lørdag den 12. januar 2013

Vintermusik



Det sner. Store fnug falder fra himlen. Stille vintermusik breder sig. Dukker op mellem træerne. Bevæger sig sagte i luften mellem fuglens vingeslag.
Det er morgen, næsten formiddag. Dagen har gjort sit indtog så sagte som sneen. Jeg er vågen og alligevel ikke. Det dæmpede lys, de tavse vingeslag, ordene der flyder som en kilde, endnu ikke frossen, men tæt på. Bliv ved med at skrive, hvisker en stemme, så holder ordene varmen. Og som en lun kilde vil de glide gennem vinteren og smelte steder i kolde hjerter, der ellers vil fryse.  

Hun forlader sin plads på gulvet og glider ned af trappen. Også hun er stille som sneen. Men i køkkenet, kan jeg høre, pusler hun med kopper. Den velkendte lyd af kaffe, der brygges på maskinen. En snurrende lyd, der straks efterfølges af en skøn duft. Jeg snuser ind, trækker vejret dybt, kan fornemme duften af det søde bryg. Jeg lader som ingenting, skriver videre. Tavs kommer hun tilbage og stiller en kop dampende varm kaffe på mit bord. Indenfor rækkevidde. Så sætter hun sig igen til rette på gulvet. Det er blevet hendes plads. Nu drikker hun af koppen, jeg elsker at betragte hende, den måde hendes lange fingre holder om kruset på, kærtegner det, fører det op til munden. Drikker, synker, sukker. Så ser hun op, sender mig et smil, bare en lille grimasse, så smilehullet kommer til syne. Men det er nok. Jeg betragter hende så indgående, som om jeg vil lære hendes ansigt at kende. Udenad. Hver en fure, hver en rynke.
Formiddagen strækker sig dovent. Kaffen smager guddommeligt. Jeg har ikke travlt, ikke i dag, det blev sent i går. En god aften i venners selskab, tre retter mad og tilhørende vine. Snak til langt over midnat. Stjernerne fulgte os på nattehimlen, da vi kørte hjem. Der var frost på ruden, kunstværker af iskrystaller og knitrende skridt. Gadelamper og siden bare nattemørke. Landevej. Da lyset kom, lå jeg endnu og sov. Og søvnen har ikke forladt mig, ikke helt, jeg er langsom som lørdagen. Og det glæder mig, at jeg bare skal være her. Som jeg lyster. Intet hastværk, kaffe med varm mælk og ord, der holder sig varme i vinterkulden. De er som brændeknuder i en pejs. Jeg lægger dem forsigtigt på og ser ilden blusse op. Jeg skal ikke gøre så meget. Bare lytte. Være. Lade dem komme, som de gnister, der springer fra brændeknuderne.

Vintermusik. Sneen, der falder. Brændeknuder i pejsen. Ord. Kaffe. Vingeslag. Sorte fugle på grå himmel og en dag, der øjeblik for øjeblik er helt perfekt.
Billedet er af fine Jessie Lilac.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.