fredag den 11. januar 2013

Kvinde i båd


Jeg ved ikke på forhånd, hvad der kommer. Jeg går gennem mørket ind på mit arbejdsværelset og tænder skrivebordslampen. Så finder jeg tændstikkerne frem. Nu blafrer de små lys i vindueskarmen og Filosoffen og Skytsenglen dukker op i vintermørket. Stille står de der og betragter dagen. Helt rolige, mens lyset står op i horisonten. Der er faldet lidt sne i løbet af natten, små fnug, der næsten ligner dun. Jeg skutter mig uvilkårligt og tager en slurk af min blåbærte. Senere, tænker jeg optimistisk, vil jeg løbe mig en tur i det kolde vejr. Bare en lille en.
Døren åbner sig, Januar stikker hovedet ind, håret danser vildt om hendes ansigt. Hun er lige stået op. Denne morgen var det mig, der gjorde kaffen klar og jeg ser, at hun har forsynet sig. Hun har en kop i hånden, dampen stiger til vejrs og jeg kommer til at tænke på Aladdins lampe. Tænk hvis der var en ånd i sådan en kop kaffe. Her går vi og tror, at det bare er en kop med ganske almindelig kaffe og så bor der i virkeligheden en ånd dér i det brune bryg. En ånd, som opfylder ønsker. Jeg smiler og hun ser på mig. Januar. Kigger på koppen og smiler med, nikker. Hun kan godt lide tanken.

Hun finder en pude og sætter sig på gulvet. Placerer koppen ved siden af sig. Vil du ikke have en stol, der er da koldt der på gulvet, men hun ryster bare på hovedet og tager sit kloge udtryk på. Og eftersom det er hende, der er tankelæser, ikke jeg, beder jeg hende utålmodigt og uden ord at indvie mig i de tanker, der får hende til at ligne en slags professor.
’Den menneskelige bevidsthed er som en lille båd på et stort hav af ubevidst information’, siger hun og ser på mig over brillekanten. ’Alle mennesker har et væld af ubrugte ressourcer og selvhelbredende kræfter i sig’!

’Det tror jeg faktisk på, Januar’, siger jeg og nikker ivrigt. ’Det er vand på min mølle! Men jeg er bare lidt usikker på, hvordan man skal nærme sig alt det, man tror, man ikke ved og kan. Måske kan du kaste lys over det, kære Januar, du kloge kvindemåned?’
Hun smiler, jeg smigrer hende, hvem kan ikke lidt en frisk kompliment? Og hvem vil ikke gerne finde lidt varme på sådan en kold vintermorgen, hvor lysets kølighed nu træder frem på himlen som en projektør?

’Man tager sin lille båd’, siger hun og giver sig god tid. Jeg kan mærke utålmodigheden danse i min krop. Det prikker og stikker som en lille mand med sylespidse nåle. ’Man tager sin lille båd og sætter den i vandet. Så sætter man sig i båden og ror ud på det åbne hav. I starten kan man stadig se kysten og alting er velkendt. Man får impulser, lyst til at vende om, egoet fortæller ind om alle de begrænsninger, man har. Gamle historier om, hvordan man ikke slår til og hvordan man som den skomager, man nu er, skal blive ved sin læst. Det man kender. Ved. Og man bliver bange, hjertet slår hårdt i brystet og eftersom man nu er lidt længere ude på havet, begynder bølgerne at slå faretruende mod bådens ræling. Man fortæller sig selv at båden er skrøbelig. Og egoet nikker, frydefuldt og udstøder hånlige lyde med spyt i kølvandet.

Hun holder en lille kunstpause og drikker af kaffen. Lillefingeren stritter koket. Jeg sidder fuldstændig stille, hele min opmærksomhed er rettet mod hendes historie. Jeg kan mærke bølgerne, kulden, der når helt ind i sjælen. Angsten, der rejser sig som bølgerne. Og jeg kan mærke den dér lyst til at vende om. Men jeg er også nysgerrig. Og denne gang bliver det min nysgerrighed, der skal redde mig. Det ved jeg! For kan det virkelig passe, at vi er så meget mere end vi går og tror? At vi rummer en hel skattekiste af visdom i os selv og at vores formåen rækker meget længere, end det hånende ego fortæller os?

Januar nikker.
’Man bliver i sin båd. Man fortsætter med at ro og når egoet råber allerhøjest, retter man sit blik mod horisonten. Nu er der ingen kyst at se. Man er alene på åbent hav. Det er koldt, det bliver nat og der er timer, hvor man tror, at det er ude med en. Man dør. Og det gør man på en måde’, smiler hun, ’for noget skal dø, for at noget andet kan leve. Gamle overbevisninger. Tanker, man ikke kan bruge. ’

’Men hvordan får man så kontakt? Jeg snubler over ordene, ivrig efter at vide mere. For jeg ser det jo. Jeg er den kvinde, der nu sejler på havet af ubevidst information. Jeg har forladt kysten. Det er koldt, mørkt, det er vinter, jeg er en smule forkølet, mit ego har mange gode historier, men jeg har lært ikke at lytte alt for meget. Min nysgerrighed. Min nysgerrighed skal redde mig. Min tro på, at der er noget andet, så meget mere, og hvad det er, det vil jeg gerne vide. Møde. Så jeg bliver siddende i båden, der til tider vipper faretruende, mens hajer og andre dyr med hugtænder smasker højlydt ved tanken om den lækkerbisken, jeg er.

Kvinde i båd.
Alene og våd.


Ordene former sig i mig som en slags sang. Jeg smiler uvilkårligt. For der noget spændende ved ikke at vide besked. Og der er også noget enormt irriterende ved det faktum, at Januar tilsyneladende ved noget, jeg ikke ved. Måske kan jeg lære mere af hende, mens hun er her. Jeg mener, vi er trods alt kun nået til hendes tiende dag. Vi har masser af tid. Jeg beslutter mig for at lægge en snedig plan, så jeg kan få mest mulig information ud af hende, inden hun forlader gæsteværelset og giver sengen videre til Februar.

2 kommentarer:

  1. så fint det er å komme på besøk til deg og ordene dine... som å komme hjem...
    jeg er fortsatt i Kina - her blir jeg ut desember. ja, jeg skal hjem på besøk... også får jeg besøk... blant annet av gode bloggvenner jeg nesten ikke kjenner - det er ekstra hyggelig ; )
    jeg er god til å nyte hver dag
    Jeg håper at du har det bra - lev og nyt min venn ❤

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har det fint, tak! :) Så dejligt at du kom på besøg her igen!

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.