onsdag den 24. april 2013

Åndehuller og både-og



Vi har behov for åndehuller, hvor der er ro på.
Vi gør klogt i at stå ved det over for os selv og vores omverden.
Ikke at skjule det, som om det er en hemmelig last.
- Anna Skyggebjerg

Jeg har altid søgt åndehuller i min hverdag. Tidligere tænkte jeg bare ikke over, at det faktisk var det, jeg gjorde. Men jeg skulle hjem fra arbejde, når dagen var slut. Jeg var sjældent en af dem, der blev hængende. Og jeg vidste ikke helt hvorfor, men jeg måtte bare ud. Ud i den friske luft og trække vejret dybt. Hjem og hente hundene og ud og gå. Løbeture. Natur. Så meget natur der nu var at få, for tidligere boede jeg jo i byen, men heldigvis ganske tæt på gode parker og haver.
Det skete ganske ofte, at jeg fik kommentarer med på vejen. Arbejder du på deltid? Går du tidligt i dag? Og tidligt var altså det tidspunkt, hvor min arbejdsdag sluttede. Jeg planlagde min tid nøje og fik meget fra hånden, så jeg blev faktisk lidt såret over de bemærkninger. Jeg nåede alt det, jeg skulle og lidt mere. Faktisk var jeg kendt for at være temmelig effektiv. Men jeg var også kendt for at passe min arbejdstid. Først langt senere forstod jeg, at jeg instinktivt formåede at skabe den rette balance for mig selv. Jeg havde for længst indset, at jeg havde brug for luft, motion og plads til mig selv i min hverdag. Jeg havde brug for at lade op. Geare ned. Og dengang talte man ikke så meget om mindfulness, men det var i grunden det, jeg søgte.
Det fungerede fint for mig, denne balance mellem arbejde og fritid, ude og inde. Det var som om noget i mig søgte det punkt, hvor jeg fik lidt af hvert. Den helt rette dosis for lige netop mig. Og fordi jeg havde hundene, behøvede jeg ikke at kaste mig ud i lange forklaringer. Nogle havde børn og det var jo en af de legale undskyldninger for, hvorfor man måtte forlade arbejdspladsen, når arbejdsdagen var slut. Men mange blev hængende. For at blive set. Fordi de aldrig rigtig nåede alt det, de skulle. De var jo de travle. Så det var temmelig præstigefyldt at blive hængende blot for at vise omverdenen, at man var på. Vigtig.
Men jeg havde brug for at lade op. Det har jeg altid haft. Jeg har brug for at komme ud, væk og være for mig selv. Jeg har brug for natur og for at finde mig selv i en slags naturlig rytme. Jeg har altid været et slags rytmemenneske, sådan beskrev jeg mig selv dengang. At jeg til tider syntes at det var både irriterende og belastende, fordi jeg åbenbart var anderledes og måske lidt mærkelig, hvis du spurgte de meget travle kolleger. Jeg tænkte, at de nok måtte tænke sådan. Om mig. Jeg overvejede ikke, om det mon kunne være en slags misundelse.
Men åndehullerne. De har altid været der. Og i de perioder, hvor jeg glemte dem, glemte jeg mig selv. Det har kostet på både den ene og den anden konto. Jeg har smagt på både stress og depression. For jeg finder mig selv og det, der virkelig gør mig godt i de pauser. Jeg har brug for ro og eftertænksomhed. Gode bøger. Ord. Være med mine hunde og færdes lidt i stilhed eller i mit eget univers med velvalgt musik og tekstmæssig poesi. Og jeg har brug for mit kreative rum. Dér, hvor det syder og bobler og hvor jeg slet ikke behøver stimuli udefra for at holde gryden i kog. Dér skaber jeg. Leger. Er.
Jeg er ikke introvert. Men jeg er heller ikke ekstrovert. Jeg er et udadvendt menneske, som samtidig har store indre behov. Jeg får energi både af at være sammen med mennesker og ved at være alene. Det er ikke hverken eller, det er både og. Og balancen må jeg selv skabe. Den ændrer sig i øvrigt, det er muligt at jonglere lidt og finde balance i forskellige kombinationer. Men tiden til mig selv, stilheden, roen og plads til at være med min kreativitet, mine ord, mine bøger og et rum, hvor jeg kan høre stilhedens smukke musik, det skal der til. Det er et tilvalg og det er både en luksus og en selvfølgelighed.

