mandag den 25. marts 2013

Viljen i hjertet


Den første del af kurset er overstået. Tiden er fløjet af sted. I sidste uge skrev jeg eksamens essay, som blev afleveret fredag morgen. Det slugte hver en ledig stund og al energi. Men da fredagen oprandt og jeg tog toget til København, var jeg både lettet og glad. Det må briste eller bære, tænkte jeg, for jeg er tilfreds. Jeg landede det, som jeg bedst kunne. Og det var i grunden en både underlig og vidunderlig oplevelse, for selv når jeg lavede eksamensopgave kunne jeg ikke længere gå på kompromis med hjertevejen. Jeg var nødt til at forholde mig hjertelig til indhold og tone.  Og sådan kan det gå, når man for alvor begynder at mærke efter. Så lærer man hver eneste fiber i kroppen at kende og man ved, når noget ikke er ”godt nok”. Godt nok i forhold til at spørge sjæl og hjerte. I det øjeblik erkendte jeg, at jeg er kommet langt. ’Spændende!’ siger Marts og smiler skælmsk, jo hun er her skam endnu, selvom jeg har ikke gjort stor stads ud af hende.
Rejsen er målet. Hvert eneste øjeblik, sekund, minut, time. Lige nu er det godt bare at sidde her med kaffe og lyset, der rejser mod formiddag. Beslutte sig for, at der ikke skal læses til eksamen i dag, men derimod, at jeg trænger til en god pause og til andre slags ord end dem, der står i pensum. Både mine egne og de bøger, jeg læser og studerer på egen hånd. Samtidig vil jeg mindes min drøm og gøre mig klart, hvilke skridt, der bliver mine næste. De små delmål er vigtige, hvert eneste skridt gælder. Hvad er det mindste, jeg kan gøre i dag for at gå i retning af drømmen? Drømmen, som ændrer sig lidt hen af vejen, men som i det store og hele består. Vokser sig stærkere gennem medgang og modgang, bliver testet og forvandlet, så den bedre passer ind i det, der pludselig viser sig.

Men jeg bærer den i en halskæde om halsen. Min drøm. En lille amulet af lykkelig viden om, at drømme bliver til virkelighed og at man skal være, før man kan blive. Gå vejen og blive ét med den. Smelte sammen og tage ansvar for de små valg, der gør, at man er fokuseret. Og ind i mellem skal man huske at leve. Trække vejret dybt og mærke, hvor godt det gør, at være i nuet. Det er en slags balance, en dans. Nyde, leve, øjeblikke, drømme, mærke, vide, tro. Marts smiler. Fuld af fortrøstning, det er hun. Også hvad foråret angår, selvom det lader vente på sig.

’Se, solen skinner da’, siger hun og jeg nikker, for det gør den, solen. Og noget i mig skinner også. Noget, der er større og stærkere, end jeg turde tro for bare kort tid siden. Det viser sig pludselig som en spire. Op gennem frossen jord og asfalt. Ukuelig. For det bliver altid forår.

Intet er umuligt for den, der bærer viljen i hjertet og allierer sig med sit formål. Et skridt af gangen.

2 kommentarer:

  1. For en god lesning, Lene.
    En spennende reise du har begitt deg ut på.
    Nyt påskefri og nye bud om vår. Og tusen takk for linken ang Knabstrup keramik.
    Elisabethklem

    SvarSlet
    Svar
    1. Og tusind tak for din hilsen, kære Elisabeth. Håber din påske blir fin! :) Klem tilbage.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.