mandag den 1. april 2013

Velkommen




Vi tager en kop kaffe ved køkkenbordet og spiser de sidste chokoladeæg. Påsken er ved at være forbi. Og et snert af det vemod, jeg altid føler, når en højtid eller ferie er forbi, kigger forbi og sætter sig til rette. Jeg trækker på skuldrene. Du kom for sent, vemod. For jeg har allerede været i gang med mine gøremål i dag efter hyggelige påskedage med familien. Læseplan for resten af ugen. Læsning af pensum. Jeg startede forholdsvist blidt op, for det synes jeg man skal.
Vemodet bliver hængende lidt. Jeg lader det være. Accepterer, at det er der og pludselig gør det ikke så meget postyr af sig. Jeg tænker på de kommende ugers intensive læsning inden eksamen og turene til København. Og på, at det vil være rigtigt forår, når jeg slutter kurset midt i april.

’Det er faktisk forår nu!’. Jeg hører en kvidrende stemme og så får jeg øje på hende. Hun står der i døren til gæsteværelset med flagrende hår, lufter ud, dufter af frisk luft og jasmin. April! Og her har jeg været så opdaget af familiehygge og pensumlæsning, at jeg slet ikke har bemærket, at hun er ankommet. I nattens mulm og mørke byttede hun plads med Marts, som jeg i øvrigt ikke fik taget ordentlig afsked med, men det er vi efterhånden så vant til. Hun lagde et lille brev. Skrev sit navn med prikker. Og det stak slet ikke, det gjorde godt at læse, at hun har haft et dejligt ophold. Farvel min ven, vi ses til næste år.
April kommer mig i møde på gangen og vi omfavner hinanden. Det er godt at se hende igen. Velkendt og alligevel forandret. Vi smiler, kan slet ikke lade være. Hendes smil er drilsk og fuld af spilopper og jeg husker, at hun kan noget med at drive gæk. Hun holder af det muntre liv. Gjort af det festligt forår og klædt i lysegrønne gevandter, er hun klar til at udfolde sig. ’Du skal føre mig op til eksamen’, siger jeg og hun nikker bare. ’Naturligvis! Og jeg skal føre dig ind i forårets gange gjort af lette løfter og lysere tider. Tidspunktet, hvor spirer kigger op af jorden. Snart vil du se, hvad du plantede i vintermørket.'

En ny måned fuld af nye dage spækket med øjeblikke. Vi skal øve os på at være i nuet, vi skal skabe og genskabe. Og ja, så skal vi altså også lige til eksamen!
Jeg skulle hilse fra April og sige velkommen. Træd ind i hendes univers, en ny måned med masser af dage til at gøre det, du bedst kan lide. Husk at fylde dem med glæde. Dagene. Drømmene. Foråret er på vej. Med raske skridt kommer det spænende i horisonten. Lidt sent ganske vist, men bedre sent end aldrig.

6 kommentarer:

  1. Ja, velkommen til April. En måned, der er kendt for drilagtighed, men jeg synes nu, at Marts har været ret god til den slags...

    Men uanset hvad så tror jeg, at april bliver en god måned. Og jeg håber det bedste for din eksamen, når den tid kommer... :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har ret, Marts var ret god til at agere April. Men lidt koldere! ;) Og tak!

      Slet
  2. Jeg håber april bliver måneden hvor vi for alvor mærker foråret :) Det har været en skøn påske. De sidste 2 dage med solskin har været fantastiske :) God aften til dig. knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Det tror jeg på, Annette, april bliver forår med alt det, vi glæder os til! :) Knus tilbage.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.