Så jeg forstår godt, hvad Anna Skyggebjerg taler og skriver om. Og jeg har stor forståelse for de mennesker, der må søge ind i sig selv og være i eget selskab for at lade op og finde ro.
Så når jeg bliver spurgt om jeg er introvert eller ekstrovert, må jeg svare: Begge dele. En god portion af hver. Og sådan tror jeg i grunden, at der er mange, der har det. Hvad med dig? Spørger du mig, gælder det om at finde sin helt egen balance og den rytme, der nu passer til lige netop den, man er. Og her må man mærke efter og være lydhør overfor de signaler, kroppen sender. Hvis man er alt for meget oppe i hovedet og lader sig styre af sine løbske tanker, så kan det være svært at være i og med kroppen også. Og så er det, at man overser balancepunktet og vælter med et brag. Eller et stille suk. Forsvinder fra sin egen kerne. Det er i øvrigt værd at huske på, at balance ikke er en stilstand. Balance er også bevægelse. Det er evnen til at korrigere inden man falder.

Jeg har i sinde at have mange gode åndehuller i min tilværelse fremover. Men jeg har ikke behov for at trække mig tilbage forevigt og sidde for mig selv under et træ på en øde ø. Jeg er en både-og dame.

Har du tænkt over, hvad du er? Og har du skabt en god balance i dit liv, der passer til det og passer på dig?

8 kommentarer:

  1. Så godt å lese det du skriver,kjenner meg så godt igjen..følte nesten du skrev til meg!:)Jeg føler det på samme måte,jeg har også behov for mitt eget "rom" der jeg kan være i en kreativ verden,nyte bøker,lese,skrive og jeg føler meg aldri alene i det rommet..det er en nødvendighet.Samtidig nyter jeg å være sammen med andre,men må alltid ha denne balansen du skriver om!:)Og dyrene og måten vi lever på gjør at vi må ha rutiner..med å ut på tur i all slags vær, vi kan ikke reise så mye bort..det gir en slags indre ro, og gode rammer rundt livet..for meg er ikke det gode liv å kunne gjøre absolutt alt jeg ønsker hele tiden, det er viktig å føle at noe kreves av meg..omsorg, ta hensyn og veksle mellom frihet , nytelse og plikter og gleder i hverdagen-det er det gode livet for meg,tror det er utrolig viktig å finne fram til balanse..søke etter hva som gir balanse for oss selv..og det kan være utrolig forskjellig fra alle andre!:)Så interessant det var å lese om hvordan du balanserer i hverdagen din,du skjønte sikkert at jeg kjente meg igjen!Ønsker deg en flott dag!:):)

    SvarSlet
    Svar
    1. Dejligt at læse at du også ved, hvad du har behov for og ja, det handler jo konstant om at være opmærksom på, hvor balancepunktet er.

      Tak for besøg og fine ord. Ønsker dig en smuk dag! :)

      Slet
  2. Der er mange former for sentitivitet Lene, men fælles for de fleste er, at sensitive reagerer på overstimulering, jeg kan nikke genkendende til mange af de ting, som sensitive indeholder, så en eller anden form for sensitiv er jeg formodentlig nok.
    Jeg syntes jeg aner en lille smule form for sensitivitet hos dig også.
    Sesitivitet kan sagtens være en styrke, vi skal bare være bevidste om at gå i enrum, hvis overstimuleringen bliver for voldsom, men vores specielt opmærksomme sensitive følelser, kan være til stor hjælp på andre områder.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Michael. Jamen, jeg er særligt sensitiv! Og det har jeg først "fået at vide" for nylig. Jeg gik og troede, at man ikke kunne være udadvendt som jeg og få energi ved "det" og samtidig være særligt sensitiv, men det kan man altså sagtens og der er faktisk mange af os. ;)

      Jeg er enig med dig i, at sensitivitet er en fin styrke, når blot vi er bevidste om de modsatrettede behov, vi har og finder en god balance mellem ude og inde.

      God dag til dig og Fyn! :)

      Slet
  3. Trækker mig indimellem tilbage, i mig selv med mig selv. fordi der bliver for meget støj på den indre sender, hvis jeg ikke lytter ind ad. Giver balancen og roen som du beskriver, giver gode tanker om livet.
    Tror det er meget vigtigt at give sig selv det rum, og for nogen af os mere end andre.
    Rigtig god dag til dig

    SvarSlet
    Svar
    1. Godt at være opmærksom på sine behov. At kunne lytte til sin krop og mærke sig selv og det fine balancepunkt, det er jo også en slags fornem livsmestring! ;)

      God dag til dig også, kære Tina!

      Slet
  4. Jeg har det helt sikkert ligesom dig. Jeg elsker at være social og udadvendt - og jeg elsker at være alene og helt mig selv. Heldigvis er jeg gift med en mand, der har det på samme måde, så han giver mig mulighed for at være i fred. Sådan er det også på andre måder: Jeg elsker rytmemusik, som man kan danse og være livlig til - og jeg elsker klassisk musik, som man kan være stille og tænksom til. Og så fremdeles. Jeg tror, at alle disse forskelligheder i ens liv er med til at gøre det mere rigt. Så lad os endelig dyrke forskellighederne og følge med de rytmer eller bølger, der viser sig i livet. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Helt enig Mia og jeg tror, at vi ligner hinanden dér!

      Og jeg elsker forskelligheder! :D

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.