fredag den 8. februar 2013

En vinterlig drillepind


Vi drikker blåbærte og ser dagen komme. Lyset stiger i horisonten, mens et stille håb om sol og blå himmel synker på samme tid.
Jeg ser på Februar, hun ser på mig og så taler vi lidt uden at sige noget. Jeg ville ønske, at jeg kunne læse hendes tanker på samme måde, som hun kan læse mine. Det irriterer mig faktisk lidt, at hun har den fordel. Et ikke helt retfærdigt spil. Er hun virkelig så meget klogere? Og hvem er hun i grunden, den anden måned i året, som nu har slået lejr i mit gæsteværelse? Kender jeg hende overhovedet? Eller er hun blot et billede på, hvad jeg kunne tænke mig, hun var, og er det derfor, jeg så ofte tager mig selv i at blive skuffet? Fordi jeg har gjort mig de tanker? Jeg minder mig selv om at være åben og modtagelig. Og eftersom vi kun er nået til hendes ottende dag, er der jo masser af tid til at lære hende at kende.

'Lad os ikke spilde tiden. Lad os danse med dagen og det dæmpede lys. Fortæl mig, hvem du er, Februar, sig mig, hvorfor du bor her og hvad dit vigtigste budskab til mig er. Jeg vil så gerne lære. Jeg ønsker at vide mere, bade i visdom og vidunderlige øjeblikke af indsigt, gå vejen, et skridt af gangen og mærke, hvordan jeg langsomt smider de gamle lærdomslag for at få nye. Jeg gør plads. Så kom, min ven, fortæl mig om livet, som det ser ud set med dine øjne og mærket med dit hjerte.'
Hun ler. 'Du er ivrig, min ven, det kan jeg godt lide. Men en ting er, hvad jeg kan fortælle dig. Noget andet er, hvordan du opfatter det. Indsigt er ikke bare indsigt. Det er noget helt personligt og subtilt. Lidt som sommerfuglen, du beskrev i går. Hvilket minder mig om, at det var en heroisk og meget symbolsk gerning, du udførte, da du i sommer reddede den stakkels sommerfugl fra edderkoppens spind. Få sekunder mere og så havde den siddet helt fast. Men du så den ud af øjenkrogen og du vidste i samme øjeblik, hvad du skulle gøre. Og at sommerfuglen ikke var en hvilken som helst sommerfugl. Med rystende hænder og helt forsigtigt befriede du sommerfuglen fra spindet og så den flyve til vejrs. Med tårer i øjnene satte du den fri. Stod og så den flyve mod himlen og mærkede miraklet dybt ind i hjertet. Ikke en hvilken som helst sommerfugl!'

Hun smager på sine ord og ser på mig. Ser, hvordan jeg vantro betragter hende, for hvordan kan hun vide, hvad jeg foretog mig i sommer?
'Det kunne du lide at vide!' Hun rækker en hånd og stryger mig forsigtigt over håret. Det er som om jeg mærker en snert af sommer, en duft, noget, der bringer mig tilbage.

'Februar, for pokker, du er vinter! Hvordan kan du vide, hvad jeg foretog mig i sommer? Hvordan kan du huske episoden med sommerfuglen, noget, jeg selv havde midlertidigt glemt? Du var jo langt væk. Der var længe til februar, din måned og dit univers.'
Jeg indser, hvor lidt jeg ved. Eller hvor lidt, jeg tror jeg ved. Men nu husker jeg sommerfuglen, som blev fanget i edderkoppens spind. Min rædsel, da jeg så det ske, tårerne i øjnene, beslutningen om at gøre noget, der mest af alt var en refleks. Jeg befriede den og den fløj videre, det var et mirakel og jeg følte mig ligeså let som den, mens tårerne flød. Jeg fortalte mig selv, at jeg vel nok var blevet både sårbar og sentimental på denne del af min rejse, men gav i selvsamme sekund mine vaklende hormoner skylden. Mit hjerte smilede.

Jeg vender tilbage til nuet og ser, at Februar er forsvundet. Hun er efterladt mig til minder og tanker. Jeg smiler og drikker resten af min blåbærte.
Måske kommer Februar tilbage, hun er aldrig ret langt væk på denne tid af året. Der er noget flygtigt og uhåndgribeligt over hende. Noget, der både irriterer og pirrer mig. Hun forstår at vække min nysgerrighed og hun giver mig tusindvis af spørgsmål, som jeg kan hygge mig med i de kolde vintertimer. Hun er Uranus. Skælmsk. En vinterlig drillepind fuld af sødme. Bedst som jeg tror, jeg kender hende, træder hun et skridt til side og overrasker mig. Forbavser og fortryller. Ikke statisk, ikke noget, jeg kan gribe og fastholde.

Mine tanker kredser igen om sommerfuglen og i samme sekund forstår jeg. Først når jeg sætter hende fri, på samme måde som jeg gjorde med sommerfuglen, først da kan jeg begynde at forstå hendes sande væsen og elske hende, for den hun virkelig er.

5 kommentarer:

  1. Rigtig god weekend til dig og hundepigerne. Vi har en travl weekend i vente - jeg glæder mig :) Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Anette, jeg håber, at I havde en dejlig weekend. Vi havde virkelig nogle skønne ture ud! :)
      Knus tilbage.

      Slet
  2. Februar viser sig fra sin smukkeste side i København til morgen - med kaskader af sne, som dækker saltlagen på fortove med et tykt lag sne.
    Vi har allerede været ude at boltre os to gange i sneen, inden alt bliver fejet bort igen.
    Og så mødte jeg Lis og Freja, som var på vej over at fodre småfuglene i anlægget. Lis er sej. Hun er ikke helt sikker på benene i dette vejr, men intet skal holde hende tilbage fra at hjælpe dyrene :-)

    Jeg overbragte din hilsen, som hun blev meget glad for. Hun spurgte til Josie, og jeg kunne fortælle hende, at Josie lever og har det godt :-)

    Jeg skal hilse dig mange gange fra hende.
    Mange klem fra Lone

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Lone. Tusind tak for hilsenen fra Lis. Jeg er dårlig til at få skrevet, men jeg vil ringe til hende en af dagene. Blev glad for at høre, at alt er vel. Og ja, Lis er sej trods sine skavanker.

      Ja, Josie har det godt lige nu. Selvfølgelig er hun gammel, men hun er i godt humør og hun er også sej. I søndags tog vi hende med i skoven, alene og jeg forsøgte at tage hensyn til hendes alder og formåen. Men hun gav den gas på sin måde og nød det i fulde drag. Så meget, at hun ville pjatte og lege yderligere, da vi kom hjem.

      Klem tilbage og tak for dine ord, Lone! :)

      Slet
  3. Kære Megan. Det glæder mig at høre, at du og Josie tager på tur alene sammen, så hun har mor for sig selv. Jeg bliver så rørt, når jeg læser, at hun stadig nyder livet og kan pjatte og lege. Det glæder jeg mig til at fortælle Lis. Jeg tror, hun har en speciel forkærlighed for Josie :-)

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.