fredag den 12. april 2013

Under vejret




Alle klager over vejret, siger vi og ryster på hovedet. Vejret er ikke til forhandling. Metrologerne prøver at forudsige det og vi sætter vores lid til, at de kan. Fortælle os, hvordan det bliver. Vejret. Men hvad nu hvis vejret slet ikke ved, hvordan det bliver? Hvad nu, hvis vejret bare er? Afhængig af så mange forhold, at vi mennesker slet ikke gør os begreb om det.
Jeg siger til mig selv, at vejr blot er vejr. Jeg beder mig selv om at acceptere det. Og det gør jeg. Men alligevel mærker jeg noget i krop og sjæl. Noget, der rusker og hiver i mig, som vinden, der får grene til at rasle og blade til af falde af. Når de altså har blade at tabe. Træerne. Og hvad med dem, de smukke træer, som står dér i al slags vejr og væbner sig med den smukkeste tålmodighed af alle? Hvordan ved vi, hvad de føler? Vi læner os op af deres tykke stammer og finder ro i det faktum, at træerne har stået der gennem mange storme og utallige årstider. Vi finder trøst i at vide, at det altid bliver forår igen og at der vil komme knopper, blade og alting igen vil blomstre. Igen. Vi varmer os ved tanken, sætter os og alligevel fryser vi.

På engelsk findes der et udtryk, som jeg har taget til mig. ”Under the weather”. Og jeg savner det udtryk på dansk, for så ville jeg bruge det i langt større udstrækning. Og lad mig straks dementere, at udtrykket skulle bruges som en slags klagesang eller en undskyldning for at have det småskidt og være i underligt humør. Det er ikke sådan, det er. Set fra min lille udkigspost i mit landskab. Det er blot en måde at beskrive det, der sker i mig, når årstiderne skifter. Når højtryk og lavtryk skifter plads, mødes, når vinde blæser op og når regnen ruller med torden over himlen og gør noget ved naturen. Og ved mig. For jeg er ikke en uafhængig størrelse, der kan undsige sig at være påvirket af vind og vejr. Jeg har prøvet, men det fungerede ikke. Det giver langt mere mening at vide, at jeg er en del af noget større og at vejrforhold, overgange og tilsyneladende tomrum også påvirker mig.

Jeg har talt med et træ. Og nu rabler det for hende, siger du måske og ryster på hovedet, mens du er ved at få morgenkrydderen galt i halsen. Men det er sandt. Jeg har lyttet og spurgt og jeg har søgt svaret i stilheden og i skovens ro. Jeg har vandret ad stier med frost og sne, jeg har trådt i vandpytter og jeg har hørt grene knække under mine skosåler og mærket fornemmelsen af fugtig muld. Og jeg har forsigtigt lagt min kind mod barken af et træ og mærket den ru overflade. I samme sekund blev jeg opfyldt af ro. Træet lagde uden tøven sine usynlige arme omkring og tog mig i sin favn. Vi smeltede sammen. Træet, skoven og jeg. Og det gav en fin følelse af samhørighed at stå der og bare være. En del af noget større. Træet. Skoven. Himlen over trækroerne, skyerne, der svævede forbi, fuglenes fløjten og den overdøvende stilhed af den pureste ingenting. For midt i ingenting findes alting. Og midt i skoven stod jeg. Ikke alene, ikke uafhængig, ikke et individ, der hverken er påvirket af vind, vejr eller den smukke natur. Tværtimod. Jeg er en del af noget andet. Noget større. Heldigvis.
’Jeg er under vejret’, sagde træet og jeg nikkede. Vi frøs ikke længere, for vi varmede hinanden. Men det var koldt. Fugtigt. ’Jeg er også under vejret’, sagde jeg og træet brummede på sin knagende måde.
’Selvfølgelig er du det, min ven. Vi er alle sammen under vejret. Over vejret. Og med vejret.’

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.