mandag den 6. maj 2013

Hunden og havgudinden


 
Det gjorde godt at komme væk. Lørdag formiddag pakkede jeg bilen og denne gang blev det en eksklusiv tur for gamle Josie og jeg. Vi skulle alene i sommerhuset og besøge min mor, som nu er flyttet derop for sommeren. Det er en dejlig tid, vi går i møde. Og det er først rigtigt forår, når mor indvier sæsonen og bor i det nordsjællandske. Så begynder jeg at tænke luftige sommerhustanker og det slår mig pludselig, at jeg længe har manglet noget. Jeg får pludselig travlt med at komme af sted, det kan ikke udskydes længere.
Havet. Fjorden. Den helt specielle duft af saltvand og kyststrækning. Jeg mærkede det som et dybt og inderligt suk, da jeg drejede af hovedvejen og befandt mig på venstre side af Roskilde Fjord. Det var som om noget faldt i hak. Som om jeg pludselig kunne trække vejret igen. Ånde frit. Noget i mig faldt til ro. Jeg rullede vinduet lidt ned og gamle Josie rejste sig bag i bilen for at lugte med. Også hun elsker vandet. Så sad vi der og kørte langsomt op langs fjorden og følte os som to havgudinder. Vi er på vej hjem, sagde jeg til hende og jeg er sikker på, at hun nikkede eftertænksomt. Duft af vand i næseborene, dansede solstråler på vandoverfladen, kyst og små sejlbåde.

Det blev en dejlig weekend. Jeg faldt helt til ro og mærkede, hvor godt det gjorde at komme væk hjemmefra. Det har jeg nemlig tendens til at glemme, efter vi flyttede ud i det fine store hus for enden af markvejen. Så er det nemt bare at blive hængende. Man behøver vel ikke at tage af sted, når man er glad for at bo, som man gør? Eller gør man?
Jeg gør. Og det har jeg lovet mig selv aldrig at glemme igen. Jeg må skrive det ned, notere det i min store bog af gode ord eller hænge en gul seddel på væggen foran mig. Husk turene ud. Weekender væk fra huset og de vante omgivelser. Flyv ud og mærk frihedens vingesus. Gå langs vandet og glem tid og sted. For der er noget med vandet, havet og jeg. Jeg bliver ligesom hel igen. Helet. Det er nærmest ubeskriveligt, hvilken beroligende og godgørende effekt havet har på mig. Sandet, stenene, den knasende lyd af forladte muslingeskaller, som er skyllet op på stranden, skumsprøjt, skrigende måger og uendelig blå horisont. Noget i mig er havet. Noget i havet er mig.

Da vi gled op på stranden, tog vi noget af havet med os. Firs procent af kroppen har samme kemiske sammensætning som det hav, vi engang forlod. Vi påvirkes stadigvæk af trækket fra havets bevægelser. Vi pulserer til Universets rytme, døgnrytmen og månens cyklus i årstiderne.
Sådan skriver Deepak Chopra i en af sine bøger og jeg kommer ofte i tanke om de ord, når jeg går langs vandet. Eller rettere sagt. Ordene kommer altid til mig bagefter, når jeg begynder at undre mig lidt over havets godgørende effekt. Det er som et lykkesus. Jeg kan længes hjem, dybt og inderligt, og opdage, at det er havet, jeg længes efter.

Helt ud på revlen og bare stå. Være. Lade sig opfylde af havluft og indhylle i havgus.

2 kommentarer:

  1. Dejligt med en tur for Josie og dig. Er sikker på hun er en meget klog hund. Dejligt med sådan en tur til havet. Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var nemlig dejligt. Hun bliver snart 14 år og er virkelig gammel nu, helt døv, men hun er stadig glad og bare vi tager den med sindig ro, kan hun sagtens være med. Jeg nyder meget vores ture ud alene. Og havet gør så godt! :)
      Knus og god dag til dig.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.