søndag den 28. april 2013

Naturlig skaberkraft




’Det er godt at læse’, siger April og nikker anerkendende, mens hun betragter min bogsamling i reolen. Selv forsøger jeg at skrive noget, der er værd at læse, men bliver forstyrret på den kærlige måde. Og hvem kan stå for det? Det er egentlig heller ikke fordi, at jeg har noget særligt på hjerte denne sidste søndag i april, jeg har bare lyst til at finde lidt ord frem og lade dem gøre godt.
Det er ikke noget, jeg tænker over. Det er bare en følelse, en særlig fornemmelse af at noget vil skrives. Hvis jeg forsøger at tænke mig til det, går det i stykker.

Det er som at prøve at fange en smuk sæbeboble. Den ser så vidunderlig luftig ud, som den svæver gennem rummet, lyset spejler sig i dens skrøbelige sæbedragt, små krystaller af regnbuefarver leger i dens farvand. Og man står bare der i stum beundring, indtil en lille djævel i én får tænkt den morderiske tanke: Jeg må eje den sæbeboble. Jeg må indfange den, mærke den i min hule hånd, vide, at den er min. Og i samme sekund man rækker ud og blidt berører dens overflade, eksploderer den. Tusind dråber af ingenting i et lydløst sekund. Så er den væk.

’Det kender jeg godt’, nikker hun, ’den trang til ejerskab. Man ønsker at holde, beholde, fange det smukke og forevige det, men i samme sekund man identificerer sig med det, mærker man smerten. Erkendelsen af, at det faktisk ikke lader sig gøre er sorgfyldt. Lammende. Indtil man indser, at det netop er det umulige i skønhedens håndgribelighed, der gør den så smuk’.
’Det var fint sagt, April’, siger jeg og tager mig selv i at ville skrive det ned. Sig det lige engang til, den sætning kunne jeg godt bruge, kender du det? Kunne jeg mon gøre den til min? Men øjeblikket er forpasset. Det opstod, en genspejling af noget subtilt og helt vidunderligt, et sjælekys så flygtigt og godgørende, og så ingenting. Og dog. For noget er blevet tilbage, en god fornemmelse, et suk dybt i mellemgulvet og en slags forunderlig fredfyldthed. Det er befriende ikke altid at skulle indfange og gemme. Forsøge at huske. Det er fortryllende at vide, at hvis man stoler på øjeblikket og lader sin egen glæde og lyst være motivation, så kommer det hele. Svævende. Uden at man skal tænke sig til det og gøre noget med det på forhånd.

’Sådan er inspirationen!’ Og det ved hun alt om, for også hun er glad for ord og kreative processer. Hun er en skabende måned, hun er det tidspunkt på året, hvor man kan se de grønne spirer pible frem fra vinterens sorte muld. Alting begynder at røre på sig. Men man kan ikke fremskynde det eller tænke sig frem til, hvor smuk den dyblilla krokus vil blive, når den springer ud. Man kan ikke råbe af den og sige, at den skal skynde sig. Man kan blot sætte sig ned og vente. Nyde processen. Lade sig opsluge af de øjeblikke, hvor tingene finder deres rette leje og folder sig ud nøjagtigt som de skal. Befriende!
’Og det er her, jeg er kommet til, siger jeg til hende og hun nikker. Det ved hun godt. ’Så er du faktisk kommet langt’, svarer hun, ’den accept af, at din egen skaberkraft ligner naturens til forveksling. Ja, at den faktisk er en og samme kilde. Energi. Og at du ved at overgive dig til det, der er, og lydløst følger rytmen, lytter og hylder den kraft, der er så stærk og vedholdende i dig, er du lykkelig i selve processen. Man kan næsten sige, at du høster, mens du sår.'

Skal jeg fortælle dig en hemmelighed? Hun kommer nærmere, næsten svævende og jeg holder vejret, for hver eneste celle i min krop ved, at nu kommer der et guldkorn. Sådan er hun. April. Hun kan lide at overraske. På en helt almindelig forårssøndag, hvor vi knapt nok er rigtig vågne endnu.
I er årstiderne … om end I fornægter jeres forår, mens vinteren står på, smiler det blundene forår dog søvnigt i jer og føler sig ikke krænket.

Hun citerer Kahlil Gibran, for nogle gange behøver man ikke selv at opfinde dybe tallerkener. Man kan bare åbne sine hænder og tage imod. Alting er allerede er skabt. Det, der gør en forskel, der gør en forskel, er hvad du gør med det, når du modtager. Inspirationen. Den er din. Til låns. Et kort øjeblik, et strøm af nektar fra en usynlig kilde. Genskabe. Gøre noget med det. Nu. I øjeblikket.
Bare sæt dig. Lad dig opfylde af ro. Svøb dig i nærvær. Træk vejret dybt og lad døren åbne sig. Den venter blot på, at du skal give dig selv lov.

2 kommentarer:

  1. Håber du får en skøn solskinssøndag :) Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Anette, det var nemlig en dejlig solskinssøndag, hvor jeg mødtes til cafehygge og gåtur med en veninde. Håber også din weekend var fin! :) Knus.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.