onsdag den 6. februar 2013

I sårbarhedens fodspor


 
Dette indlæg må nødvendigvis handle om sårbarhed.
Februar ryster på hovedet, har jeg glemt at burde og skulle er kørt af sted med et tog, jeg valgte at lade passere forbi? Nu ryster jeg på hovedet, for det her handler om noget andet. Og hun ved det godt, hun driller bare. Hun har jo set mig sidde fordybet i bogen i min hyggelige lænestol. Hun har jo betragtet mig, når jeg ivrigt tog notater og hun har hørt mig sukke dybt. Hun har sågar lagt mærke til de tårer, der til tider sprang frem i øjenkrogene, for jeg ved at hun ser og hører alt.

Hun ved også, at jeg nu føler mig tom og fyldt op på samme tid.

Jeg er nået til vejs ende på en rejse, jeg har foretaget i selskab med Kristin Flood. En pilgrimsvandring langt tilbage i tiden. Jeg har lært mere om den fantastiske Frans af Assisis og jeg har lært mere om mig selv og min egen rejse. Gennem Kristin. Og jeg siger tusind tak, fordi kvinder som hun giver sin historie videre og træder direkte ind i sin egen sårbarhed for at mærke det, Frans’ rejse handlede om.
Det kræver mod at være sårbar. Det kræver mod at gå helt derind, hvor alting er så skrøbeligt og fint, at det er stærkt på samme tid.

Smerte og sårbarhed er vigtige signaler, skriver Kristin på et tidspunkt. Det er vist en pilgrim, hun møder på sin vej, som siger ordene til hende. Siger dem på et tidspunkt, hvor hun selv er så sårbar, åben og nøgen at hun føler, at hun skal knække midt over. Smerte og sårbarhed er vigtige signaler, trøster pilgrimmen. De er dine vigtigste vejvisere. De åbner døre, som ingen andre er i stand til at åbne. Når du kan tåle at være sårbar, begynder skyklapperne at forsvinde. Du begynder at se bedre. Først ser du din egen frygt. Derefter begynder du at se andre mennesker på en ny måde.

'Så du er altså kommet til en station på din rejse, hvor du har besluttet dig for at møde din frygt?’ Februar bryder ind, hun er i et sjovt humør i dag, smådansende og en smule rastløs. Det er som om hun har noget på hjerte, men ikke helt ved, hvordan hun skal give udtryk for det.

’Jeg ved egentlig ikke, om det er en beslutning’, svarer jeg og smager på spørgsmålet. ’Det er ligesom bare blevet sådan. Og jo, på et tidspunkt har jeg vel indset, at det ikke kan nytte noget at blive ved med at flygte. Hvis jeg vil lære mig selv at kende og stå stærk i egen kraft, må jeg også stå stærkt i min egen sårbarhed!’.

Jeg nikker, hun har ret, jo, jeg har truffet en beslutning! Og efter at jeg har læst Kristin Floods bog om Frans og hans fantastiske liv, er jeg endnu mere sikker. Den vakte dyb genklang. Dette er ord til mig på min rejse, tænke jeg og takkede i mit stille sind og hjerte den gode Kristin for at have skrevet bogen. Og det var jo ikke bare en bog, den var skrevet med hjerteblod og sårbarhedsmod. Den måde, hun forstod at fortælle historien om Frans samtidig med, at hun berettede om sin egen rejse i hans fodspor og i sig selv, det gav mig kuldegysninger. Tårer i øjnene. Skrivekrampe, fordi der var så meget, jeg lige måtte notere. Ord til mig, tusind tak, lige hvad jeg havde brug for. Nu forstår jeg, hvis jeg før var i tvivl.

’Måske skal vi lege lidt videre med sårbarhedens væsen’, siger Februar og lyser op i et smil. ’Være lidt filosofiske og udforske det sted i os alle, hvor vi finder os selv og vores indre skat, hvis vi altså tør. Gå i vores egen sårbarheds fodspor?'

Jeg nikker, men indlægget bliver altså ikke meget længere i dag. Det må dryppe i de kommende dage. Historien og alt det, den gjorde ved mig, skal lige have lov at bundfælde sig. Og det forstår hun godt, Februar, hun snupper en kuglepen fra min krukke med penne og noterer noget i sin personlige notesbog.
Du må lede, hvor ingen andre leder, ikke lade dig distrahere af overfladen, men følge tegn og mærkelige spor. Skatten er gemt i en skattekiste i hjertet …

Billedet er lånt på kulturrejser-europa.dk. Tak!

4 kommentarer:

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.