mandag den 4. februar 2013

Mosaikhumør


Livsglæde er at rumme alle følelser. Også de snerrende, dystre og mørke
Ordene er ikke mine. Eller rettere sagt, de er ligesom blevet mine, for jeg har skrevet dem ned i en af mine mange notesbøger. Jeg kan se, at ordene stammer fra i sommer, hvor jeg var på intensiv indre rejse samtidig med at årets mest elskede årstid slog sine folder og satte sine spor. Og så ved jeg ikke mere. Men jeg ved, at ordene rummer en stor sandhed for mig.

Februar kommer ind af døren og stiller en kop kaffe på mit bord. Duftende og serveret i mit yndlingskrus, vækker den gode sanser til live. Jeg mærker en følelse af velvære brede sig i kroppen og jeg glæder mig til at holde om kruset og smage på kaffen og den varme mælk. Sammen udgør de et hele. Jeg smiler til min februarske veninde og gør tegn til, at hun kan sætte sig ned, hvis hun har lyst. Men hun ryster bare på hovedet og forsvinder stille ud af døren igen. Bærer sit eget krus hen til gæsteværelset og lukker forsigtigt døren bag sig. Så hun gider ikke mit selskab, tænker jeg og ved i samme sekund, at det var mit ego, der gav lyd fra sig. Det handler om noget helt andet. Nærvær med sig selv, et værelse og en kop kaffe, tanker eller herlig mangel på samme. Man lærer i grunden allermest i ensomhed, tænker jeg videre og smager på ordet, som ikke er det helt rigtige. For ensomhed har en klang af sorg i sig. Noget, man ufrivilligt befinder sig i, med mindre man er eneboer og en slags særling. Eller hvad?
Jeg søger ensomheden på samme måde, som jeg søger selskab. Jeg kan ikke engang sige, hvad jeg sætter størst pris på. Og måske er det også en del af den livsglæde, de indledende ord handlede om, at erkende, at man holder af begge dele og slet ikke er nødt til at vælge. At man kan skabe sig et liv i en slags personlig balance, hvor man bevæger sig ind og ud som i en slags dans. Fordi begge dele giver næring, men for meget af den ene slags vælter læsset? Ud og ind, frem og tilbage. Ude, hjemme, hopsasa.

Indrømmet! Jeg er i underligt humør i dag. Og jeg burde nok slet ikke sætte et adjektiv på, for mit humør er faktisk helt perfekt til lige netop den, jeg er i dag. Det passer til vejret, det er slud, regn og sne i skøn samhørighed. Kan du mærke det? Hvordan det bare flyder som vandet fra tagrenden, der løber over og rammer jorden med små brag. Hvordan det løber langs med isen på overfladen og gør sig til en vandpyt, inden det deler sig og udmunder i små kanaler og forsvinder i ingenting? Sådan er jeg i dag. Som vandet i tagrenden. Som vejret og som årstiden. I mosaikhumør.
Jeg har besluttet mig for at turde rumme det hele. Jeg har besluttet mig for at øve mig på at være med alt det, der er og de tanker og følelser, der opstår i mig selv. Jeg har besluttet mig for at lære at betragte det hele med nysgerrighed. Hvor er jeg i grunden spændende, kan jeg tage mig selv i at tænke, men så hopper egoet op på sin stol og kaster både jantelov og småsten i hovedet på mig. Egocentriske kvinde, kom ned fra din piedestal! Se ud og mærk verden! Det er der nok, nogen der engang har sagt eller skrevet til mig, for jeg kan godt mærke følelsen, men jeg ved også, at den er knyttet til en gammel historie skrevet med egobogstaver. Jeg ved også, at ordene slet ikke handlede om mig, men om dem, der sagde eller skrev dem og det, min opførsel eller mine ord gjorde ved dem, men ikke desto mindre skal jeg lige vende den, mærke følelsen, suget i maven, den synkende fornemmelse og så … Så stopper jeg op!

Jeg er spændende. Du er spændende. Mennesker er nogle spændende og underfundige væsener. Og når vi lærer at rumme og acceptere det hele og være med alt det, der er, så har vi tilmed chancen for alvor at nyde livet og være, som TV2 har skrevet det i en sang, nærmest lykkelige.
Eller hvad?

4 kommentarer:

  1. Kjære Lene
    Så er jeg endelig tilbake igjen, i blogglandia. Det har vært godt med en pause, og jeg har strikket og hygget.....men jeg har faktisk savnet dere jeg kjenner, her inne.
    Dine ord er så sanne. Vi må lære å elske oss selv, på godt og vondt. Ikke alle dager er like, og vi kan heller ikke være i det samme humøret hver dag.
    Jeg ønsker deg en deilig februardag med varm kaffe i kruset, og solglimt mellom trærne. Klem

    SvarSlet
    Svar
    1. Dejligt at du er tilbage! :) Det kan nemlig være godt med en pause og mærke, om man savner og har lyst til at komme tilbage. Godt at det var tilfældet! ;)

      Kigger snart forbi din univers. Ha' en fin dag. Klem.

      Slet
  2. Noen dager er det slik. Et humør som veksler, som har mange slags farger og sjateringer. Mosaik var beskrivende. jeg håper du får mange gode (bedre?) dager fremover. Nyt det livet har å gi - og gled deg over de små tingene. Det øver jeg meg på for tiden... ;) mange klemmer til deg <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg synes egentlig at mosaik er fint. Blandet ja, vekslende, men også afvekslende! ;)

      Helt enig, det er de små ting, der gør den store forskel. Klem tilbage.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.