torsdag den 23. maj 2013

Det gælder om at huske




Det gælder om at huske det, der er godt. Kender du det? Man har det med at glemme. Glemme, at man trives med ugentlige pauser, hvor man går alene ud i skoven. Glemmer, at man bliver så glad, når man har en god aftale med verdens sødeste veninde og at man egentlig havde lovet sig selv og hinanden, at det skulle være en månedlig tradition, det gode møde. Glemmer, at man elsker hvide asparges og man vil bruge dem i alle mulige og umulige retter, mens tid er og det er sæson. Og meget mere. Noget af det, man glemmer, er måske endda ting, som er med til at berige ens liv betydeligt. Små ting, som oftest, der bare bliver glemt i farten. Fordi man har travlt. Travlheden æder sjæle. På samme måde som angsten gør det i Fassbinders formulering. Men altså. Man glemmer.
I går stoppede jeg op. Pludseligt. Jeg kunne mærke, at det var nødvendigt. Og jeg måtte huske mig selv på, at det faktisk var fremgang, at jeg huskede at jeg havde glemt noget. Drømmen. Den gode.  Alt det, der tænder ild og som man kan varme sig ved på regnvejrsdage som i går. Det bliver hurtigt hverdag, også hvad gode drømme angår. Pludselig sidder man og lytter til en skatteekspert og hvordan man skal ordne sit momsregnskab, før man overhovedet har tjent en krone. Vinden hyler i vinduesskodderne og man spørger sig selv, hvor man overhovedet er på vej hen. Og det er et godt spørgsmål. Faktisk bør man stille sig selv det lidt oftere. For man har nemlig mulighed for at rette ind, huske på det væsentlige og lave justeringer, der gør, at man følger glæden og ikke bliver forført af alt muligt andet. Selvfølgelig skal man have styr på momsregnskab, skattefar skal jo også være glad, men hvad hvis man mærker, at man ikke selv er det. Glad. Sådan rigtigt?

Jeg stoppede op, slukkede for computeren og gik ned til det store bord i spisestuen. Med mig havde jeg mine tidligere mindmaps og forskellige udklip fra blade og magasiner. Tekster og billeder, som jeg instinktivt havde klippet ud, fordi de fangede mig og pirrede ved noget i mig. Små glade opråb. Ord, der fangede essensen, noget af det, min drøm er bygget op omkring. Fundamentet er vigtigt. Formålet. Og det skal plejes, det ved jeg godt, men ikke desto mindre glemmer jeg det. Og gemmer det, det fylder så meget, de fine mindmaps og alle udklippede, så de ender i en bunke på skrivebordet, hvor jeg faktisk ikke ser dem. Det er ikke meningen. Den slags skal op på væggen, opslagstavlen eller i hvert fald ligge fremme, så man hele tiden bliver mindet om, hvad det er, der har tændt drømmens gode lunte og som gør godt og varmer i kølige stunder.
Jeg spredte det hele ud på spisebordet. Og midt i det hele stod den tændte lanterne, en lille fin sag med farvet glas, som jeg for nylig faldt over. Der er noget magisk og inspirerende over den, synes jeg. Den får mig til at tænke på Tusind og én Nat. Den er med til at skabe en slags eventyrlig stemning og inspirerer mig i forhold til skrivning og i det hele taget. Kaffekoppen kom også med. Udenfor regnede det, dråberne silede i en lind strøm ned af vinduet og det, der var kommet af sommer, skyllede væk forfulgt af kaskader af vand. Men min drøm var intakt, det så jeg pludselig. Jeg blev glædelig overrasket over de gode ord og tegninger, de tidligere mindmaps og alle de udklip, jeg nu spredte ud foran mig.  

Jeg tegnede et nyt og opdateret mindmap, beundrede en finurlig tegning, jeg på et tidspunkt har lavet, også den havde jeg glemt og så lavede mig jeg en ny slags bog. Jeg overførte elementer fra mit mindmap til første side i bogen og så skrev jeg lidt. Frem kom limstiften, for nu så jeg pludselig, at de mange udklip ville passe perfekt ind i bogen. Og jeg fik lyst til at lave nye udklip, jeg har en stak blade liggende, det er bare at bladre i dem og lade sig fange. Klippe ud, helt instinktivt, ikke tænke for meget, men følge glæden og det, der opstår, når man ikke lader sig fange i sindets kvælende labyrinter.
Har du lavet et mindmap? Eller en bog, hvor du skriver om det, der gør dig glad, som du gerne vil huske på? En hemmelig drøm, du går og tænker lidt på, overvejer, om du en dag kan føre den ud i livet. Gør du noget med den drøm? Kan den fortælles i en tegning? Eller med ord? Eller begge dele?

Selv er jeg glad for min nye drømmebog med tegninger, landkort, drømmeskitser og andet godt. Den skal frem mindst én gang om ugen, så jeg ikke glemmer …  
 
 

5 kommentarer:

  1. God morgen.
    I dag våknet jeg til nystekte rundstykker og varm kaffe, som Mannen min hadde ordnet ferdig til jeg skulle stå opp (jeg har fri i dag)
    Nå sitter jeg under mitt store sjal, som jeg fikk av mine danske venninner, og med katten liggende ved siden. Hun elsker også dette store sjal. Radioen står på favorittkanalen, og ute regner det. Men det er en perfekt morgen.
    Det er de små tingene Oliver, som gir livet mening. Akkurat som hverdagen, som jeg alltid lengter tilbake til.
    Så herlig med en slik mappe med mindfullness. Jeg har også en slik liggende, men i den handler det om strikking og kreativitet.
    Men da jeg var yngre, tegnet jeg hver dag. Jeg kjenner jeg har lyst til det igjen.
    Jeg håper du får en deilig dag med mange små øyeblikk. Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Det lyder som en dejlig morgen. Ah! Det er virkelig de små ting i livet, som i virkeligheden er de store. Også det er værd at huske på.

      For nylig købte jeg farver og blyanter. Det var længe siden. Ikke at jeg tegner hver eneste uge, men når de ligger fremme og jeg husker det, smil, så får jeg vældig lyst til bare at sidde og nørkle med det. Og det gør mig glad, jeg glemmer tid og sted. Godt på en regnvejrsdag! :)

      Håber resten af din dag bliver ligeså fin som morgenen. Knus.

      Og ja, iPad og den slags har virkelig egne liv! ;)

      Slet
  2. Oliver skal være I LIVET.
    Ipaden lever noen ganger sitt eget liv.......

    SvarSlet
  3. Dejlig metode til at huske på det der betyder noget i livet, eller har begejstret en tidligere i livet Lene.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er det nemlig, Michael, og det gælder virkelig om at huske! :)

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.