torsdag den 31. januar 2013

Honningord og tryghed



Jeg ryster på hovedet og vågner. Så det var altså bare en drøm! Der findes slet ikke talende valmuer og sommerlige grøftekanter her midt i vinteren. Men der findes da sikkerhed. Og tryghed. Eller gør der?
Jeg har tænkt over spørgsmålene i dagevis. Dem, jeg havde til valmuen og som den velvilligt svarede på. Med flere spørgsmål. Men eftersom jeg har lært, at svaret gemmer sig et sted i spørgsmålet, bliver jeg ikke som tidligere irriteret over, at mine egne dybfølte spørgsmål, som jeg hungrer efter at få svar på, blot bliver returneret i form af endnu et spørgsmål. Jeg sukker selvfølgelig og mærker et øjebliks snert af utålmodighed og irritation. Men så forsvinder det. Tilbage er spørgsmålet. Langsomt sejler det i vinden, laver saltomortaler i luften og lander ligeså fint som en sommerblomst på græsset ved siden af mig.

Måske spørger du nu, om jeg stadig befinder mig i grøftekanten. For altså, jeg vågnede jo og opdagede, at det hele bare var en drøm. Gjorde jeg ikke? Vågnede og konkluderede at der hverken findes talende valmuer eller sikkerhed.
Det ene er sandt. Det andet er en sandhed med syngende modifikationer. Valmuer kan faktisk tale! De har deres eget sprog, men hvis man lægger sig ned i græsset og er helt stille, kan man begynde at mærke det. For sproget er en følelse. Noget, der opstår i stilhed og sommervind. Og hvis man er endnu mere stille og opmærksom, med al sin nærvær i nuet, så kan man faktisk høre den. Valmuens stemme. Og instinktivt ved man, hvad den siger, for i samme sekund opdager man, at man faktisk kan det sprog.

Jeg beslutter mig at blive liggende lidt i grøften med lukkede øjne, mens jeg lytter til valmuen. Og nu taler den ikke mere, nu synger den. En blid vise med ord som honning, sød, dryppende og smeltende i sommervarmen. De rammer mine læber, honningordene, og jeg smager forsigtigt på dem med tungespidsen. Trækker vejret dybt og indser, at jeg forstår. Eller rettere sagt, noget i mig forstår. Og i samme øjeblik længes jeg ikke mere efter sikkerhed.
For hvad er sikkerhed og tryghed andet end et vakkelvornt hus gjort af pindebrænde? En illusion, som vi varmer os ved, når vinden blæser. Håber, at vinden går uden om vores hus, drejer af i sidste øjeblik og ja, selvfølgelig håber vi ikke, at den begynder at æde af naboens brændehytte i stedet for, men vi ånder lettet op hvor eneste gang, den går vores skrøbelige tryghedshus forbi. Valmuen sagde, at sikkerhed er et paradoks. En slags hule, hvor man kan gemme sig for livet. De ord ramte mig som en kærlig lussing. Jeg vågnede med et sæt, åbnede et kort øjeblik mine øjne og mærkede angstens sved på min pande og i mit mellemgulv.

Hvis nu vi antager, at valmuen har ret. Hvad så? Hvad skal vi så gøre? Og nu står den der og smiler, den smukke orangerøde valmue, dansende i sommervinden. Den har fundet sit svar.
Tiden er kommet til, at jeg skal finde mit svar. Hvad vælger jeg? Tryghed, sikkerhed eller at leve livet efter hjerte og bedste evne? Fra øjeblik til øjeblik med kærlig tro på, at alting vil ordne sig på bedste vis.

I nuet, i dette øjeblik, er alting jo perfekt. Så hvordan skal fremtiden kunne komme mig i møde med alt det gode, jeg ønsker mig, hvis jeg frygter det værste og dermed bliver en ubevidst magnet for tilfældigheder og noget, jeg egentlig ikke ønskede mig? Jeg er lidt hård ved mig selv i min formulering, men jeg skal kunne forstå det her! Valmuen nikker.
’Jeg tror at noget er ved at dæmre i dig’, siger den og vender sig om, for en anden blomst af samme art har prikket den på stilken og vil i dialog. Velvilligt går den ind i samtalen og sammen begynder de en slags kommunikationsdans. Blidt vugger de i vinden og duften af deres særlige skønhed rammer mig som en kugle af glæde. Borer sig ind i mit hjerte og sætter sig fast. Jeg mærker at jeg smiler.

På forunderligvis føler jeg mig tryg midt i usikkerhedens dans.
De forrige afsnit af den lille valmuehistorie kan du læse her og her :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.