fredag den 26. april 2013

Jeg vælger at være


Jeg er langsom i dag. Og det passer jo fortrinligt, at det er Store Bededag, feriedag og at weekenden byder sig til for enden af aften.  Jeg har lavet kaffe med varm mælk og forsigtigt båret den op af trappen. Tændt lyset på mit kontor, som er et slags både-og kontor. Det skal rumme arbejdsopgaver, som er konkrete og har deadlines og det skal være mit kreative rum fuld af lys, luft og inspiration.

Og tid. Tid til at gøre og skabe. Tid til at være.
Yogamåtten er foldet ud foran bogreolen. Den minder mig om de gode pauser. Den minder mig om, at jeg i løbet af dagen sætter mig i fredfyldt hvilen og meditation og lader tanker være tanker. Det gør underværker.

Faktisk er det ofte i eller efter de meditative stunder eller pauser i det hele taget, at jeg får de gode ideer. At jeg ser klart og mærker svaret i hjertet. Måden. Vejen. Det er ikke i travlhed og al hast. Og det er jo værd at tænke på, når vi bilder os selv ind, at vi har travlt og at der ikke er tid nok. Vi griber ud efter løsninger og søger svarene udenfor os selv, håber, at vi støder ind i dem ved næste gadehjørne, på vej til bussen. Sådan er det ikke for mig. Det er først, når jeg giver mig tid og går lidt væk fra det tilsyneladende, at svarene kommer svævende som små bobler fra hjertet. Stemmen er rolig og sikker. Den har bevæget sig væk fra tankernes mægtige hav og befinder sig et helt andet sted. Dyb og fredfyldt. Helt sikker. Suk.
I dag holder jeg helt fri. Jeg har lovet mig selv at være fuldt ud til stede i nuet og glæde mig over de fine øjeblikke. Øjeblikke, der præsenterer sig selv på denne regnfulde forårsdag. De har lagt sig til rette som perler på en snor. Jeg kan enten sidde og betragte dem og deres særlige skønhed eller jeg kan forsigtigt røre ved dem. Mærke deres form, fornemme deres kølighed, den fine overflade, blød og hård på samme tid, en slags marmor og alligevel uhåndgribelig. Et øjeblik. Kaffesmag og blødt mælkeskum. Stilhed og en umiskendelig lyd af snorken fra hundene i stueetagen. Huset sukker og nyder dagen. Det har en helt særlig rytme. En dans. Jeg lader mig favne og danser med.

Nærvær. Den dybe accept af livet, som det er lige nu. Den eneste vej til varig balance og mod til at lade styrken vokse fra sårbarheden. Rytme. Et slags usynligt flow. I dag vil jeg have fokus på alt det gode, der er i mit liv. Jeg vil betragte de spirer, der vokser fra den sorte muld, se dem blive større og stærkere for hver dag, der går. Og jeg vil lytte. Anerkendende. Tålmodigt. For svarene findes. De er dér allerede. Dybt i øjeblikket og i stilhedens hule.
I dag vælger jeg at være. Perfekt. Uperfekt. Sårbar. Stærk. Ankommet og alligevel på vej.

 
Hvis jeg kan lære at være
med ingenting.
Kan jeg være med alting.
 
Lene Megan, april 2013

6 kommentarer:

  1. Jeg har det på samme måde. Hvis jeg går i stå, rejser jeg mig og holder en pause. Spiser frokost. Går en tur. Hviler lidt. Og puf... så kommer en idé - og jeg kan komme videre med teksten. :-)

    Det gælder om at være... :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Godt at læse Mia og ja, det gælder om at være! :)

      Slet
  2. Bare dejligt og fredfyldt at læse dine ord. Jeg ville ønske, at jeg kunne blive i fredfyldheden og drive videre i dag. Men lige om lidt er vi på vej til konfirmationsfest. I morgen vil jeg genlæse dine ord, og så tage mig en rolig dag i selskab med mig.
    Knus :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Du skal være så velkommen tilbage, søde Katrine. Håber at konfirmationsfesten var god! Knus.

      Slet
  3. Tak for kloge ord.....at være med ingenting kan lære mig at være med alting....fantastisk:0) God fredag

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak. Glad for at du kunne bruge ordene! :) God weekend.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.