lørdag den 2. februar 2013

Kaffe og krystaller


 
Vi sætter os ned med dagens anden kop kaffe. Denne gang er det Februar, som laver den. Svæver rundt i køkkenet som en drømmefe med snefnug i lokkerne. For sådan er formiddagen.
Et hvidt drys har lagt sig over landskabet og lyser forsigtigt op i den ellers disede dag. Vi gør os langsomme. Jeg falder i staver over mælkeskummet i min kaffe og betragter det mønster, mælken danner på overfladen. Jeg ser en dansede figur, der strør perler over den brune jord. Jeg indånder duften af kaffe og varm mælk, en slags salig sansede salsa. Februar smiler, det kan jeg mærke, så jeg løfter blikket fra kaffemaleriet og ser på hende. Godt du er kommet, siger jeg uden ord og hun blinker til mig. Det er bedre en at morse. Hendes blik siger alt og jeg slapper endnu mere af.

Sådan sidder vi lidt og lytter til den fælles stilhed. Morgenen, der afløses af formiddagen, lyset, der pludselig bliver lidt skarpere og kaster en slags føler gennem vinduet. Dagen skrider frem med forsigtige skridt, et af gangen og stør om sig med øjeblikke, som vi kan gribe og gøre til vores.
Jeg ser et smukt øjeblik glimte i Februars håndflade. Vi betragter det begge to uden at sige noget. Udveksler smil. Drikker kaffe. Den dansede figur med perlerne er nu forsvundet fra min kaffejord. Men den har efterladt sig et andet mønster, en slags besked til mig. Måske. Jeg stirrer så intenst ned i min kaffe, at Februar bliver nysgerrig og læner sig frem for at se med. Hun ryster på hovedet, hun kan ikke knække koden. Hvis det altså findes, men det tror jeg faktisk. En kaffekode med en særlig besked til netop den, der sidder med koppen og drikker. I dette tilfælde mig.

Nu kigger en solstråle forbi, et skarpt lys rammer bordet. Vi har stadig ikke udvekslet et ord, men alligevel er så meget sagt. Vi har tabt tiden et sted, jeg aner ikke hvad klokken er. Da den tanke strejfer mig, bliver jeg nærmest forskrækket og ser op fra nuet. Jeg taber øjeblikket på gulvet og det knuses mod gulvet i tusinde skår. Krystaller af evighed ligger som snefnug for mine fødder.
Februar mærker det og forlader nuet sammen med mig. Pludselig vandrer vi i fremtidsgange, som vi endnu ikke kender og som faktisk ikke findes. Kun i tankerne. Vi hoppede på et tog, der kom forbi, et tidstog med passagerer, der alle har det til fælles, at de hedder Skulle og Burde til efternavn. Og de har bekymring med i bagagen.

Nu sidder vi i toget og ved godt, at vi er på afveje. Og det kaldes fremgang, for når man bliver opmærksom på, at man faktisk har forladt det i grunden ganske trygge og gode nu, så har man lært noget. Kunne jeg have valgt ikke at hoppe på det tog? Kunne jeg være blevet stående på nuets station og vinket, mens toget passerede mig og Skulle og Burde sad med næserne trykkede mod ruden, ærgerlige over, at de ikke fik deres klamme kløer i mig? Havde jeg et valg?
Februar nikker, hun ved det også og så ler vi. Latteren gør godt. Vi hopper af toget og ruller rundt i en sommerlig grøftekant. Hilser på valmuer og stenbidere og følger duften af kaffe hjem igen. På vej hjem ser jeg en sommerfugl. Den lander forsigtigt på min hånd, et kort øjeblik, men det er nok. Jeg forstår.

4 kommentarer:

  1. Pudsigt, efter jeg er begyndt at "følge dig" personifiserer jeg også månederne, og glædes hver gang jeg får lov at opleve en ny ...
    Glædes over tidens gang, og den ro verden trods alt kan give en, specielt om morgenen ...

    SvarSlet
    Svar
    1. Herligt! Og godt at læse, at du glædes på den måde, du gør. Jeg tror, at det er i de små glædesstunder og øjeblikke, at livets essens findes. Selvom det til tider kan være en udfordrende dans! :) God søndag.

      Slet
  2. Også jeg har fået et mere personligt forhold til månederne, og jeg værdsætter forskelligheden af dem mere og mere.

    At være tilstede i nuet er så dejligt og gør livet let og lyst :-)

    Ønsker dig en dejlig søndag sammen med Februar.

    Kram fra
    Louise

    SvarSlet
    Svar
    1. Dejligt at læse, Louise. Nu vil jeg se om Februar er med på et lille indlæg eller om vi skal vente til i morgen. Det er jo søndag! :)

      Knus til dig.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.