tirsdag den 8. januar 2013

På morgenens hav



Hun ser, at jeg sidder og stirrer ud af vinduet. Januar. Som en vind i regndisen træder hun ind i rummet og med sikker hånd tænder hun skrivelyset på chatollet. Ser på mig med et spørgende blik. Behøver ikke at sige noget. Så går hun hen til vinduet og forsøger at fange det, mit blik hviler på. Den disede horisont. Fuglene. De øverste grene på træerne som fingre udstrakt mod himlen. Dråber. Med hovedet lidt på skrå lytter hun til regnmusikkens melodi. Sådan forbliver vi lidt. Hun stående ved vinduet, jeg her ved skrivebordet med resterne af min kaffe. Ankommet til morgen. Tøvende. Tavs.
Egentlig vil jeg gerne sige noget, men jeg finder ikke ord. De bliver i mit hoved. Og sådan er det nogle gange. Så må man vente tålmodigt, til de begynder at røre på sig og gøre opmærksom på, at de er parate til at blive til noget mere. Ord. På en skærm. Et stykke papir. Ord, som deles og gives videre.

Jeg filosoferer lidt over vejen. Hjertevejen. Og over, hvordan man ofte synes at komme ud på en ganske snoet og ufremkommelig vej. Tilsyneladende. Men jeg har læst et sted, at hvis du ser sin vej åben og klar foran dig, så er det slet ikke din vej.  Efterhånden tror jeg, at det er sandt.
I disse dage er jeg ved at samle puslespilsbrikker. Og nogle af dem har ikke direkte forbindelse til min egentlige drøm, men jeg kan se, at de er nødvendigt, for at alle brikkerne skal tegne et sammenhængende billede. Men det, der er vigtigt for mig, når jeg lægger de brikker, er, at de føles godt i maven. De skal ikke være et surt kompromis og de skal ikke gøre billedet grimt. Det skal ligne noget og det skal føles godt. Og nogle brikker er midlertidige. De kan senere erstattes af hjertebrikker, som drømmen materialiserer sig.

Et møde i går. En samtale. Vejen videre mod ukendte kyster, små stop under vejs. Båden gynger forsigtigt på morgenens hav. Og jeg er om bord.
’På morgenens hav er alting nyt’, siger Januar pludselig og vender sig om. Smilende. Eftertænksom. En tankelæser. Hun nikker. Jeg ved, at hun har ret.

Husk at fejre de små skridt. Hvert skridt har betydning. Også dem, der tilsyneladende fører en af omveje, som så viser sig at være vejen mod den dør, du ved.

2 kommentarer:

  1. Det lyder spændende med puslespilsbrikkerne du er ved at samle. Ja man skal nogle gange ud på en omvej før man finder den rette vej. Håber du er godt på vej mod den rette vej for dig :) Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Anette. Og måske viser det sig endda, at omvejen er selveste vejen. Man ved aldrig! ;)

      Knus.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.