onsdag den 27. marts 2013

Glæden ved ingenting




Jeg har tændt et lys og kaffen er varm. I dag er solen ikke at se, skyerne sejler over himlen og alt det blå, der gjorde stads af sig i går, er forsvundet.
Energien kom med solen, jeg gik eftermiddagstur i skoven, hunden i snor, glæden på klem. Skridt i sne, det er den sidste, det ved jeg bare, jeg gentog ordene som et slags mantra og spejdede efter tegn på liv dér blandt træerne. Lyset var skarpt, som det kan være i marts, banede sig vej gennem træernes kroner. Der var skyggedans på skovstien foran os, fjerlette skygger uden lyd, skabt af træernes mægtige tilstedeværelse og det fine mønster fra deres grene. Hunden var kåd. Forårskåd, skyndte jeg mig at forkynde og jeg nikkede tilfreds med den tanke. Den er god nok! Det er forår. Det er den sidste sne, de sidste dynger. Og de smelter nu, jeg kunne høre vandet dryppe, en dråbe af gangen, en slags sang uden ord. Dryp. Drip. Drap. Dryp.

Og så pludselig dukker en morgen op som denne. Lyset er dæmpet, igen, skyerne har taget magten. Det er som om vi er blevet transporteret ind i en lomme, et slags venteværelse. Bedst som turen gik i rask fart mod den tilsyneladende destination, blev farten sagtnet og toget gik i stå. Midt i en tunnel. Og det kender du sikkert fra egne ture med toge, både de virkelige, der koster penge og som flytter os fysisk og så dem, der opstår, når vi har brug for at rejse i sjæleligt anliggende. Den indre rejse, som nogen også kalder det. Og der er mange ligheder mellem den ydre og den indre rejse. Venteværelser for eksempel. Tidspunkter, hvor toget går i stå og holder et sted, hvor udsynet er temmelig sløret.

'En udsøgt mulighed for at praktisere mindfulness', proklamerer Marts. Ja, hun er her skam også, hun kom jo med kaffen, er efterhånden blevet ret god til at lave den lige tilpas. Varmer mælken med kærlighed og gode tanker. Duften, dejligheden, danser op af trappen med to kopper, balancerer, er ved at snuble, smiler, ler højt og det smitter. Jeg tager imod min kop som var den en sjælden rubin. Holder den forsigtigt i hånden og lader duften glide ind i næseborene, trækker vejret dybt, den skal nydes, forsigtigt, intet hastværk.

Hun har ret. Det har hun tit. De er kloge, månederne, jeg siger det bare, jeg lærer utrolig meget af dem. Måske tror jeg, at jeg ved bedst, men bedst som jeg tror det, indser jeg, at det ikke er sandt.
Der findes en sandhed, som bor i hvert eneste øjeblik. En stilhed, der rummer al lyd. Et øjebliks tavshed, et suk af uendelighed, en slurk og en glæde. Ved ingenting. En tanke, der opløses og man indser, at den var, hvad den var. En tanke. De kommer og går, de tanker. Som skyer på himlen. Som fugle i træer. Og de flyver igen. Bøh, siger jeg bare og så letter de. Ler lidt, mens de pulveriseres og bliver til noget andet.

Et øjeblik. En kop kaffe. En morgen. Nu.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.