onsdag den 20. marts 2013

Vrøvl, der gør godt. Måske.


Måske skulle jeg bare forlade kontoret og glide ned af trappen, ind i stuen og sætte mig i sofaen. For i det øjeblik overgiver jeg mig, så orker jeg ikke mere i dag. Og måske skulle jeg smutte forbi køkkenet på vejen og sætte vand over til te. Te i en stor kop, dampende varm og med en duft, der intensiveres efterhånden som teen trækker.
Måske skulle jeg smide håndklædet i ringen og overgive mig til den forkølelse, der har holdt mig i skak hele ugen. Erkende, at jeg er løbet tør for D-vitamin og give efter.

Men noget holder mig på sporet. Der er noget større i mig lige nu, som trækker mig og holder mig til ilden. Den ild, der gør, at jeg ikke fryser, selvom snestormen raser og vinteren gør sig lang i begge ender. Trækker i langdrag og flirter med både sne og slud og hvad ved jeg. Måske er de forelskede? Og måske har de lavet en aftale med foråret, som er blevet forsinket på vejen hertil? De skal trække tiden ud og holde skansen, til hun pludselig bryder igennem skydækket, flankeret af sol og vårglade musvitter. Hun? Ja, for foråret må da være en skønjomfru i lysegrønne gevandter!
Måske. Det, der må ske, må ske. Det er i øvrigt forårsjævndøgn, har du set det. Kalenderen siger forår, udsigten fra mit vindue siger noget andet. Men når mørket sænker sig og aftenen kommer, så betyder det i grunden ikke så meget. Og jeg er vældig god til små hvide løgne og røverhistorier!

Måske, måske
fortjener jeg min te …
Se det var noget værre vrøvl, men det gjorde godt! Du skulle prøve det! ;)

Det fine billede er lavet af Bjørg Thorhallsdottir. Klem!

2 kommentarer:

  1. Nogen gange skal vi jo bare skrive lige fremt og uden filter, giver plads inden i :-)
    Gav nu mening og håber teen smager og heldbredet arter sig.
    Knus Tina

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Tina, ja jeg synes jo, at vi skal have lov til både lege og vrøvle. Det kommer der nogle gange noget interessant ud af! Om det er tilfældet her vil jeg lade være usagt! ;)

      God dag og knus tilbage.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.