tirsdag den 12. februar 2013

Hvad vinteren ved




Vinteren er begyndt at trække tænder ud. Tandlægen kalder de den ude i byen. Vinteren. På et tidspunkt får vi nok af kulde og mørke dage. Der sker noget. Trætheden melder sig, mange rammes af influenza og anden dårligdom og længslen efter forår trænger sig på. Men det er ikke sådan, at den brager ned af indkørslen og banker voldsomt på døren. Den kommer snigende. Den lister sig ind gennem revner og sprækker i murværk og sjæle.
Februar ser på mig. Mærkelig nok bliver hun ikke vred, selvom jeg faktisk sidder lidt og længes efter andre måneder. Og egentlig synes jeg jo, at man skal være i nuet og nyde livet og årstiderne, som det nu byder sig, men noget i mig er ligeglad med den overbevisning. Noget i mig er begyndt at længes.

’Erstatningsterapi’, siger hun pludselig. ’Har du overvejet erstatningsterapi? Det tales der så meget om blandt jer mennesker. Når man får en tanke, som ikke gør godt, så erstatter man den fluks med en god tanke. Noget positivt. Og længsel, hvad er det overhovedet for en størrelse? Handler det ikke bare om, at man ønsker sig hen, hvor peberet gror i stedet for at være i nuet og i vinteren?’
Jeg har tænkt meget på erstatningsterapi. Det har jeg faktisk. Og jeg er enig i, at det altid hjælper at skifte fokus, når man bliver ved med at køre i ring. I stedet for at have fokus på alt det, der mangler og alt det, der ikke er, som man lige ønskede sig, kan man fokusere på det gode i livet. De små glæder, de øjeblikke, der gør godt. Familien, venner, dem man har kær. Glæde sig over, at man bor som man gør og har mad på bordet hver dag. Være taknemmelig.

Og så kan man drømme. Tænke på alt det, man ønsker sig i livet og forestille sig, hvordan det føles at være dér. Drømme går kun i opfyldelse, hvis man vover at drømme dem og tro på dem, gennem mørke vintergange og i skumle skakter, hvor lyset ikke kan trænge ind.
Det lyder så nemt. Og Februar ser bare på mig, som om hun prøver at forstå. Menneske. Kvinde. På vej, men for øjeblikket kørt lidt ud på et sidespor. Endt i en snedynge med længsel i hjertet.

’Lysterapi’. Februars stemme falder fjerlet som sne. ’Har du overvejet lysterapi?’
Jeg ser på hende og så krakelerer mit melankolske udtryk. Jeg mærker latteren boble et sted nede i maven. For jeg kommer pludselig i tanke om hundrede andre former for værktøjer og gode råd, når det gælder melankoli, sårbarhed og vintertræthed. Selv har jeg spist en appelsin til morgenmad. Jeg kan godt lide den orange farve.

Måske hører den med? Melankolien. Måske er det naturligt, som menneske, at blive lidt vintertræt, når man når et stykke ind i februar? Og måske er der endda noget positivt ved melankolien, som vi slet ikke ser, fordi vi har så meget fokus på, at det er en forkert tilstand at være i. Selv kan jeg presse poesi ud af melankoli på samme måde, som jeg presser saft ud af de orange appelsiner. Og dybt i melankoliens sjæl opstår der spørgsmål, der forekommer særdeles vigtige at stille.
Det gælder om at komme videre. Ud af vinteren og ind i foråret. Være sit eget forår og blomstre før tid.  Ofte ser jeg denne sætning, når man forsøger at hjælpe folk, der tilsyneladende er kørt fast. I melankoli, længsel eller andet, der anses for at være "af det ikke så gode". Det gælder om at komme videre. Men hvad nu, hvis det i virkeligheden handler om at være? At undersøge de følelser, der opstår og acceptere dem som en del af det at være menneske, i stedet for fluks at finde værktøjer og køretøjer ditto, der kan fragte en ud af tilstanden i en vis fart? Jeg spørger bare. For det er en af de ting, der sker i mig, når vi når dette tidspunkt på vinteren og træthed og længsel slår følge. Spørgsmålene kommer flyvende i selskab med de sorte fugle. De sejler på vinterhimlen. Slår sig ned i træerne og spejder ud gennem de nøgne grene. Skuer over vinterlandskab og mærker længslen i trætoppene.

Skal vi hurtigst muligt finde en måde at komme ud af vinteren på? Flygte fra tandlægen og lade hånt om vores tandpine? Eller skal vi blive lidt og undersøge tilstanden nærmere? Lade de til tider tunge følelser være vores pejlemærke og et slags kompas i den sidste del af vinteren?

For hvad er det egentlig, vi længes efter? Det blæser lidt koldt i min sjæls kamre, for noget siger mig, at det ikke handler om årstider. Måske skulle vi hellere hylde vinteren for, at den kan noget med stærke følelser og vejvisere. Har du tænkt på det? Hvad handler de følelser om? Og hvor er det, de viser vej hen?
Februar lægger blidt armen omkring min hals. Trækker mig op af stolen og byder op til dans. Jeg hører musikken som et sagte suk. Først helt stille, men snart bliver den højere og mere fyldig. Jeg står stille og lukker øjnene. Mærker rytmens fylde. Fra fødderne breder den sig op i kroppen. Jeg kæmper lidt imod, men så må jeg overgive mig. Jeg tager Februars hænder.  Vi danser. Og jeg kender den dans. Jeg ved, at jeg har danset den før.

Det gælder bare om at huske, hvad du har glemt. Midt i musikkens hjerte kan jeg høre en sagte stemme.
Det gælder bare om at huske, hvad du har glemt.

4 kommentarer:

  1. Hei Lene
    Takk for at du skriver om vinterens mørke og melankoli. Jeg hater denne mørketiden. Men i det siste halvåret har jeg skyvet den tilside. Jeg har forsøkt å gjøre positive ting, ha fargerike ting rundt meg, vært sammen med venner, og gjort det jeg har hatt lyst til.....
    Det har oppstått endel ting de siste mnd, som egentlig skulle få meg til å dra ned rullegardina og lagt meg under dyna, og meldt meg ut av det hele. MEN jeg har sagt: Pokker heller, dette dør jeg ikke av, så la det bare komme. Jeg takler det underveis.
    Og vet du, jeg har aldri hatt så mye energi som nå. Selv i denne mørke tid!
    Mitt motto har også alltid vært; andre har det MYE verre enn meg, så dette overlever jeg!
    Men jeg har også latt meg lov til å være lei av det noen ganger, bare det ikke får lov til å feste seg.
    Ha en deilig dag, Lene. Det skal jeg ha!! Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Og tak fordi du skriver om, hvordan du har det i vintertiden! :) Det er lov at være ked af det, når man er det. Ikke altid kæmpe imod. Men at gøre som du, have fokus på farver, glæde og fine mennesker, det er også en måde at være med vinteren på.

      Min dag har været fin. Håber det samme for din! ;) Knus tilbage.

      Slet
  2. Du skriver så vakkert, Lene!
    Her har vinteren vært flott av den enkle grunn at den har vært stabil...men gruelig kald..og som sagt, jeg sliter med mine vinterplager:)) Men jeg kan gjerne danse med februar fordi jeg vet det er en kort dans...ennå så glad jeg er i å danse;)
    Ha en god kveld..og en god februar videre, knus fra meg;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! :)
      I dag er vinteren helt vidunderlig magisk og det har jeg skrevet om i et nyt indlæg. Som et blive født på ny! :)

      Dans du bare med Februar! Og det er snart forår.

      Klem.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.