Og valmuen talte

Så ligger jeg der i grøften ved siden af en valmue, mens en strøm af mennesker går forbi på vejen derude. De ser mig ikke og de ser heller ikke de smukke blomster i grøftekanten. Og hvad mere er, de hører ikke valmuen tale. Men det gør jeg. Måske tænker du, at jeg er vågnet i en drøm. Eller at jeg er blevet småskør. Mindst! Men sandheden er at der findes en anden sandhed og det er den, den smukke valmue nu fortæller mig om.

Det orange kronblad ligger stadig på mit venstre bryst. Jeg lægger hånden på det og ved instinktiv, at jeg har lagt hånden på hjertet. Så lukker jeg mine øjne og trækker vejret dybt, mens jeg lytter til de ord, min nye valmueven siger. Jeg skal anstrenge mig lidt, for valmuer taler ikke så højt. De råber ikke! Nej, for så ville alle deres smukke blade falde af og der er jo ingen, der ønsker at miste deres pragt. Heller ikke valmuer! Så den står ganske stille og svajer i vinden, mens den fortæller sin historie.

'Der findes et alternativ til vejen derude', siger den og peger med sin usynlige finger derhen, hvor mennesker myldrer forbi. 'Og inden du afbryder mig, vil jeg skynde mig at fortælle dig en hemmelighed. Der findes slet ikke noget, der hedder sikkerhed! Det er en menneskeskabt myte. Ingen er sikre, hvis de søger sandheden og vejen uden for sig selv. Det findes simpelthen ikke. Men behovet for sikkerhed og tryghed er så stor i mennesker, at de vælger at tro på, at de en dag vil finde sikkerheden. Og på mange måder bliver sikkerheden deres pejlemærke. Et slags kompas. De kalder det måske noget andet, men det er i bund og grund det samme, det handler om. Mennesker søger tryghed og kærlighed uden for sig selv. Og så farer de vild!'

Valmuen ånder og sender sin duft med brisen. Den rammer min næse og det kildrer i mine næsebor. Jeg smiler, kan jeg mærke, de fine hår danser til duften af valmuevisdom. Det føles godt. Jeg sukker og trækker endnu engang vejret dybt, mens jeg forsigtigt spiser af valmuens ord. Et af gangen.

'Alle mennesker vil have sikkerhed, men sikkerhed er et paradoks. For ingen vil finde lykken i sikkerheden. Sikkerheden er som en slags hule, hvor man kan gemme sig for livet. Håbe, at ingen kommer forbi og puster den omkuld, den skrøbelige hule gjort af fløjsillusion.'

'Mennesker tror, at det eneste liv, der findes, er det på vejen derude. Vejen mod sikkerhed. De tror på de skilte, der lover guld og grønne skove med træer gjort af tryghed. Og træer er trygge', tilføjer valmuen og ser snu ud, 'men det er kun fordi de hviler i sig selv og har forbindelse til alt, hvad der er.'

En kunstpause opstår. Jeg rejser mig op på albuen og stirrer intenst på valmuen. Den står helt tæt på mig og jeg kan se, hvor smuk den er, dens fine dens linjer og buer, de orangerøde kronblade som silkestof, den stolte stilk. Jeg kigger direkte ind i selve skønheden. En bølge af velvære ruller ind over mig og jeg er nær ved at glemme det spørgsmål, jeg ville stille. Jeg er faktisk ved at boble over af spørgsmål til den kloge blomst dér i grøftekanten.  Samtidig bliver jeg i tvivl. Som sædvanlig. Kan jeg tillade mig at stille spørgsmål, afbryde og måske være med til at få valmuen på afveje? Så tager jeg chancen.

’Hvad med tryghed? Spørger jeg forsigtigt. Handler det ikke om at være tryg?

’Det kommer så sandelig an på, hvordan du definerer tryghed’, svarer valmuen og ser pludselig helt autoritær ud. Ranker sig på sin stilk og kigger mig direkte i øjnene. ’Hvad er tryghed for dig?’

Nu er jeg på skolebænken! Jeg mærker suget i maven, et snert af præstationsangst, jeg vil jo gerne svare rigtig på spørgsmålet eller i hvert fald sige noget, der gør valmuen glad.

’Tryghed’, summer jeg, ’jamen det er noget med at føle sig sikker. Sikker, så man kan sove godt om natten og ikke vågner op badet i sved, jamrende ved tanken om alt det, der kan gå galt.’

’Aha! Så tryghed for dig er at vide, at alting er godt og bliver ved med at være det. Men hvis du altid frygter og forventer, at noget dårligt vil ske, hvordan tror du så, at det gode skal komme til?

Jeg ryster på hovedet og vågner. Så det var altså bare en drøm! Der findes slet ikke talende valmuer og sommerlige grøftekanter her midt i vinteren. Men der findes da sikkerhed. Og tryghed. Eller gør der?

Fortsættelse følger! God fredag :)

Du kan læse første del af historien her.