lørdag den 16. februar 2013

Bag den blå dør


Dyb stilhed. Kun hængslerne i døren knirker lidt, da hun træder indenfor. Forsigtigt lukker hun døren bag sig og er med et omgivet af sort mørke.  Inden da stod hun længe foran trappen, der førte ned til døren. Seks trin.
Hun talte dem. Trinene. Forestillede sig, hvordan hun forsigtigt ville gå ned og stå foran den blå dør.

Det gamle hus virkede forladt. Dér midt i skoven fandt hun pludselig en lysning. Træerne trådte til side og puffede hende blidt ind i midten mod huset. Hun standsede og trak vejret dybt. Mærkede hvordan jorden næsten gyngede under hendes fødder. Hun havde gået så længe og i et så raskt tempo, at hun følte sig en smule forpustet. Vejrtrækningen var lettere overfladisk, men langsomt faldt hun til ro. Så gik hun helt hen til huset.

Huset lignede et typisk bondehus. Stråtag, lidt skævt, små trævinduer og et udtryk, der mindede om gamle eventyr. Grimm og en vis Hr. Andersen. Hvem ved, tænkte hun og smilede lidt ved den tossede tanke, måske vil døren pludselig gå op og en heks med vorte på næsen vil komme til syne. Jeg vil forsøge at vende mig om og flygte tilbage til skovens dybe favn, men i det hendes blik rammer mig, forstenes jeg. Hun kan noget med sine øjne. Hun fortryller mennesker. Får dem til at stoppe op. Pludselig kan man ikke løbe mere. Man må bare stå dér og mærke sig selv. Mærke hvordan frygten lægger sin klamme hånd om ens hjerte. Det dunker som besat. Alt i kroppen gør klar til at flygte. Men man kan ikke. Heksen træder ud af døren. Går helt hen og stirrer en ind i ansigtet, så man kan lugte hendes dårlige ånde. Vorten på næsen er både grim og fascinerende. En mægtig knop gjort af utryghed.
Men der kommer ingen heks. Alt er stille omkring huset. Den nyfaldne sne ligger fint og uberørtsom i Jomfruland. Hun går forsigtigt hen og banker på døren. Jeg kan jo spørge om vej, siger en stemme i hende, hvis nu nogen skulle finde på at lukke op. Og hun tror ikke på hekse, så rigtig bange er hun ikke. Egentlig frygter hun mere stilheden. Håber i sit stille sind, at nogen dukker op og skaber en form for reaktion. Noget at flygte fra eller til. Som altid på vej, ikke standse, tænke og mærke for meget.

Døren forbliver lukket. Stilheden er intakt. Kun lyden af hendes egen vejrtrækning bryder tavshedens kompakte spind. Hun går rundt om huset og hører sine skridt knirke i sneen, mærker fornemmelsen af frost blandet med tø, en knitrende, næsten kildrende fornemmelse. Så får hun øje på den. På den anden side af huset. Den blå dør. Seks trin ned. Sne på trinene. Ingen fodspor. Ingen dyrespor. Ingenting. Bare en blå dør, lige dele nysgerrighed og dristighed. Og et stænk af frygt.
Huset bærer på en hemmelighed, hun kan mærke den. En hemmelighed, som det vil dele med hende. Hvis hun tør. Hvis hun overvinder sin frygt og følger sin nysgerrighed, går ned af trinene og forsigtigt lægger hånden på dørhåndtaget.

Dyb stilhed. Kun hængslerne i døren knirker lidt, da hun træder indenfor. Forsigtigt lukker hun døren bag sig og er med et omgivet af sort mørke. Så falder hun. Langsomt. Svæver gennem noget, der minder om luft. Nu dør jeg, tænker hun og gisper, mens hun kæmper for at få styr på vejrtrækningen. Fra overflade til dybde. Fra uro til stilhed. Og hun dør ikke. Tværtimod. Hun falder til ro. Nogen har forsigtigt taget hende i sin favn og vugger hende blidt. Alting forstummer. Så findes der alligevel hekse. Gode hekse. De sidste tanker kæmper for at komme til orde.
Frygten forsvinder, den bryder sig ikke om det nye sted. Tankerne tier. Stilheden omgiver hende som en silkedyne og mørket lægger låg på. Bag den blå dør finder hun en helt ny verden, hvor alting ånder fred. Renser hende. Fjerner alt den støj, der har forgiftet hendes sind.

Hun tænker ikke længere, men hvis hun gjorde, ville hun tænke at hun aldrig mere forlader dette sted. Hun har fundet sit paradis. Bag den blå dør. Og hun har fået en ny ven. En slags heks, der fortryller med stilhed.

2 kommentarer:

  1. Fin blå dør ;) Håber du får en skøn weekend. knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Det samme til dig. Nyd søndagen! :) Knus.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.