søndag den 3. februar 2013

Hjemkomst


Vi var i København i går, nærmere betegnet på Frederiksberg, hvor jeg er født og opvokset. Vi besøgte min mor, som serverede dansk mad i det, man må betegne som mit barndomshjem. Vi har boet flere steder, men i lejligheden, hvor mor endnu bor, udlevede jeg mine teenageår og det var den lejlighed, jeg forlod, da jeg flyttede for mig selv, først i fremlejet lejlighed i København og siden til Skotland.
Men det er en anden historie. Disse ord handler om aftenen i går. Det er så underligt at vende hjem. Og det er jo hjem, jeg er født i den by, København. Den er så fuld af minder og har på mange måder gjort mig til den, jeg er. Når vi kører ind mod Frederiksberg af Roskildevej, mærker jeg et sug i maven og bliver ligesom hevet ind i byens favn. Jeg ser hvert et lys og kaster et blik mod Damhussøen, som jeg har løbet rundt om adskillige gange. Ser løbere, fodgængere og svaner, der danser på isen i vinterens tusmørke lys.

Nu er jeg hjemme, tænker jeg og vi stiger ud af bilen tæt på min gamle skole. Alting er så velkendt og jeg føler mig på hjemmebane, gennem gaderne, som jeg kender, gadenavne og huse, der tilsyneladende ikke har forandret sig så meget. Men hvem bor der i lejlighederne nu? Næppe de samme, som da jeg forlod området for mange år siden. Meget vand er løbet gennem floder og ud i have og jeg er anden. Vi går med målrettede skridt hen til gadedøren og ringer på. Mor lukker op. Der dufter af hakkebøf med løgsauce og ovnbagte kartofler. Jeg opdager, at lejligheden i grunden ikke er særlig stor og tænker på, at vi boede fire personer dér. Men den var stor nok!
Jeg er blevet vant til åbent landskab og langt til næste nabo. Pludselig føler jeg mig splittet. Trækker gardinet til side og stirrer ud på den gade, hvor jeg har gået og cyklet så mange gange, at man skulle tro, det var løgn. Ud af øjenkrogen ser jeg parken, hvor min bror og jeg stod på skøjter om vinteren. Jeg rammes af minder og fortaber mig i fortiden. Jeg dufter til blomster, som for længst er visnet og mærker samtidig små stik af torne. Det sure og det søder blander sig i en slags dans, mens lysene blinker mod aftenhimlen og spejler sig i vinduerne. Kærtegner hinanden. Holder fast. Giver slip.

Efter middagen beslutter jeg mig for at gå en lille tur i gaderne. Alene. Eller det vil sige, jeg følges med gamle Josie, som jo også har boet en stor del af sit liv i byen. Sammen går vi ud i aftenfrosten og vandrer lidt rundt i mit gamle kvarter. Langsomt, i sindigt tempo, går vi på fortove og ned af velkendte gader. Rundt om blokken og hen til den næste. Alt er det samme og alligevel forandret.  Fortiden knitrer som den fine frostsne under fødder og poter og jeg balancerer som en linedanser på nuets line. Fortiden og fremtiden er som en afgrund på hver sin side af mig. By. Land. Før. Nu.
Det slår mig, at man kan elske begge dele. Byen og landet. København med sine huse, mennesker, lys og lyde. Landet med sin stilhed og sine stjerner.

Og stjernerne følger os på vej, da vi igen forlader byen og kører sydvest på. For hver kilometer, bliver de klarere og klarere, stjernerne. Mørket tager fat i os og fører os hjem. Og da jeg igen stiger ud af bilen og mine fødder rammer jorden, mærker jeg samme følelse af hjemkomst. Denne gang dog endnu stærkere. Jeg indser, at jeg er blevet en del af stjernerne og stilheden.

Her bor jeg nu, tænker jeg og smiler til den bid af månen, der er synlig på februars nattehimmel. Jeg er kommet hjem.

5 kommentarer:

  1. Det er hyggeligt at gense steder fra Barndommen. Jeg bor i den by hvor jeg voksede op - jeg har aldrig helt forladt byen da mine forældre bor her men den er vokset og ændret meget de senere år. Det lyder hyggeligt med din tur :) knus og god aften.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja det er nemlig hyggeligt at gå gennem barndommens gader. Det er en rejse frem og tilbage i tiden.

      Og ja, byer ændrer sig som mennesker, hele tiden. Spændende at komme tilbage og se, hvad der er sket! :)

      Knus og god mandag

      Slet
  2. Det er en smuk beskrivelse fra barndommens gade til dit nuværende ståsted i livet. Du er landet på det rette sted :-)

    Jeg håber, Josie trives og stadig har det godt. Desværre møder jeg Lis alt for sjældent. Hun kender Josies fødselsdag :-)

    Mange klem til jer fra Teddy og mig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, Josie trives. Vist er hun gammel, men hun er i godt humør og har det godt. Lidt gigt, men det klarer vi med glucosamin og selvfølgelig tager vi hensyn til hendes alder. 13,5 år.

      Håber at du snart møder Lis og at du så vil hilse fra mig.

      Klem til dig og Teddy :)

      Slet
    2. Jeg gav også min gamle hund glucosamin efter Lis' råd - og det hjalp ham godt.
      Dejligt at høre at Josie trives og har det godt, alderen taget i betragtning. Hun er i de bedste hænder :-)

      Jeg glæder mig til overbringe din hilsen til Lis.

      Klem til dig og dine piger :-)

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.