søndag den 17. februar 2013

Naturligt


De første blomster kigger frem under sneen. Jeg kendte deres sted fra sidste år, så jeg gik forsigtigt derind. Mellem træerne. Bagerst i haven. Og da jeg forsigtigt skrabede sneen til side, fik jeg øje på dem. Gule og fine dér midt i den dybe vinter. Erantis. Og mit hjerte blev rørt af noget særligt, der mindede om det allerførste forår. For et slags tegn, det er de jo, de små stærke blomster i sneen. Alting har sin tid. Og foråret er lidt tættere på, end det var i går.

Naturen ved det. Den har ikke travlt. Den accepterer, at hvert eneste øjeblik har sin berettigelse og at alting er i stille bevægelse. Proces. Tålmodighed. Glæde.

Og når jeg glemmer mine menneskelige tendenser til at ville fremskynde alt, til at ville vide det hele på forhånd og kende historien og måske endda slutningen, før det første kapitel er skrevet, så mærker jeg det. Så transporteres jeg på fjerlette vinger ind i en tilstand af glæde, for det er i grunden så opslidende at kæmpe hele tiden. Så er vejret ikke godt nok, så er vinteren for lang, så går det ikke helt så hurtigt, som jeg kunne tænke mig det og det bliver ovenikøbet lidt anderledes, end jeg havde forestillet mig.

Giv slip, hvisker de gule erantis til mig og jeg betragter dem kærligt. Dér i sneen midt i februar har de fundet fred. Midt i nuet, dybt i vinteren, forankret i sig selv og alt omkring dem.

Vejret er diset. Og havde man spurgt mig i går, havde jeg ønsket mig sol og blå himmel. Åh, jeg længes sådan, ville jeg have sagt og trampet lidt i jorden. for noget skulle jeg jo gøre med min utålmodighed. Men i dag er jeg faldet til ro. Noget er sket. Noget større og langt mere omfavnende har grebet mig i det, jeg troede var frit fald.

Jeg glædes over mine fine små venner, de gule erantis i sneen. Jeg danser med disen. Lader søndagen komme uden at tænke på, hvordan den helst skal blive for at tilfredsstille mig mest muligt.

Sandheden er, at vi ikke altid ved, hvad der er bedst for os. Men naturen ved det. I dag vil jeg lytte til dens historie. Følge dens rytme. Være med det, der er. Det er søndag og det er nu. Livet.

7 kommentarer:

  1. Så sant, og så gjenkjennbart. Ikke rart at vi finner roen i naturen, for den følger alltid sin egen rytme. Sin egen sang.
    Slik vi også burde lære oss å gjøre med oss selv?

    Ønsker deg en fantastisk fin søndag. Klem!

    SvarSlet
    Svar
    1. Naturen er fantastisk. Den rummer alt den visdom, vi har brug for finde i os selv! :)

      Håber at din søndag var fin. Min var! :) God klem.

      Slet
  2. Jeg havde den første d. 5. februar, men har endnu kun få ...
    det er SÅ livsbekræftende, ikk´ ?

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er nemlig utrolig livsbekræftende. Et mirakel hver gang! :)

      Slet
  3. Vidunderlig å lese, og godt å vite at der finnes flere mennesker som stopper opp og ser det store i det små, skjønnheten i en blomst i snøen er helt spesiell.. Det er disse kreftene.. livet som vender tilbake etter en mørk vinter, opp av kulden.. varmen - og du beskriver dette så godt og poetisk, på din helt spesielle måte. Jeg nyter hver setning ! Tusen takk for at du gir verden ord - vi trenger dem <3 Klem fra meg

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, kære ven. Selv tak! :)

      Slet
  4. Vidunderlig å lese, og godt å vite at der finnes flere mennesker som stopper opp og ser det store i det små, skjønnheten i en blomst i snøen er helt spesiell.. Det er disse kreftene.. livet som vender tilbake etter en mørk vinter, opp av kulden.. varmen - og du beskriver dette så godt og poetisk, på din helt spesielle måte. Jeg nyter hver setning ! Tusen takk for at du gir verden ord - vi trenger dem <3 Klem fra meg

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.