øjeblikkelig magi. Jeg skal ikke anstrenge mig eller ændre noget. Jeg skal blot være her, med det, der er og begynde at øse.

I dag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.