fredag den 22. februar 2013

Sårbarhedens stærke blomst


Falde og rejse sig op igen. Fra sårbarhedens blødende jord til styrken i den blomst, der opstår og vokser gennem asfalten. Tilbage. Ud i lyset. Lidt stærkere. Lidt mere vis. Og meget mere kærlig.
Jeg skrev i går om giftige ord, der rammer uskyldige hjerter. Jeg skrev om at blive såret i et bagholdsangreb på et tidspunkt, hvor man mindst af alt venter det. Og jeg skrev om, hvor ondt det gør og hvordan vi bør passe på, når vi bruger vores ord. Jeg tilslutter mig den gode Don Miquel Ruiz, som siger, at vi bør være rene i vores ord og undgå at sladre om andre. I stedet kan vi bruge styrken i vores ord i retning af sandhed og kærlighed.

Februar kommer ind i rummet. Serverer kaffe med varm mælk og små nydelige bobler af kærlighedsmælkeskum. Det er en opskrift, hun kender. En hemmelighed, som hun gavmildt deler ud af. Jeg har nydt godt af den mange gange under hendes efterhånden ugelange ophold i mit hus. Snart går vejen videre og hun forsvinder som en prik i horisonten. Nye vinde vil blæse, andre måneder vil komme til. Men jeg vil altid huske hende, som den hun var. Bag facaden.
Jeg vil ikke huske på, at jeg i sorte timer ønskede hende langt væk og drømte om juni og sommerblomster. Det har jeg allerede glemt. For når hun stiller den velduftende kaffe på mit bord og jeg ser, at hun har gjort sig umage, så husker jeg, at hun er nøjagtig som hun skal være. Og at hun bag den isnende vind og tvivlsomme himmel har et hjerte af godhed og guld. Hun viser mig det, når jeg udviser tillid. Hun åbner sig, når jeg åbner mig. Og hun stråler, når hun får øje på sig selv i mine øjne. Hun opdager at hun er en slags varm og frodig sommerblomst. Midt i februar!
Men hvad gør man, når man får smidt ord i hovedet, som sårer og gør ondt? Som rammer dér, hvor man er allermest sårbar. Lige midt i hjertet. Selvom har man læst og lært, hvordan man ikke skal tage den slags personligt og at det slet ikke handler om en selv. Det handler om personen, der siger dem. Ordene. Og som bruger dem som et våben i stedet for en slags fredspibe. Den slags ord er farlige. Og når man først er ramt, så er der ingen vej tilbage.

Giften siver ind og man lider en stille tillidsdød, indtil man pludselig får øje på noget dér midt i blodet og tårerne. En lille blomst. En sær lille vækst, som rejser sig med forbavsende ro og langsomt folder en smuk blomsterkrone ud. Med forbavselse og smil gennem tårer ser man, at man har ynglet den blomst. Og den slags blomster går det ikke at slå ihjel. De er stærke, for de er gjort af et helt særligt stof. Sårbarhed. Og blomster, der vokser i sårbarhedens jord og rejser sig, kærlige og modige, de bliver uvilkårligt stærkere. De ved noget, som ingen andre ved. De har været dér, hvor ikke mange tør sætte deres ben eller slå deres rødder. Men gør man det, så sker der noget. Noget godt og magisk. Paradoksalt. Lidt efter lidt.

Det kan hænde, at nogen med vrede og på grund af manglende forståelse, tolerance, nysgerrighed og respekt for tilsyneladende forskelligheder sparker den lille blomst omkuld. Igen. Og det kan se ud som om, den bliver overvandet af alle de mange tårer og bliver så tung af smerte, at den må bøje sig og lade livet. Så sårbar kan man ikke være. Så skrøbelig, så svag. Ramt af en giftpil, slået ihjel af onde ord. Den slags må nødvendigvis dræbe. Men nej. Blomsten er magisk. Fordi den vokser i sårbarhedens jord og fordi den gødes af kærlighed. Den rejser sig igen. Endnu stærkere, endnu smukkere og endnu mere kærlig.
Vær ren i dine ord, siger Don Miquel. Forestil dig, hvad du kan skabe med ordets renhed. Du kan transcendere frygtens drøm og leve et helt andet liv. Du kan leve i himlen midt blandt tusinder af mennesker, som lever i helvede, fordi du er immun over for det helvede. Du kan nå op til himlens kongerige på denne ene leveregel: Vær ren i dit ord.

8 kommentarer:

  1. Mennesker formår at skabe skønhed, så det er hjertegribende. Og mennesker forstår at sprede ondskab, der er helt uforståelig. Det har altid været et paradoks, jeg ikke forstår. At de to ting kan eksistere i det samme væsen. Men sådan er det, og jeg håber inderligt, at du mest af alt oplever de skønne væsener. Dem er der heldigvis mange af... Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har ret, Mia, det er et slags paradoks og nærmest helt uforståeligt, når de ord, der kommer, kommer fra en, man troede var en ven. Sådan kan man blive så skuffet! Men du har også ret i, at der er masser af skønne mennesker og væsener og det er dem, vi må søge. Og selv være en af slagsne! :)
      God weekend. Knus.

      Slet
  2. Som du kan....
    Jeg synes det er fantastisk at jeg har gjort de samme erfaringer som dig de sidste par dage.
    Så kommer sådanne ord lige på rette sted.
    I mit stille sind bruger jeg også et begreb, der hedder "forsyndet mord", bare fordi jeg har følt noget af min ukuelige livsglæde blive ramt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Kisser, jeg er virkelig glad for at mine ord faldt på et sted, hvor de kunne bruges. Og det er vel en slags forsyndet mord. Jeg har det på samme måde, det er utrolig trist at opdage, at ens livsglæde og positivitet kan blive ramt. Hvor sårbar man er, når man åbner sig. Men igen. Blomsten bliver ikke mindre smuk eller stærk af denne bitre erfaring. Den bliver blot bekræftet i selv at være et godt eksempel på at sprede gode ord og ja, kærlighed! ;)

      Håber du får en dejlig weekend. Knus.

      Slet
    2. Der skal altså stå fortyndet - og ikke forsyndet... :-)

      Slet
    3. Jeg synes ellers det lød så godt: Forsyndet mord! ;)

      Slet
  3. Dejlige ord Lene, men i grunden er det de mennesker der sårer en der har størst problemer, når du siger eller taler nedsættende om andre, er du opfyldt med negative tanker, dette hindrer dig i at opfylde et liv og en hverdag i positiv livsførelse og kan være selvforstærkende, hvis de ikke formår at ændre fokus.
    God Weekend.

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har ret Michael. Det er det menneske, der sårer og giver grimme ord om andre, som har det største problem. Et menneske, som er fuld af negativitet og en slags ondskab overfor andre, et menneske, som taler ned om andre og udfører en slags mobning, uden overhovedet at kende den person, vedkommende gør til sit offer.

      Men når alt er sagt og gjort, så kan man jo kun have ondt af den person, der er både uoplyst og fuld af negativ sladder. Og søge dem, som støtter en og gør godt. For ingen tvivl om, at vi har brug for mennesker, som vil andre det godt og som er med til at sprede lys og glæde. Ikke mindst i svære tider!

      Tak for gode ord og god weekend til dig også!

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.