fredag den 19. april 2013

Dit eget lys




Har du også lagt mærke til det, April? Der er altid nogen, som påstår, at de ved besked. Hvis du tøver og er tavs et øjeblik, så er der altid en, der skynder sig at tage ordet og sige noget. Hvad som helst. Bare for at bryde tavsheden. Det gode øjeblik, hvor man kan trække vejret. Den lille pause, der helt naturligt opstår mellem ind- og udånding. Hvorfor April? Hvorfor er vi mennesker så dårlige til at følge naturens rytme og alt det, der fungerer så perfekt i sig selv?
Hun rynker på næsen. Kigger op i loftet, hendes øjne smiler lidt, jeg kan se det, hun synes i grunden det er ret morsomt. Men også sørgeligt, jo, et strejf af tristhed går forbi. Så ser hun på mig, alvorligt, finder en grimasse, der kan passe, for hun kan godt mærke at jeg er i det eftertænksomme hjørne i dag. En smule træt ovenpå en intensiv tid med studier og alt det, det har ført med sig. Lidt af det, jeg har skrevet om og meget mere. Trætheden har lagt sig om mig som et uldent tæppe. Og det gør i grunden ikke spor, for det er faktisk ret koldt i dag. Vinden tuder, skyerne er urolige, kulden smyger sig mellem trækronerne og får jord til at fyge. Storm. Udenfor. Indeni er der forholdsvist roligt.

’Og hvad vil du gøre ved det?’. Nu smiler hun, April, vel vidende at hun absolut ingenting har at gøre med den storm. Der var engang hun flirtede med ham. Synes, at han var tiltrækkende på en spændende og ganske luftig måde. De kyssede lidt i krogene, men den tid er forbi. Hun er kommet videre. Nu ser hun bare ud og trækker på skulderne. Registrerer ham, stormen, og accepterer ham. Hilser anerkendende, nå, du er her endnu, og du er godt nok i dit es i dag. Den slags.

Jeg mærker hendes spørgsmål, det hænger i luften, danser som en gummibold mellem to vinde. Har fundet et balancepunkt mellem os. Hun ser stadig på mig, mens jeg lader tanker og ord hvirvle.
’Ingenting’. Noget i mig svarer. Jeg konstaterer bare, at det er sådan. Og at jeg er ret træt af den slags. Folk, der påstår at de har mirakelkurer, der hjælper på alting fra svære depressioner til overvægt. Og det er måske overdrevet, men den slags fremmer som bekendt forståelsen, og jeg synes efterhånden at det rammer meget godt. Man kan blive lykkelig på 12 uger, tabe 10 kilo på tre uger og blive smart i en fart. Der er genveje og grundigt testede systemer, der kan virke på alting, så man kan blive et bedre menneske, slankere, mere lykkelig, ligesom de andre, der tilsyneladende er lykkelige og har styr på det hele. Men det eneste, der kommer ud af den slags, er en følelse af forfladiget fiasko. Fordi. Der findes ingen genveje. Der findes ingen mirakelkure. Der findes ingen piller, der kan give evig lykke, tro mig, jeg har prøvet.

April nikker og ryster på hovedet, samtidigt, for hun giver mig ret. Eller det tror jeg i hvert fald, for den slags kan man jo aldrig være helt sikker på. Men det er også lige meget, for det handler om, hvad min krop og min sjæl fortæller mig. Det handler om den gode mavefornemmelse og det handler om det, der ulmer et sted i dybt i mig. Og i dig. Har du spurgt den eneste ekspert, der ved hvordan du bliver lykkelig, for nylig? Har du lyttet til din krops fortællinger og den stille stemme, der hvisker om alt det gode og kloge, du har i dig selv? Har du siddet i stilhed og hørt, hvordan sindet laver oprør? Og hvis det ikke skulle være nok, så er der alle de ydre stemmer. Dem, der fortæller, at de ved bedre. Har løsningen. At de har fundet vejen, kuren, måden at gøre det på, meningen med livet, døden og alt det andet, vi kan have lidt svært ved at forstå, os mennesker.
Hvad hvis vi selv har alle de svar, vi leder efter? Hvad hvis vores krop ved, hvorfor vi har ondt og hvad vi kan gøre for at få det bedre? Hvad hvis vi lyttede lidt mere til os selv og ikke til alle de andre? Magasiner, annoncer, Tv-reklamer og eksperter. Og hvad hvis vi troede lidt mere på den stille stemme og os selv? Alt det smukke og gode, vi rummer, men som vi kun kan få øje på i andre. Fordi nogen engang har fortalt os, at det forholdt sig anderledes og fordi de fortsat gør det, hvis vi tøver. Fordi vi har lært at stilhed er farlig. Fordi vi ikke tør mærke efter. Fordi det er frygtindgydende og i grunden helt vidunderligt, at vi har alt det vi skal bruge indeni os selv.

April nikker. ’Mennesker’, sukker hun, I er nogle sjove størrelser. Men jeg holder af jer! Jeg ser jer, som I er, hver især, helt perfekte og smukke. Der er intet forkert ved nogen af jer, ikke som udgangspunkt i hvert fald. Men jeres vej er fuld af sten og jeres roser har torne. Fordi veje som regel er fuld af sten og roser har torne. Men I tager det på jer og identificerer jer med det. Tror, at stenene er lagt der for at spænde ben for jer og at rosernes torne kun sidde dér, så I kan stikke jer og blive forfærdede over den lille smerte og jeres eget blod. Sårbarheden. Styrken. En og samme ting. Samme sted. Sit eget paradoks.

’Du frygter dit eget lys’, siger hun til mig, mens jeg gør klar til dagen og vejen og det møde, der venter mig på denne stormfulde fredag i april. Det svarer jeg ikke på. Den skal jeg lige tygge lidt på og skylle ned med god kaffe.

2 kommentarer:

  1. Hei på en søndag, Lene.
    Jeg leser i de Danske blogger at det er vind. Det blåser rett meget i Danmark synes jeg, når vi er der på ferie. Men det er jo fordi dere mangler fjell, som kan stoppe vinden, for å lage le. Dere har heller den deilige høye himmelen, som gir ro i sjelen.
    Ja, hvorfor er vi aldri fornøyd med oss selv, for den vi er. Vi kan jo ikke være en annen, eller mange andre. Man må lære seg til å elske seg seg selv, og slå seg til ro med den man er. Det er kanskje grunnen til at andre liker MEG, fordi jeg er jeg.

    Som Henrik Ibsen sier: jeg velger meg april. Det er mnd med de store forandringene. Fra en uke, kan det gå fra vinter til vår og sommer. Og man kan merke alle forandringene som skjer i naturen. Det påvirker også oss mennesker.

    Ha en deilig søndag. Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for fine ord, Sylvia. Og jeg er glad for at høre, at du trives med at være dig! :)
      Ja, vi har ofte meget vind her i Danmark og det har stormet mange dage. Jeg synes det bliver lidt trættende. Men sådan er Danmark! ;)

      God uge til dig. Knus.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.