tirsdag den 23. april 2013

En bog og en rose




’Det er en helt speciel dag i dag’, siger April, da hun træder ind i rummet. Det er hendes tur til at lave kaffe og det har hun så gjort. Forsigtigt stiller hun mit krus foran mig på skrivebordet. Jeg forventer egentligt, at hun forsvinder med det samme igen, for hun har sagt, at hun har en høne at plukke med vejrguderne, men til min forbavselse stiller hun også sin egen kop på bordet.
’Det er en helt speciel dag i dag’, gentager hun og ser nærmest formanende på mig, for hun kan godt mærke, at jeg ikke havde hørt efter. Skriver bare videre, mens hun gør sit. Ser ud af vinduet på regnen, lytter til blæsten, føler mig lidt træt og længes efter stabilt og varmt vidunderligt forårsvejr i stedet for dette kølige og ustadige rusk. Selvom jeg godt ved, at vejr ikke er værd at bruge negativt krudt på.  Så jeg lader den gå, længslen, kaster den ud og lader vinden tage den. Så ser jeg på hende, tilbage til nuet, for jeg var igen uopmærksom og optaget af tankerne i mit eget hoved.

’Ja, hver dag er en speciel dag med nye muligheder’, sukker jeg og trækker lidt positivitet op af den sorte tryllehat. Hokus pokus, forårsvejr og krokus.
’Du kan sige, hvad du vil!’ Hun drikker af kaffen og smiler underfundigt. ’Men den 23. april er faktisk ikke en hvilken som helst dag. Regn, rusk eller ej. For det er Verdens Bogdag. I dag fejres gode bøger og deres skabere.’

’Og hvem siger så det?’ Jeg smiler, det er selvfølgelig noget, hun har fundet på, søde April, hun vil så gerne gøre mig glad. Og jeg er egentlig også ret glad, jeg har bare sovet dårligt, fuldmånefase og den slags, som jeg er så sensitiv overfor. På en særlig måde. Ja, jeg er også en af dem! Men altså. Hvor er det sødt af hende!
Hun ryster på hovedet, nej det er ikke noget hun har opfundet, det er skam UNESCO, som har udnævnt dagen i dag til at være Verdens Bogdag. Og det må jeg da være særlig interesseret i. Jeg, som elsker gode bøger og ord. Jeg nikker. Helt klart! Selv har jeg udsigt til et hav af bøger lige foran mig. Bogreolen til evig glæde og inspiration. Jeg kan blive glad og varm om hjertet ved bare at kigge på den.

Hun rækker mig en fin gave. En bog og en rød rose.

’Det er til dig’, siger hun og planter forsigtigt et luftigt aprilkys på min kind. ’Tillykke med Verdens Bogdag’.
Verdens Bogdag bygger på en mangeårig tradition i den catalonske del af Spanien. Her fejrer man dagen ved at give en bog og en rose til den, man holder af. Bogen er en vigtig kilde til udbredelse og bevaring af viden. Bogen udvikler os, og inspirerer til forståelse, tolerance og dialog. Derfor har UNESCO proklameret den 23. april som Verdens Bogdag

6 kommentarer:

  1. Jeg kan gå varmt ind for Verdens Bogdag, for en af de allerstørste glæder i mit - og mange andres - liv må være netop bogen. Hvor man finder ord til glæde og inspiration, til eftertænksomhed og visdom. Jeg kunne slet ikke undvære dem...! :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh ja, for hvad skulle vi dog have gjort uden bøger, Mia? :)

      Slet
  2. Verdens Bogdag var ved at forsvinde uden jeg opdagede det. Hjertelig tak for påmindelsen :-)

    At forære et elsket menneske en bog og en rose er en smuk tradition, så det vil jeg gøre med lidt forsinkelse :-)

    Håber, din dag er god :-) Kram

    SvarSlet
    Svar
    1. Du er altid velkommen, Louise! :) Og ja, det er en fin tradition. Knus til dig og din dag.

      Slet
  3. Jeg må innrømme at jeg ikke husket at det var verdens bokdag før jeg så det hos deg. Dagen har pleid å bli markert på skolen jeg jobber, men den ble ikke det i år - læreren som har hatt ansvar for biblioteket har gått av med pensjon. Tror jeg må ta det opp med ledelsen jeg - dette er jo en viktig dag.

    Kos deg - klem Siv

    SvarSlet
    Svar
    1. Måske skulle vi skrive dagen i vores kalender fremover, Siv? Jeg kom også først i tanke om det, da jeg læste det et andet sted. Og det er jo virkelig en (bog)mærkedag! ;)

      Klem.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.