torsdag den 17. januar 2013

Træer

 
 
Jeg ser ud på træerne i skellet. Hver eneste dag nyder jeg synet. Betragter de nøgne grene og den måde, de buer på og strækker sig mod himlen. Jeg føler efterhånden at jeg kender dem og jeg sætter pris på deres selskab. Stolte står de midt i vinteren og former min udsigt. Træer, som kaster lange kunstneriske skygger, når solen danser bag dem. Træer, som i foråret begynder at spire, helt forsigtigt, små skud som håb gjort af længsel og tålmodighed. Senere bliver de lysegrønne. En farve så skrøbelig, at man tror, at den kan forsvinde hvert øjeblik, det skal være. En farve, som ændrer sig lidt hver dag og langsomt træder i karakter. Og pludselig en morgen er de helt grønne. Klædt i prægtig dragt gjort at gudetråd. Træer.
 
Jeg ser dem året i gennem. Lige nu er de nøgne og jeg tænker på, om de mon fryser der i den strenge vinterkulde. Men de sukker blot. Jeg skulle bare vide. Og det vil jeg jo gerne, jeg går helt hen til dem og spørger dem om livet. De nikker i vinden. Enkelte grene knager. Et suk af en længsel så dyb.
 
Jeg mærker en sælsom genklang. Det er som om jeg genkender det suk. Længslen, der vokser i takt med dagene, hvor jeg går gennem vinteren og følger lyset. Det er koldt, helt ind i sjælen, men jeg varmer mine hænder på en kop te, mens jeg spejder gennem vinduet og ser dem. Rolige. Og de forplanter deres ro til mig. Vi betragter hinanden med indforståethed, som om vi bærer på en fælles hemmelighed.

Og jeg tænker på, at nogen engang plantede de træer. Små bitte træer, der nu har vokset sig store og stærke. Nogen besluttede sig for, at der i skellet skulle vokse træer. Nogen gravede huller og satte de små træer derned. Kastede jord på. Nogen vandede dem og overlod dem så til naturens egen kærlighed. Regnvandet. Lyset. Solen og månen.
Jeg får lyst til at plante et træ. Med min tekop i hånden, der ved køkkenvinduet, beslutter jeg mig for, at jeg, når jorden er klar til at modtage min gave, vil plante et træ eller en busk, som skal vokse sig stor og stærk. Jeg vil vande, gøde og med tålmodig kærlighed vente på, at miraklet sker.

For et træ er som en drøm. Men skal turde drømme den. Plante. Vente. Tålmodigt. Mens vinteren går sin gang og lyset er dæmpet. Mens månen kysser med stjernerne og uglen sidder på sin snegren. Mens lyset drysser fra himlen og spiser af mørket. Mens dagene bliver længere, træerne synger og vinter bliver til vår.
Og så en dag ...
 


4 kommentarer:

  1. Tenk hvor mange lengselsfulle sjeler som har vandret forbi trærne i årenes løp. Tenk alt de har sett, alt de har hørt og fanget opp av tanker, drømmer og håp.

    Tenk all den visdom...
    Jeg elsker trær.
    Prøv å legg en hånd på stammen. Det kan gi deg noe.
    Klem fra ei som snart skal ut til trærne...

    SvarSlet
    Svar
    1. Træer er kloge. Det er jo ikke for ingenting, at begrebet livets træ findes! :) Og ja, tænk hvad de gamle træer har oplevet. Hvis man går helt tæt på og måske endda lægger armen omkring dem, kan man høre deres historier.

      Klem tilbage.

      Slet
  2. Der er noget nærmest magisk ved at plante et træ. Jeg planter for få træer, men det kan jeg jo ændre på :-)

    Håber, din weekend er god og bringer dig lige, hvad du har behov for.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det har du ret i. Det er magisk! Her til morgen nyder jeg solens lys gennem træerne og skyggedans. Flot!

      Håber også at din weekend er nydelig! :)

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.