torsdag den 24. januar 2013

Sikkerhedens paradoks


 
Det er sådan det er, når man rejser, tænker jeg og beslutter sig for at usikkerheden er en tro følgesvend. Jo, man har lyst til at skubbe den ud over rælingen, men samme sekund man gør det, holder skibet simpelthen op med at sejle. Man strander og må gå i land på den nærmeste kyst. Efterlade sin åndelige bagage og gode intentioner om bord og bare følge den vej, manden på land peger på. Dette er din vej. Gå nu! Og man ved med hele sin sjæl og sit hjerte at det overhovedet er ens vej, men sådan bliver det alligevel, for hvis man ikke vil følges med usikkerheden, så må man føle. Sig fortabt.
Og hvad kan jeg så få i dette land, tænker man og prøver med de positive tanker. En kvinde dukker op, hun bærer på et stor skilt og da hun ser mig, kommer hun springende hen og rækker mig en flyer. Eller rettere sagt, hun skubber den nærmest ind i min hånd. ,Den er til dig,, siger hun, ,kom med denne vej. I dette land tilbyder vi sikkerhed.,

Det lyder jo meget godt, tænker man og husker de mørke nætter om bord på det lille skib. Alene med sig selv og natten. Nætter, hvor man tænkte alle de positive tanker, man havde lært og i øvrigt havde travlt med at citere taknemmeligheder på samme måde, som man terpede syvtabellen i skolen. Jeg er en heldig kvinde. Alene på mit skib, en slags kvindelig ridder af natten, frygter ikke skygger og syvtabeller. Jeg lærer dem at kende, går helt ind og er. Bare mig og min skygge. Vi bliver bedste venner, slyngveninder. Og syvtabellen har jeg for længst lært. Nu er det ottetabellen, det gælder.
Men der er koldt om bord. Alene med mast og lanterne må man i sandhed erkende, at det på mange måder er en lidt ensom færd, denne rejse. Så hvorfor ikke følge med kvinden, der sælger sikkerhed og sundhedssandaler? Det frister og lokker og det dufter af tryghed. Så man følger med og lader helt være med at tænke på det, man forlod om bord. De gode drømme. Friheden. Alt det, hjertet sang om. Nu er hjertet stille. Men kvinden, hun plaprer op og fortæller om alt det gode, der er i sikkerhedens land. Vejen er lagt, man behøver ikke gå i tåge og gå forkert hele tiden. Der findes kun en vej og den har andre skabt. Man skal bare følge i de fodspor, man tydeligt ser i asfalten.

Pludselig kan jeg mærke det. Jeg stopper op midt på vejen, midt i et stort fodspor, hvor tusinder før mig har vandret. Noget prikker til mig. Helt forsigtigt. Jeg står stille, musestille og lytter. Indad. For det er der, stemmen kommer fra. Og jeg kender den efterhånden, lyden af stemmen, der taler om den sandhed, der tilhører sjælen. Jeg er i vildrede.
Mens jeg står på vejen, bliver der skubbet og puffet til mig fra alle sider. Jeg er ikke længere alene. Der er masser af andre mennesker på samme vej, som også vil have en bid af sikkerheden. Det gælder bare om at gå. Så jeg bliver mast til side og står så i vejkanten og ser dem gå forbi. Tilsyneladende målrettede, med blikkene stift rettet mod fodspor og vejskilte. Denne vej til sikkerhed. Garanti. Tryghed. Det gælder bare om at komme først!
Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre og beslutter mig for at lytte til det, som stemmen siger. Jeg må gå helt væk fra vejen og sætter mig forsigtigt i grøftekanten. Der dufter af blomster, den slags, der kun gror i grøftekanter og levende hegn. Den slags, der boltrer sig og er helt deres egen. Den slags, der lever af frihed og regnvejr. Jeg betragter de smukke valmuer og smørblomster. De dybe farver, den intense måde, hvorpå de lever deres blomsterliv. Jeg lægger mig forsigtigt midt i stilhedens dans. Der midt i grøftekanten. Og det står mig klart, at jeg ikke længere kan ses fra vejen. Jeg er igen alene.

,Visse vasse', siger en valmue og knejser med sit smukke hoved, 'det er du da ikke. Du har os!'
'Har jeg jer?' Jeg smiler venligt til den fine valmue, mens mit ego samtidig ryster på hovedet. 'Det er sødt af dig, men altså … du er jo bare en blomst!'

Nu er det valmuens tur til at ryste på hovedet. Og det gør den med sådan en kraft, at et af dens orange blade falder af. Det lander på mit bryst.
'Nu skal jeg fortælle dig en historie', siger valmuen og jeg nikker. For mit hjerte siger jeg skal. Blive. Ligge. Lytte. For valmuen har noget at fortælle mig, noget vigtigt, som jeg bør vide, inden jeg fortsætter med at følge i fodspor, jeg egentlig ikke aner hvor fører hen. Historien handler om sikkerhedens paradoks.

Billedet er malet af den gode Jessie Lilac.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.