tirsdag den 12. marts 2013

Den gode pause


Jeg havde næsten helt glemt hende. Næsten. Men hun flyttede faktisk ind, da Februar pakkede sit gode tøj og forlod huset for enden af markvejen. Og Februar, fik jeg overhovedet sagt ordentligt farvel, gav jeg hende det varme knus, hun fortjener og lod jeg hende vide, at hun altid er velkommen?
Her sidder jeg som en skibbruden i den tidlige morgenstund og nyder lyset. En kop kaffe står ved min side, dampende varm og med mælkeskum. Der er altid noget nyt at skue. Ikke to kopper kaffe er ens og da slet ikke, når man som mig ynder at hælde varm mælk i. Der danner sig en fin overflade, et slags mønster og alle mulige billeder opstår. De er midlertidige, gjort af gode øjeblikke, og forandres i samme øjeblik, jeg betragter dem. Selv mælkeskum er i bevægelse.  Jeg har set engle og hjerter og mærkelige væsener, som jeg ikke helt havde ord for. Jeg forsøgte at sætte dem i en slags bogstavsbås, men i samme øjeblik forsvandt de og blev til noget andet, så jeg nåede det ikke. Og skal man overhovedet sætte noget eller nogen i bås? Kan man det, når alt hele tiden forandrer sig, bevæger sig videre, former sig finurligt i øjeblikke for at blive til noget andet i det næste?
Jeg er fyldt af refleksion denne morgen. Jeg har tilladt mig selv en god pause som start på en dag, der ellers er dedikeret til studier og opgave. Og hvordan kan jeg dog det, burde jeg ikke være i fuld gang og krydre min dag med et anstrøg af panik over, at tiden flyver så hastigt af sted og det snart er eksamen? Burde jeg ikke fylde mit hoved med information og bade i pensum, som en solsort tager bad i en vandpyt? Fuld af ihærdighed, velvidende, at vandet ikke altid vil være dér. Noget i mig har allerede svaret. Det siger nej. Det har gjort sig nogle erfaringer og konkluderet, at der ikke findes noget bedre end den gode pause. Restitution. For det er i restitutionen, at man bliver stærkere, helt paradoksalt, og det ved vi godt, os der lejlighedsvis dyrker sport og mærker, hvordan kroppen har brug for en god balance mellem indsats og udbytte.
Den gode pause. Hvad er så det for en størrelse? Jeg sidder lidt og tygger på den og skyller ned med kaffe. Lader lyset stryge igennem trætoppene og finde vej til mit skrivebord. Et anderledes dristigt lys, for selvom det stadig er bidende koldt og temmelig vinterligt, har foråret faktisk fået fodfæste. Det har bare ikke travlt. Også det har forstået noget, der har med pauser og usynlig styrke at gøre.
I sidste uge blev jeg helt panisk ved tanken om det enorme pensum, vi skal igennem på studiet. Listen er lang og siderne mange. Bogstaver, ord og sætninger stod i kø for at få plads i panikken. Det blev til noget dramatisk stort og nærmest menneskelig umuligt i mit sind. Jeg hastede af sted og var ved at falde over mine egne ben. Jeg fornemmede, at panikken havde vokset sig større end pensum, men jeg vidste ikke helt, hvad jeg dog skulle stille op med det. Indtil jeg mediterede. Og det gør vi heldigvis jævnligt på kurset, for mindfulness er en del af pensum. Det kan virke helt ude af proportioner, at vi inviteres til at sætte os i stilhed og meditation, når der er så meget at lære. Men. Så sker der noget. Ingenting. Stilhed. Og alting giver pludselig mening i tæppet af tanker, der opløses og falder til ro.

For indsigterne og den egentlige læring kommer ikke i pensumpanikken. Den kommer endda sjældent i plenum og lige dér, hvor det sker. Den kommer senere. Lige så stille dukker den op som en slags boble fra læringsdybet. Det er slet ikke alt, jeg opfatter, at jeg opfatter. Og det er spændende. For hvad gjorde egentlig indtryk på mig, hvad er det, jeg lærte og hvilke refleksioner bringer det med sig? Popcorn, kalder læreren det, når vi har lavet en øvelse og lige skal sætte lidt ord på. Men de bedste popcorn popper sjældent på det tidspunkt. De dukker op, når tid er. Og de har det med at tage bolig i en god pause. Når man har givet slip og tilladt sig selv at slappe lidt af. De danser med de dybe vejrtrækninger og synger med stilheden. Erfaring. Visdom. Indsigt. En del af den gode pause.

Er det sandt, at vi mennesker er blevet lidt bange for pauserne? Stilheden? Det tidspunkt, hvor vi ikke længere gør noget og står stille, fuldstændig uvante med at mærke efter og bare være? Vi holder panisk fast, men hvad nu hvis alt det, vi drømmer om, først dukker op, når vi giver slip? I pauserne, i stilheden og i enerum?

Marts har gjort sin entre. Med kaffekop i hånden og smil om læberne har hun sat sig på meditationspuden i hjørnet. Hun drikker kaffen langsomt og synes at nyde den så intenst, at jeg bliver helt misundelig. ’Den smager bedre sådan’, siger hun og jeg nikker. ’Der er så meget af det virkelig gode, jeg går glip af, når jeg skynder mig.’  

4 kommentarer:

  1. Så vakkert du skriver! <3 Jeg har ikke mange ord i dag, ville bare hilse på deg og si hei! Håper dine dager er gode :) klem klem

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak fordi du kiggede forbi og hilste på. Det glæder mit hjerte! :) Håber dine dage er gode også. Klem tilbage.

      Slet
  2. Skønne og tankevækkende skriverier fra din "pen" - nyder at lade ordene omfavne mig og trænge ind.

    Ha' en god dag og nyd dine pauser.

    Knus LisbethK

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, Lisbeth. Så hyggeligt at du kiggede forbi til en kop kaffe og en god pause. :)

      Knus.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.