torsdag den 28. februar 2013

Naturligvis


 
Jeg står på en tom perron. Jeg venter på et tog. Og dette er afslutningen på en cyklus. Jeg ved det. Jeg mærker det. Og måske havde jeg ikke tænkt så meget over det, hvis jeg ikke boede på landet, hvor jeg har naturen udenfor vinduerne. Hvor jeg på mange måder bliver en del af naturen, om jeg så vil det eller ej.
I morgen er det forår. Det siger kalenderen. Men foråret i marts er en skrøbelig størrelse. Det er barnet, der tager de allerførste skridt. Falder, slår sig lidt, græder og rejser sig igen. Det er det allerførste kys, en smule kejtet men fuld af lidenskab. Nysgerrighed. Og længsel efter mere. Marts er alt og intet, hvis vi regner den fine måned for forår. Fuld af både glædelig overraskelse og skuffelse, alt efter hvad vi forventer.

Og vi mennesker har brug for forår nu, vi er utålmodige, slidte af vinteren og trætte af at befinde os i den tilstand, vinteren bringer os i. En tilstand, der kan være nok så naturlig, men vi vil videre. Ud i foråret, solen og videre mod sommeren. Vi tager gerne lange skridt og hopper over lave gærde, hvis det bringer os nærmere det, vi håber er klimakset. Forløsningen. Sommeren.
Kan du huske din barndom? Hvis du som jeg havde bedsteforældre eller andre slægtninge, der boede på landet, så var det helt anderledes at besøge dem. Hvis man overhovedet gjorde det. For de gik lidt i hi om vinteren. Og det undrede pigen fra byen, som var vant til lys, larm og kunstige måder at forholde sig til vinterens hule på. I byen forsøgte man sig med samme fart og travlhed som om sommeren. Men min fars familie boede på en gård i Jylland og når vi besøgte dem, var det som at træde i et land, hvor alting foregik i slowmotion. Det var en rejse dybt ind i vinterens hule. Her sad man ved kaminen og røg pibe, læste avis, hæklede eller tog sig en middagslur. Lyset var dæmpet og katten snorkede om kap med farfar. Man trak vejret dybt og så ikke ud til at kende til vintertræthed. For man bliver først rigtig træt, når man forsøger at bekæmpe den naturlige træthed.

Vinteren er til huler og hygge. Mørke, tomrum og eftertænksomhed. Spørg bare naturen. Vinteren er den tilbagetrukne fase, hvor spirerne sover i undergrunden og hvor de ydre aktiviteter minimeres. Fordi det er naturligt. Man orker jo faktisk ikke, det er mørkt, koldt og man har lyst til at slappe meget mere af. Hvorfor mon? Måske fordi der er en dybere mening med denne vinterlige pause, dette sted på året, hvor mørket tager greb om sarte sjæle og livets store spørgsmål trænger sig på. Spørgsmål, der kan trække både melankoli og andre tunge tilstande med sig. Spørgsmål, der kan være lidt svære og som rokker ved noget af det, man gik og troede var sandheden. Vist gør det ondt, når knopper brister …
Men vi mennesker forsøger at finde energien. Vi forsøger os med alverdens vitaminer og magiske mineraler, der kan slukke vores vintertræthed og gøre os forårskåde midt i januar. Vi dyrker motion, trodser snestorme og forbander vores sårbarhed, når influenzaen får tag i os i begyndelsen af februar. Vi bliver trætte og triste. Kroppen skruer nemlig lidt ned for glædeshormonerne, når en virus trænger sig på, men vi er hurtige til at forfalde til teorier om dybt forfald. Og så bruger vi endnu flere af vores dyrbare vinterkræfter på at flygte.

Men hvad nu hvis det er helt naturligt? At følge den cyklus, som året byder på og som naturen lever og er?
Der er mørkt i mørket. Og det er koldt om vinteren. Men hvad nu hvis det er meningen? Hvad nu hvis vi virkelig brugte vinteren til at lade op og slappe af? Hvis vi gav plads til de indre fødselsprocesser og vandede dem med tålmodighed? I stedet for at kaste os ind i den evige kamp, det er, at undvige mørket og løbe videre med ligeså meget energi, som vi kender fra forår og sommer? Hvad nu hvis vi slet ikke skal løbe? Fordi der ikke er nogen steder at løbe hen. Foråret kommer ikke før det kommer. Og vinteren løber ingen steder.

Jeg står på kanten til noget nyt. I morgen går jeg ind i en ny fase, en ny proces og det glæder mig på sin vis, at min proces følger årets cyklus. Måske har jeg ubevidst forstået noget, som jeg ikke er helt klar over endnu? Eller også er der nogen, som med en vognstang vil fortælle mig noget. En hemmelighed. Noget om naturen og en helt fantastisk cyklus.
Hvad nu hvis jeg øvede mig i at følge den? Hvis jeg lyttede til naturens rytmer og udførte min egen dans til dens musik? Hvis jeg lærte at mærke den skabende puls og havde større forståelse for ebbe og flod?

Hvad nu hvis energien kommer tilbage med det snarlige forår? Og hvad nu hvis jeg opdager, at jeg har plantet de mest fantastiske frø i vinterens mørke muld, frø, der med foråret bliver til spirer og som vil blomstre, når sommeren gæster? Hvis jeg glæder mig over min hang til vintermelankoli og hylder evnen til at stille spørgsmålstegn ved de mest indlysende ting? I stedet for at begræde de dybder, der samtidig beriger mig og gør mit liv til lidt af en rejse.
Jeg står på en tom perron. Jeg venter på et tog. Og jeg ved, at det kommer, selvom jeg på ingen måder kan se det endnu. Det kører til perron i morgen tidlig og jeg stiger om bord. I morgen starter en ny cyklus. En ny slags proces. Og i morgen er det forår ifølge kalenderen.

7 kommentarer:

  1. Et nydelig utsagn på bildet øverst.
    Og da kan jeg tilføye BELIEVE in it. OG det er også overskriften på mitt innlegg i dag.
    Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak og knus tilbage. Håber din weekend blir fin! :)

      Slet
  2. Kloge ord Lene, og jeg kan jo se mønstret hos mine svigerforældre på gården, vi må øve os. God tur med toget, er sikker på, at din rejse bliver interessant og berigende. Glæder mig til du står af i Roskilde på besøg :-) Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Charlotte, jeg er faktisk ret overbevist om, at vi skal finde nogle af de gamle rytmiske "dyder" frem i gang for at finde os selv i årstiderne rytme. Noget i den stil! ;)

      Knus.Og kommer gerne på besøg!!!

      Slet
  3. Ja, vinteren er langsom, og det nytter ikke at jage afsted. Og ved du hvad, jeg synes faktisk også, at vinteren er dejlig - den indbyder til indendørs hygge med ild i brændeovnen, en kælen kat på skødet og en god bog i hænderne :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har helt ret. Jeg tror, at din kat har gjort dig virkelig godt! :) Der er noget helt specielt dejligt ved dyr.

      Knus

      Slet
    2. Ja, der er noget helt vildt dejligt ved dyr, og min kat har ganske rigtigt forbedret min livskvalitet meget.

      Kram

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.