onsdag den 13. februar 2013

For første gang


 
I dag ved jeg, at livet er et maleri og at jeg er kunstneren.
Der er nogle forandringer i livet, der føles som en fødsel. Og hvordan det føles at føde, ved jeg af gode grunde ikke, men jeg ved, hvordan det føles at blive født. Igen og igen. Og noget siger mig, at jeg i dag har set dagens lys for første gang. Resten af mit liv ligger for mine fødder. Badet i rimtåge og lyseblå magi. Svøbt i den smukkeste morgen, gjort af det fineste stof.

Rejsen gennem vinteren har været lang. Og den er ikke slut endnu. Endnu et tog er ankommet til perronen, men denne gang vil jeg stige på med en barns nysgerrighed og tiltro til, at alting er godt. Spændende. Et eventyr bobler i min mave. Mit eget eventyr. Jeg har netop fået nye ben at gå på og nye øjne at se med. Og de øjne får øje på de mest fantastiske ting omkring mig. Naturen ikke mindst. Den måde lyset sejler gennem morgenen som en ørn på lette vinger. Majestætisk og selvsikker. Fri.
Konduktøren forsikrer mig om, at toget ikke kører, før jeg er om bord. Klapper mig på håret, for han ser pludselig en helt ung pige, der næsten ikke kan stå stille af bar begejstring. Og hun føler sig tryg ved hans venlig berøring og den måde, han taler på. Gå du bare lidt ud og se dig omkring. Toget venter. Der er masser af tid!

Og tiden kommer, det indser jeg. Jeg går forsigtigt ud i morgenen og sætter de første spor i den hvide sne. Knitrende og helt vidunderlig. Lyden er som et kærtegn. Den måde, den hvisker og hviner, når jeg forsigtigt tager næste skridt. Den er kilden, sneen, tænker jeg og smiler ved tanken om at blive kildet. I dag forstår jeg ikke længere, hvorfor jeg synes at vinteren blev for lang. Mørket er forsvundet, lyset ligger dæmpet foran mig og kalder sagte.
Kom. Se. Mærk. Sans. Livet er nyt. Du er ny. Forandret. Forevigt.

I dag ved jeg, at livet er et maleri og at jeg er kunstneren. At toget venter og hvis det ikke venter, er det slet ikke mit tog. Jeg tager det roligt. Det er så naturligt at lade sig glide frem, tænker jeg, i stedet for at haste af sted. Det er så befriende at lade sig opsluge af skønheden og alt det, der er sket siden i går. Mærke hvert eneste skridt og jorden under fødderne. Hilse på træerne. Vide, at vinteren har sin tid og at den bærer på herlige hemmeligheder, som vi mennesker ofte misforstår. Men i dag dæmrer det. Jeg har set lyset. For første gang!

6 kommentarer:

  1. Skønt billede. Jeg synes januar og februar er hårde at komme igennem - måske fordi jeg ser frem til lidt lunere vejr :) knus og god aften.

    SvarSlet
    Svar
    1. I dag er det flot vintervejr her hos os! Solskin, så kan man lidt igen! :) Ha' en fin dag. Knus.

      Slet
  2. Det er underlig hvordan man plutselig kan henfalle til å studere detaljer og stemninger i naturen, som om det er for første gang. Jeg har følt det slik noen ganger, og det er en magisk opplevelse!

    Å legge hånden mot jorden kan gi en sterk fornemmelse av nærvær. Her og nå. Øyeblikk.

    Takk for at du deler. Stor klem.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er nærmest magisk! Og det er helt vidunderligt at opleve det for første gang, hver eneste gang man vågner i nuet. :)

      Tak for dine ord. Stor klem tilbage.

      Slet
  3. Jeg elsker bildet i innlegget ditt. Er det et photo, er det et maleri......det er så dust og nydelig, at det er umulig å si. Og man blir helt rolig inni seg når man betrakter bildet.
    Så godt å høre du er på riktig vei, Lene.....
    Og ps: det Flygende teppet må du gjerne ta med deg til bloggen din, og gjøre noe med i ord.....Det hadde jo vært fantastisk å ha et slikt flygende teppe, som tar deg med dit du vil, i tankene.
    Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Billedet er skam taget her, med min iPhone forleden morgen. Der var et magisk og meget fint lys. Som billedet viser. :)

      Jeg vil hjertens gerne skrive et indlæg om det flyvende tæppe. Det kommer. ;)

      God dag. Klem.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.