torsdag den 9. maj 2013

Det er lykken



Vi gik en lang morgentur med hundene. Det var ikke planlagt, men Maj tog os med på tur. Ud i  frodig fugtighed, dufte og dejlighed. Og mens jeg gik dér og ikke skulle noget som helst, fik jeg lysten tilbage. Lysten til at leve mit liv i nuet. Skrive om det, der gør mig godt. Dele i håb om, at andre kunne få glæde af de ord, der bobler i mig. For det gør de. Ordene. Og hvis jeg ikke lader dem boble og leve sit eget rytmeliv, så lever jeg heller ikke mit. Vi hører ligesom sammen. Ordene og jeg.

Lykken er at skrive. Sådan skrev jeg i går. Og jeg mener det af helt mit hjerte. Jeg har brug for at huske på, hvad der er væsentligt og gør godt i mit liv. Og det handler ikke om, hvad andre synes og mener. Der er tusindvis af gode råd og vejledninger til, hvordan man skaber sig det bedste, sundeste og gladeste liv i flow. Der er fokus på tanker, følelser og værktøjer til at acceptere og ændre. Men når dagen er omme og jeg spørger mig selv, hvad det egentlig er, der gør mig godt og hvad jeg ønsker mig i resten af mit liv, så bliver svarene ofte såre simple og ligetil.
I denne fase, hvor jeg pusler med mit eget iværksætteri og arbejder på at skabe mig en platform som grobund for gode skriverier, inspiration og en måde at tjene til dagen og vejen på, kan jeg godt have tendens til at glemme essensen. Jeg bliver påvirket af alt det, jeg lærer på kurset og det, jeg læser og hører. Der skubbes til mine egne overbevisninger. Der fortælles og tilbydes om ”rigtige” måder at gøre tingene på, blandt andet, hvordan man sælger sig selv og hvordan man skal gribe det an. Skubbe til sig selv og overskride grænser. Og det er vel at mærke grænser, som i forvejen er definerede. Hvem ved, hvor mine grænser går? Så sidder jeg dér og mærker energien forsvinde. For en stund. Og måske glemmer jeg det, men det er altså min krop og sjæls måde at fortælle mig, at dette ikke er min måde.

Min måde giver energi. Glæde.

Lykken er at skrive. Jeg må aldrig glemme, at jeg er kommet for at skrive. Og det skriver jeg for at minde mig selv om, at det giver mig energi. Det er min måde. Min vej. Den skrivende, legende, puslende, søgende, ordmæssige skabelse.
Hvad gør dig allermest glad? Har du tænkt over det? Hvordan føles det, når du glemmer tid og sted og bare må gøre det, fordi du bliver et med selve skabelsen eller hvad det nu er, du foretager dig. En dag i haven. Plante blomster og luge ud. Pusle i køkkenhaven og høste gode grøntsager til aftensmaden. Lege med ungerne, gynge og bygge sandslotte. Løbe i skoven. Lave mad. Kysse manden, konen, kæresten og livet.

Men det har da ikke noget med arbejde at gøre! Den får jeg tit slynget i hovedet. Det, du snakker om, handler om fritid. Det kan vi gøre, når vi har fri. Hvis vi altså orker, når vi har gjort alt det, vi bør gøre for at have et nogenlunde acceptabelt liv. Huset skal ligne en halv million og selve rengøringen tager tid. Vaske, pudse og tage sig af nullermænd.
Men hvad med ens egen mand? Og en selv? Hvorfor vente med at leve livet til weekenden og de ferier, man har så stor forventning til, fordi de skal indeholde alt det, man sætter på hold i hverdagen? Hvorfor spare op til en pension, som man ikke aner om man kommer til at bruge? Hvis den overhovedet findes til den tid. Hvorfor ikke investere i et liv, hvor man høster mens man sår og nyder at gå vejen i en sådan grad, at man slet ikke drømmer om at gå på pension? Jeg spørger bare. Jeg tror det er muligt.

Lykken er at have tid. Sindsro. Vide, at alting har sin tid og at jeg har min. Tid til at skabe og være. Tid til at dyrke det, der betyder noget for mig og være til stede for dem, jeg møder på min vej. Gennem nærvær. Gode ord. Og stilhed. Slukke for telefonen, som ikke altid er så smart endda. Genopdage naturen og lade mig opsluge af dufte, skumsprøjt og fuglefløjt.
Vi gik en lang morgentur med hundene. Det var ikke planlagt, men Maj tog os med på tur. Ud i frodig fugtighed, dufte og dejlighed. Og mens jeg gik dér og ikke skulle noget som helst, fik jeg lysten tilbage. Lysten til at leve mit liv i nuet. Skrive om det, der gør mig godt. Dele i håb om, at andre kunne få glæde af de ord, der bobler i mig. For det gør de. Ordene. Og hvis jeg ikke lader dem boble og leve sit eget liv, så lever jeg heller ikke mit. Vi hører ligesom sammen. Ordene og jeg.
 
God Kr. Himmelfart. Gør det, du har lyst til. Vær sammen med dem, som gør dig glad. Og vær en, som gør dig glad. Det er lykken.

4 kommentarer:

  1. Nydelig innlegg, Megan! Det var akkurat det jeg trengte i dag. Du setter så flotte ord på akkurat slik også jeg tenker... Jeg takker også for ditt gode innlegg hos meg. Det gjorde veldig godt å få forståelse. Jeg vet at du forstår meg, for vi går på en måte på den samme vei... skrivingen er og skal være en drivkraft - når den først har kommet til meg...
    Jeg har trengt tid, og muligens ennå litt mer tid for å finne tilbake til meg og min stemme. Det føles ikke godt når noen begynner å pirke alt for mye borti den... Takk for at du skjønner, og takk for det du deler!
    Ha en flott kveld!
    God klem fra meg

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for dine ord. Tag al den tid du trænger for at finde din stemme igen. Det er jo ligeså sart og skrøbeligt, som det er stærkt. Jeg forstår slet ikke, at nogen uden hensyntagen udøver "vold" på den måde. Det er fint med kritik og forslag til ændringer, men det du var ude for er på ingen måde OK! MEN, du er fin og stærk og kommer igen med helt din egen stemme. Og heldigvis for det! :)

      God klem, god weekend.

      Slet
  2. Dejlige tanker om livet, Lene. Jeg har også lært at stoppe op og være lykkelig for det, der er lige nu. Om jeg så ikke lige er nået så langt, som jeg drømmer om med min virksomhed og således, ja så er jeg faktisk meget taknemmelig for det, jeg har lige nu og her - og føler mig ret lykkelig i maven og hjertet.
    Når man som dig og mig og sikkert også en del andre har arbejdet som sin store passion, vælger man jo selv lidt, hvornår der skal arbejdes - og så bliver livet lidt en leg, der bare er, hvor hverdag og weekend går lidt ud i ét, og om man så leger lørdagshygge onsdag eftermiddag med familien, fordi det nu lige kan lade sig gøre og man har lyst til det, ja det er jo sådan set lige meget, hvad dagen hedder så.
    Men jo.....grib livet og lev det hver dag med glæde i maven.....Og jeg stopper ikke, når jeg bliver 65 :-) Smiler....

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak kære Gitte. Og du har ret, det er godt at stoppe op og bare være med det, der er. Jeg prøver at følge rytmen nu, det er som om min egen kreativitet har sit eget liv. Og det er jo en fin rytme i sig selv.

      Dejligt at du ikke stopper. Det gør jeg heller ikke! :)

      Knus.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.