torsdag den 14. februar 2013

En norsk valentinos bekendelser


Jeg har overladt tastaturet til Filosoffen i anledning af Valentinsdag. Hvad resten af dette indlæg kommer til at indeholde, har jeg ingen indflydelse på og intet ansvar for. Ordene er Filosoffens. Og hvis du undrer dig over, at de er på dansk, kan jeg da lige fortælle dig, at han har brugt sin tid i Danmark på at lære noget, der minder om et fejlfrit dansk. Man kan ane en kæk norsk accent, men …

Det er en smuk solbeskinnet formiddag. Uden at sige noget, løfter hun mig forsigtigt op og sætter mig ud i sneen. Placerer mig med ansigtet mod øst, så jeg kan se solen danse på himlen. Ned i sneen. Jeg fryser med det samme, mærker kulden hvine i strithåret. Jeg ryster instinktivt, men i samme sekund får jeg et glimt af noget serveret med kuldechokket. Norge. Vinter. Helt oppe i nord, hvor jeg kommer fra. Den samme isnende kulde og det skarpe lys. Jeg mærker at jeg frysesmiler.
Hun skynder sig. Tager et billede af mig i profil. Hjertet skal man kunne se, siger hun. Hjertet på min skulder. For det er en ganske særlig dag i dag. Valentinsdag. Så tager hun mig nænsomt op i sin hånd, børster sneen af mig og sætter mig forsigtigt i vindueskarmen. Med kærlighed. Jeg tør langsomt op i solen og mindet om Norge forsvinder som duggen fordamper.

Så fortryder hun. Løfter mig op og placerer mig foran tastaturet. Jeg ser forundret på hende, mens hun fortæller mig, at ordet er mit. Først mærker jeg modstand, så sejler en stille fryd forbi mit hjerte og jeg indfanger den forsigtigt. Skrøbelig som den er, den lille fryd, formår den alligevel at tegne et smil på mine læber. Jeg håber ikke, at hun ser det. Jeg vil ikke virke for begejstret. Men jeg indvilliger stiltiende og hun forsvinder ud af rummet for at lave kaffe. ’Mælk og sukker’, husker jeg hende på. ’Jeg bruger mælk og sukker’. Hun nikker og er væk. Jeg er alene med solens stråler på skrivebordet og en stak ord i kærlighedskaos. Det er op til mig at sætte lidt styr på dem.
Kærlighed. Hvad er det for en størrelse? For er det ikke det, denne dag handler om, den fjortende dag i februar? Kærlighed. Den slags ved jeg jo og hjertet på min skulder er en hyldest. Til kærligheden. En sang om at elske, om at finde et sted i hjertet, som sukker ved tanken om den glæde, det giver, at elske. Uforbeholdent. Jeg er som altid lidt skeptisk, det er min natur. Men når jeg drejer mit hoved lidt og ser på kvinden ved min side, min norske skytsengelmedrejsende, så mærker jeg den. Kærligheden. En følelse af ømhed breder sig i kroppen og jeg fryser ikke længere i min tynde undertrøje. Jeg føler mig varm indeni. Hun er ganske enkelt perfekt i sin uperfekte skønhed. Min elskede. Min engel.

Hun er en selvstændig kvindeengel.  Og det kan være skræmmende at elske en kvinde, som sætter frihed højt. Men vi har talt om det, og vi er enige. Kærlighed handler også om en slags frihed. Hvis vi elsker hinanden, må vi nødvendigvis frigøre hinanden. Og det at frigøre sin elskede, indebærer naturligvis en risiko for at miste. Men et menneske, eller en skytsengel, som ikke er frit, har man allerede mistet. På den måde er kærligheden sit eget paradoks.
Og i dag fejrer vi så Valentinsdag. Jeg har foræret hende en rose og jeg har sagt, at jeg elsker hende. Hun smilede varmt og behøvede ikke at sige noget. Jeg så det. Jeg mærkede den. Kærligheden. Den strømmede fra hendes øjne i et helt specielt lys. Den dansede på hendes læber, da de mødte mine i et kys. Så satte jeg hende fri. Som en fugl fløj hun fra vindueskarmen og satte kurs mod himlen, som i dagens anledning er evighedsblå.

Smuk så hun ud, som hun fløj over trætoppene og forsvandt i horisonten. Mit hjerte sukkede dybt og jeg mærkede en sælsom længsel og angst for at miste hende. Jeg fik alle mulige grusomme tanker i mit lerhoved. Tænk hvis hendes vinger ikke længere kan bære. Eller hvis hun flyver ind i et stort træ og sidder fast i dets grene. Hvordan skal jeg så komme hende til undsætning? Jeg kan jo ikke flyve. Ikke som hun. Jeg kan flyve i tankerne og Guderne skal vide, at det er nok. Men hun? Hun har de smukkeste vinger, skrøbelige og sarte som kærlighedens morgendug. Jeg elsker hende så højt, at jeg fryder mig og frygter på samme tid. Jeg vil ikke miste hende! Men hvis jeg ikke lader hende flyve, så har jeg allerede sagt farvel.

Jeg trækker vejret dybt og sætter dagens sidste ord sammen. Sysler lidt med bogstaverne, som de ligger dér på skrivebordet. Og nu er hun kommet tilbage. Hende vi bor hos. Med kaffe til mig, sukker og mælk, og ingefær te til sig selv. Jeg stirrer ind i skærmen og håber ikke, at hun ser sårbarhedens tårer i mine øjne. For sådan er det at elske. Det er frygteligt sårbart og overordentlig modigt.
Glædelig Valentinsdag. Elsk af hele dit hjerte. Find modet, styrken og glæden ved ægte frihed. I kærlighedens navn.

Hjertelig hilsen fra Filosoffen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.