fredag den 4. januar 2013

Samtale med Januar




 
Vi står op i mørke. Det føles som nat, der er ingen skygger, bare et sort tæppe af søvn og lyst til at blive. Den første kop kaffe gør underværker. Det er vigtigt med en rolig start på dagen, vi sidder sammen ved køkkenbordet, siger ikke så meget, men nyder bare at vågne langsomt i stearinlysets skær. Så begynder lyset at gøre sin entre, træerne kommer til syne, som store sorte silhuetter mod den endnu dystre morgenhimmel. Lyden af vinden er vores morgenmusik, den rusker i huset og i træernes grene. Gårdspladsen er fuld af store vandpytter og små kanaler, der bringer tankerne til Venedig. Åh at sejle ned af Venedigs kanaler en stille morgenstund. Jeg falder i staver. Drømmer.
En våd hundesnude bringer mig tilbage til nuet. Jeg klapper åndsfraværende det smukke hoved, der har stukket sin snude ind i min hånd. Smiler. Og da vi rejser os og tager tøj på for at traske en tur med hundene ud over markerne, ser jeg, at dagen har taget farver på. I anstændigt tempo stiger solen op i øst, rejser sig langsomt, strækker sig dovent. En rødlig tone følger. Orange. Og selvom det blæser og køligheden næsten når helt ind i sjælen, må jeg overgive mig til det enestående nu. Det bliver en fin dag, hvisker en stemme i mit indre. En smuk dag. Og jeg ved, at jeg har ubevidst har truffet et valg om at gøre denne første fredag i januar til noget ganske særligt. Medskaber som jeg er, kan jeg vælge de farver, jeg ønsker at male med. Jeg kan beslutte mig for, hvilket humør jeg vil være i og hvordan jeg vil møde verden.

Det er så let at lade sig forføre af en stemning. Har du lagt mærke til, hvor mange stemninger og følelser, der opstår i løbet af en dag? ’Om jeg har’, nikker Januar, som selvfølgelig sidder her ved min side og slubrer kaffe, mens hun nysgerrig stikker sin næsetip frem, ’jeg er en sand stemningsmester! Jeg lader mig påvirke af vind og vejr, skovtrolde og underjordiske gudinder’. Jeg ser forundret på hende. Hendes drilske smil rammer mig og jeg ler. ’Men er det ikke sandt, Januar, er det ikke nemt at lade sig forføre af en følelse? Det er som om en bølge vælter ind over ind og man rives med. Helt uden surfbræt og redningsvest. Det er så let af drive til havs med dårligt humør i kølvandet’. Hun nikker. Kender det godt. Og gør vi ikke alle det?
På det seneste har jeg deltaget i et eksperiment. Ja, det er selvfølgelig noget, jeg har læst og studeret og endelig er det lykkedes mig at mestre det. Til dels. Når en følelse opstår, så møder jeg den med nysgerrighed. Hvad handler den om og hvor kommer den fra? Som oftest kan jeg konkludere, at den opstår, fordi jeg har mit fokus et sted, hvor hjertet ikke er med. Nogle siger, at følelserne er sjælens sprog og i så fald er en følelse jo et signal til os om, hvordan vi har det. Det er ikke et billede af, hvad vi er. Vi er hverken vores følelser eller tanker og det er værd at huske. Du er meget mere end en forbigående stemning. Byd følelsen velkommen og lad den gå. Lad den sive forbi som en salig vind. Kys den farvel. Men forsøg ikke at flygt og tro ikke, at du kan bekæmpe den. Al kamp giver fokus til det, man ikke ønsker sig. Det er nemmere sagt en gjort, men jeg forsøger!

’Det gør jeg også’, siger Januar. ’Ved du, på et tidspunkt var der nogen, som fortalte mig, at jeg var en trist måned. Og jeg troede på det i lang tid. Jeg er trist. Jeg blev indbegrebet af tristhed, jeg krøb langs husmuren og forsøgte at gemme mig selv væk. Der var jo alligevel ingen, der kunne lide mig, for jeg var så trist. Jeg ønskede mig sådan at blive elsket, men troede ikke, at jeg var værdig til kærlighed. Jeg var en kold måned. En slags isdronning på et skummelt slot med hæslige tårne og en tilfrosset voldgrav. Der sad jeg mutters alene en forestilling, der handlede om, at jeg var forhadt. Noget, der skulle overstås. December var taget af sted, den elskede diva med Jupiter, julelys, gløgg og gaveregn. Alle elsker hende og at skulle træde ind på scenen efter hendes storslående bifald er dømt til at blive en slags tragisk parodi. Julelys slukkes, træer bæres ud, folk går på slankekur og har travlt med at lave forsæt om alt det, de ønsker anderledes i det nye år. Og for hver eneste fiasko, de oplever på den kurs, fik jeg skylden. Isdronningen. Det er min skyld, mørket, tristheden, det kolde vejr og det faktum, at der er alt for længe til sommer. Sådan forestillede jeg mig i hvert fald, at det var og sådan blev jeg. Januar. Den kedeligste måned på hele året. Det sorte får. Skyggen.
’Åh Januar, nu bliver jeg helt ked af det’, udbryder jeg og giver hende et knus. Jeg synes du er elskelig og jeg kan mærke, at du er moden og erfaren måned med masser at give. Din visdom er et smukt smykke, du bærer om din hals. Du skal ikke være trist!’

’Jamen, jeg er ikke trist’, trøster hun og giver mig et januarkys. ’Ikke længere. For jeg lærte jo på et tidspunkt, at jeg hverken er mine følelser eller mine tanker. Jeg havde skabt et billede af, hvem jeg var og det levede jeg efter. Jeg havde helt glemt at se og mærke efter. Troede bare at det var sådan. Og fordi jeg selv troede på, gav jeg troen videre til alle mennesker. Januar er trist. Men det er hun ikke! Se bare her!’
Hun rejser sig og drejer rundt i den smukkeste piruette, verden endnu har set. Og jeg opdager, at hun har en orangerød kjole på i samme farve som solopgangen, gjort af den skønneste silke. Jeg ser, at hun har sat sit hår op og for hver gang hun drejer rundt om sig selv, opdager jeg, hvor fin og unik hun er. Et suk af kærlighed fylder mit hjerte og løber forsigtigt over. En tåre.

Jeg kan pludselig mærke, at det bliver en god dag. Og en flot måned, ikke mindst. Årets første. Der er nye veje i horisonten og solopgange, der skal nydes. Morgener ved stearinlysets skær og siden det første skarpe lys, når dagene bliver længere. Har du tænkt på, at vi går mod lysere tider og at Januar er vores første rejseleder? Det går op for mig, at jeg ikke kan få en bedre guide på min vej videre.
’Jeg synes ikke, at du var noget særligt’, indrømmer jeg. ’Ja, måske tænkte jeg, at du var lidt trist og at jeg bare skulle se at komme helskindet gennem dig.’

Hun smiler, en smule sørgmodigt, for det er jo i grunden ganske sørgeligt, at vi bilder os selv sådan noget ind. Om os selv og hinanden.
’Men nu er det anderledes!’ Hun nikker og smiler glad. ’Jeg har nemlig lært at elske mig selv. Jeg har lært at sætte pris på den jeg er, og jeg har ingen ønsker om at ligne hverken Juli eller December. Jeg er helt min egen!’

Solen danser i horisonten og gnider sig kælent mod en sky. Kaffen er næsten drukket og en god fredag er i gang. Den første fredag i januar, den første fredag i resten af dit liv. Gør den til noget specielt!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.