mandag den 29. april 2013

At få sjælen med


 
Jeg læste et sted om nogle indianere, der var på rejse. Og det var vel at mærke på en moderne rejse.
Flyvemaskiner fragter os tusindevis af kilometer i løbet af ingen tid. Vi ankommer på trods af tidszoner og vi krydser grænser og kontinenter. Bevæger os over hele kloden på den halve tid. Det går stærkt og det forlanger vi ligesom. Vi har ikke tid til andet.
Når vi kommer frem, vil vi gerne være ordenligt ankommet og føle os veludhvilede, så vi kan udforske og opleve alt, der er værd at opleve. Godt nok har vi kun en uge, men alligevel! Det bedste af det bedste. Seværdigheder og de mest spændende bidder af den lokale historie. Smage på maden, vinen og lære nye mennesker at kende. Blive solbrændte og få lidt motion, så vi kan vende hjem og være helt friske og stråle som solen på det sted, vi nu holder ferie. Vi har mange gode intentioner om, at vores ferier skal være afslappende, men samtidig vil vi gerne opleve så meget som mulig. Nu har vi jo rejst på tværs af kloden og krydset kontinenter, så vi vil gerne have valuta for pengene.

Men hvad med sjælen? Har du tænkt på det? Er du nogen sinde ankommet til et sted og har følt, at der ligesom manglede noget? Og du tjekker efter, du har din bagage og sådan set mangler der ikke noget. Pas, penge, solbriller. Hotelværelset er fint, du har fået den ønskede udsigt, vandet er blåt, himlen ligeså, solen skinner, fuglene synger, der dufter af sommer og på stranden serveres drinks med sugerør og eksotiske blomster. Hvad er det dog, du føler, du har glemt?

Og hvor kommer indianerne så ind i billedet? Jo ser du, indianerne i historien var også på rejse. De var landet i lufthavn, hvorfra de skulle flyve videre. Transit. Men de blev siddende i lufthavnen og ignorerede højtalerens skarpe stemme: Sidste udkald for rejsende til … Gaten lukker om fire minutter. De sad der bare. Deres øjne var lukkede og de trak vejret dybt. Måske hørte de slet ikke den insisterende og temmelig rungende højtaler i den store lufthavn?
På et tidspunkt kommer en ung kvinde, ansat i lufthaven, hen til indianerne. Man undrer sig over, at de bare sidder dér, helt rolige med lukkede øjne og dybe vejrtrækninger. For de skal faktisk videre. De savnes ude ved gaten. Flyet kan vel ikke lette uden Svævende Økse, Guldbevingede Ørn og de andre i flokken.
Kvinden prikker forsigtigt den ene indianer på skulderen og vækker ham af hans tilsyneladende døs.
’Undskyld, Hr. Indianer, men jeres fly afgår om få minutter. Gaten er lige ved at lukke. I skal skynde jer, løb, flyet kan ikke vente længere på jer.’

Indianeren åbner forsigtigt det ene øje og ser på kvinden i den blå uniform. Hans blik er venligt og roligt . Han er ikke påvirket af kvindens forhastede ord.

’Jeg hører dig, siger han bare, men vi kan ikke rejse endnu’.

’Jamen, hvorfor dog ikke’, svarer hun, ’I er jo ikke ankommet endnu. I skal videre, flyet afgår om få minutter. Hvad venter I dog på?
”Vi venter på sjælen, gode kvinde."

Indianerne nægtede simpelthen at flyve videre, før deres sjæle var ankommet!
Historien om indianerne handler om den ydre rejse. Men hvad med den indre rejse, som i grunden aldrig slutter? Når man først beslutter sig for at tage i sted, en altid søgende sjæl, så er der ingen vej tilbage. Men. Hvordan sikrer man sig, at man nu også får sjælen med? For nogle gange går det stærkt og måske endda ofte på de tidspunkter, hvor man mest af alt har brug for at slappe af. Tage en pause. Tænke. Mærke efter. Bare være. Lyttende og stille. Kan man det? Kan man stoppe en pludselig rivende udvikling, kan man hoppe af toget, kan man sætte sig og nægte at rejse videre, indtil sjælen er kommet med?

Jeg blev inspireret. Noget vakte dyb genklang. For måske kan vi lære noget af de gamle indianere? Fuldstændig ligeglade med flyafgange og rungende højtalere sætter de sig og venter. For sjælen skal med.
 
Kan man vælge at være indianer. Nægte at rejse videre, inden sjælen er ankommet. Går det an at vente lidt? Og er det mon i virkeligheden, helt paradoksalt og stik modsat al sund fornuft, det bedste man kan gøre for sig selv på visse tidspunkter på sin rejse?
Indianerne ved det. Jeg tror det. Ugh!

Indianerbilledet er lånt hos projectavalon.net

2 kommentarer:

  1. Sikke en vis indianer historie :), som vi andre også kan bruge - helt sikkert!
    Og ja, jeg tror også på at sjælen skal med og at man må tage den tid, det tager og ikke haste for hurtigt videre. Når sjælen ikke er 'nået frem' kan det give sig udslag i stress, så 'sjæleværd' er lige så vigtigt som selvværd :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har helt ret. Sjæleværd er ligeså vigtig som selvværd. Og derfor er tid og tålmodighed med processer også guld.

      Fin dag til dig! :)

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.