onsdag den 27. februar 2013

Jeg ved det jo godt ...


 
Accept er nøglen til forandring. Jeg har før skrevet om det. Jeg har mærket det, haft et inde under huden og jeg har gentagne gange fortalt mig selv, at det forholder sig sådan. For det gør det. Det ved jeg. Alligevel glemmer jeg det.
Det har fået mig til at filosofere lidt over alt det, vi godt ved. Alt det gode, vi får fortalt og alt det, vi læser om i velmenende bøger. Hvis du som jeg har været en flittig besøgende på selvhjælpshylden, hvor ordene står i kø for at blive til sætninger, der giver gode råd og deler gavmildt ud af værktøjer, der gør det lettere at være menneske, så ved du sikkert, hvad jeg mener.

Så hvorfor er det lige, at vi glemmer det, når vi har allermest brug for det? Hvorfor er det, at vi pludselig ikke kan huske, at vi læste det for to år siden? Vi var endda flittige til at tage notater. Skrev måske om det på vores blog og i vores hjerterum. Fra dette sekund ændres mit liv, tænkte man og var sikker i sin sag. Den gyldne nøgle var fundet. En lektie var lært. Aldrig mere, tænkte man og glædede sig som et lille barn over sin nyfundne skat. Det var en slags slikkepind. Man skulle bare tage den frem og sutte på den, så ville alting løse sig.
’Man skal gøre erfaringen selv. Igen. Igen. Og igen.’

Det er Februar, hun har lydløst bevæget sig ind i rummet. Hun ledsages af morgendisen, der endnu ikke er lettet her oppe af formiddagen. Det ser ikke ud til at bekymre hende, og når hun kan tage det med lydløs ynde, så kan jeg også. For jeg gider ikke kæmpe mere. Og det troede jeg jo slet ikke, at jeg gjorde, men det viste sig sørme, at jeg tog fejl. Jeg kæmpede. Jeg kæmpede, bedst som jeg havde besluttet mig for at give slip. Jeg kæmpede mod træthed, forkølelse og en person, der kom ind i mit hjem og trådte på en af mine vigtigste værdier. Tørrede fødder i mit selvværd. Og jeg kæmpede mod melankolien, som jeg ærlig talt ikke orkede, men som sandsynligvis er ganske naturlig på denne årstid.
Og jeg blev så opslugt af kampen, at jeg slet ikke så det. Jeg troede, jeg var et helt andet sted. Jeg tog fejl. Heldigvis kom jeg forbi en meget klog og dejlig veninde, som med gode ord fik mig på rette spor. Lyttende. Spørgende. Afventende. Så indrømmede jeg det. Jeg kæmpede imod. Og i det sekund jeg indså det og accepterede, at det gjorde jeg, var jeg klar til næste omgang accept. Jeg accepterede, at jeg humørmæssigt var nede i noget, der til forveksling godt kunne minde om et dybt hul. Jeg fik tilladelse af min veninde og tog imod. Gav mig selv lov. Det er helt fint at være melankolsk og dødhamrende træt af vinter og modgang. Det er naturligt. Det er helt OK. Og det var det så.

I samme sekund lettede tågen. Jeg kunne igen se. Lidt lettere kørte jeg hjem med min melankoli i lommen. Hej, sagde jeg og hilste forholdsvis hjerteligt på den. Velkommen.
Melankolien flyttede ind på gæsteværelset sammen med Februar. Der er altid plads til en til! Og jeg ved ikke helt, hvad der er sket, men nu gør hun ikke så stort væsen af sig længere. Hun er der bare. Ligesom disen og de sidste tågede dage af februar. Ligesom vejret og de vinde, der beslutter sig for at blæse. Blæse være med dem, tænker jeg og det mener jeg.

Jeg er lige, hvor jeg skal være. Med hud, hår, store følelser og en veludviklet melankoli, der skal være så hjertelig velkommen på det tidspunkt af året, hvor årstider gør sig klar til at skifte plads. Og det husker jeg selvfølgelig næste år ved samme tid! ;)


Når melankolien får lov at spise med til bords og være som den er. Når Februar er fin og helt perfekt.
Når foråret lader vente på sig
og tågen ikke letter i samme sekund, man kunne ønske sig det.
Når man bare er.
Så ser man det. Mærker det.
Og ved det.
Igen.

6 kommentarer:

  1. Aksept. Så godt, så lett å glemme. Takk for påminnelsen, og takk for dine gode ord hos meg. Sender deg poesi på vindens rygg, måtte den nå frem helt til ditt hjerte!

    Klem.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak. Din poesi er ved at bryde igennem disen akkurat som solen. For måske er din poesi den sol. Og omvendt? :)
      Klem tilbage.

      Slet
  2. Igjen kjenner jeg meg gjen i det du skriver, Lene, og jeg opplever en viss trøst i det. Du skriver så poetisk, vart, men samtidig så klart om slikt som kan oppeves som vanskelig å akseptere, vise, føle på. Det gir perspektiv, og det er godt.

    Jeg har ikke skrevet noe på lenge, men håper at overskuddet kommer snart.

    Ha en fin dag, og om sola ikke helt skinner igjennom; disige dager kan være svært vakre, de òg, det gjelder bare å se det - og akkurat det er virker det som du er veldig god på.

    Stor klem fra meg til deg.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Janna, jeg har savnet dig! Har tænkt på dig mange gange og endda på, at jeg ville skrive til dig, men nu er du her og det blev jeg vældig glad for.

      Og jeg finder også trøst i, at mine ord vækker genklang! ;)

      Stor klem tilbage. Overskuddet kommer igen. Giv det tid! <3

      Slet
  3. Åh hvor har du dog ret i, at vi så hurtigt glemmer, og det er nødvendigt at gentage tingene igen og igen for at lære dem. Det kender jeg så tydeligt fra mig selv. Tak for at dele ud af dine livkloge ord og dermed bringe glæde <3

    SvarSlet
  4. Selvudvikling er en livslang proces Lene, men det er ikke nok at læse eller frekventere diverse kurser, der skal gentagelser til, igen og igen skal alle værktøjerne udi selvudvikling gentages og næres med ny inspiration.
    Men een ting ligger helt fast i forhold til ens selvværd, vi er nødt til at acceptere andres måde at opføre sig på, ikke mindst i forhold til os selv.
    Vi kan ikke kontrollere andre, vi kan ikke lave andre om, men vi har kontrol over vores egne tanker og følelser, vi vælger selv hvor dybt vi vil føle andres angreb/mening om os, vi kan ikke andet end acceptere andres opførsel, men det er ikke det samme at være enige i deres opførsel, men lad ikke ydre påvirkninger skabe disharmoni i dit liv, ved at fokusere på det, skaber du bare mere disharmoni i din tilværelse.

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.