tirsdag den 15. januar 2013

Som et nyt rum


Jeg havde længe tænkt på det. Jeg ville rydde op i mit arbejdsrum. Store bunker af papir var flyttet med fra det gamle hus. Ting og sager, som jeg ikke havde taget stilling til. Nu lå de bare der og fyldte. I går tog jeg så en rask beslutning. Jeg ville rydde op og muge ud i de mange bunker og i det hele taget.

Jeg lavede mig en god kop te og satte blid musik på. Så tog jeg fat! Papir, gamle sager og masser af støv. Jeg blev grebet af effektivitetens ånd. Siddende på gulvet sorterede jeg og smed ud i stor stil. Fyldte den ene sæk efter den anden.

Pludselig midt i processen, mens jeg sad dér på gulvet, ramte en bølge af sorg mig. Tårerne sprang frem i øjnene. Først forsøgte jeg at ignorere det, men sorgen bølgede videre og tårerne dryppede ned på papir og støv. Jeg måtte gå lidt væk. Satte mig på skrivebordsstolen og så på alt det, jeg havde smidt ud. Lod sorgen flyde igennem mig, mens resten af teen blev kold. Musikken spillede stadigvæk.

Det har jeg aldrig oplevet før. En god proces, jeg ryddede op og blev pludselig så frygtelig ked af det. Trist. Men da den værste følelsesmæssige rutsjebanetur havde lagt sig, kunne jeg mærke en slags lettelse og tænkte, at det i grunden var godt. For der må leve en masse sorg og gamle følelser i de ting, vi ikke får smidt ud, men som ikke længere tjener os. Jeg følte mig i hvert fald stærk overvældet.

Nu er de store plastiksække båret ud af arbejdsrummet og jeg mærker det tydeligt. Her er en helt anden energi. God energi. De ting, jeg beholder, har fået mapper og alle de mange notesbøger bor nu i helt deres egen kasse på gulvet. Senere vil jeg finde et specielt møbel til dem. En lille magisk kommode.

Har du oplevet det? At rydde op og så pludselig blive overmandet af voldsomme følelser af sorg. Tårer, der hjælper med at vaske det gamle væk?

Fremover vil jeg blive bedre til at holde orden i mit arbejdsrum. Og det betyder naturligvis ikke, at jeg ikke må rode, for jeg trives med en vis portion rod omkring mig. Det skal bare ikke have sit eget liv og blive gammelt, uden at jeg har taget stilling til det. Det skal ikke skjule sorg og gamle følelser og det skal på ingen måde tynge mig og den ellers så fine kreative energi. Fremover vil jeg kun gemme det, der virkelig har betydning for mig og min fremtid.

For at få et hjem med glæde og god energi, må man ikke glemme, at hver eneste ting og stykke papir bidrager. Rod stjæler energi. Og så har jeg i øvrigt hørt, at man kunne gå hen og få en bedre økonomi, hvis man har en vis portion orden i sit kaos.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.