onsdag den 2. januar 2013

Bænken



Giv dig tid. Sæt dig på gode bænke og lyt til stilheden og vindens sang. Lad svarene komme til dig og lad livet udfolde sig som en smuk blomst.
For et stykke tid siden læste jeg Shirley MacLaines bog om Caminoen. Den skulle ende med at få større betydning for mig, end jeg havde drømt om. Det var sommer og jeg sad for det meste i haven og læste. Når jeg tænker på bogen, ordene og den visdom, hun delte med mig, kan jeg dufte blomsterne og høre bierne summe. Jeg kan mærke varmen på min hud og bliver døsig på en afslappende måde. Jeg kan huske den genklag, ordene vakte, hvordan jeg frydede mig over pludselig at få svar på noget, jeg havde undret mig over og tavst spurgt om. Svarene kom via bogen om Caminoen og jeg sammenlignede uvilkårligt Shirley MacLaines fysiske vandretur på Caminoen med min egen rejse. Min åndelige Camino.

I starten af bogen fortæller SM om sine forberedelser til vandreturen. Hun beslutter sig for at holde en generalprøve og pakker en forholdsvis tung rygsæk. Hun kører ud til en rute et sted i Californien, som hun kender i forvejen. Dér skal generalprøven finde sted. Hun vil prøve at nå et godt stykke op af stien til en bænk, hvor hun så kan sætte sig og hvile. Hun begynder at gå med bænken i tankerne. Hun er målrettet og fokuseret, tænker på bænken og går og går. Mens hun vandrer i solen, tænker hun over, hvor målorienteret, hun egentlig er. Og hun ved, at når hun sætter sig noget for, så gennemfører hun som regel. Ja, faktisk er hun så fokuseret på sit mål, at det ofte helliger de midler, hun må anvende for at nå målet. Så hun går, tænker på bænken, føler sig stærk og ekstremt målrettet. Men det er meget varmt, hun er tørstig og vandreturen ender med at blive en slags kamp. På et tidspunkt må hun standse udmattet op og er ved at opgive, i hvert fald mentalt. Så går det op for hende, at hun for længst har passeret den bænk, der var hendes mål. Hun har præsteret, men hun har præsteret på en overdreven måde, der gør, at hun helt har overset sit egentlige mål. Hun havde holdt sig adskilt fra den vej, hun befandt sig på, ledt af sin intense længsel efter at nå målet.

Hun er skuffet over sig selv, men vælger at tage ved lære af oplevelsen. Hun forstår instinktivt, at der findes en anden form for succes, end den, hun valgte at gå efter. Men erkender, at det måske var nødvendigt at kende den for at vide, at den anden findes. Der findes en anden vej. En vej, hvor nærvær er i fokus. Hvor man ser sig omkring, oplever og er tilpas nysgerrig til at udforske og nyde det, man møder på sin vej. Hvis man er så fokuseret på sit egentlige mål, overser man ofte muligheder, der byder sig til, mens man stakåndet og med stift blik går forbi. Ja, måske overser man endda sit egentlige mål, fordi man er så fokuseret på, hvordan det vil se ud og være.
Siden jeg læste bogen om Caminoen, har jeg tænkt på bænken mange gange. Den er blevet en del af min bevidsthed. Og hver eneste gang, jeg selv er ude at gå og ser en bænk, får jeg lyst til at sætte mig og reflektere. Den slags bænke i naturen, i skoven, parken eller ved en sø, giver mig et stik af indsigt. Måske har jeg travlt, måske er det koldt eller jeg har bare hovedet fuld af andre ting, men hvad ville der ske, hvis jeg satte mig ned på bænken? Lod tankerne hvile og bare sad som en del af det større billede? For er det virkelig nødvendigt altid at være på farten, jage af sted og sætte sig så langsigtede mål, at man helt glemmer at nyde turen og alt det smukke, der dukker op undervejs? Hvad hvis skatten slet ikke befinder sig for enden af regnbuen, men under bænken ved søen? Hvad hvis en hemmelig ånd med svaret på et vigtigt spørgsmål bare venter under søens overflade, venter på, at du skal sætte sig og lytte, så den kan fortælle dig noget, der vil kilde dine øregange og give dig åndenød af lykke?

Det er godt at have gode mål. Faktisk er det vigtigt. Man skal vide, hvad man ønsker sig af livet, man skal drømme stort og mærke hvor godt det føles, når man lytter til hjertets tale. Men ofte vil man gøre sig den erfaring, at de større mål opløses efterhånden som man nærmer sig. For tingene ændrer sig undervejs, man får ny viden og visdom, der gør, at man ikke længere stræber efter det samme, som man gjorde, da man satte ud på sin rejse. Nye mål opstår og drømme skifter farve.
For mig er bænken blevet et symbol på det. At turde sætte sig og tage imod. Lytte. Tage en pause, reflektere lidt og lade livet komme.

4 kommentarer:

  1. Kære Lene, sikke fine betragtninger. Smukt. om bænken eller bænke i det hele taget, så sætter jeg mig. Har særlig en som jeg ofte kommer til når jeg er ude at løbe. Men, jeg sætter mig. Med udsigt over en stor græsplæne og da bænken ligger lidt højt er det en sand gave for sjælen at sidde der. Og mærke, tænke eller bare fornemme tomheden og stilhede. Der kommer svaren ofte, på et eller andet jeg tumler med.
    Vigtigt med pauserne på rejsen gennem livet og blot gennem dagen.
    Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Helt enig, pauserne er vigtigere end vi tror! :)
      Godt nytår til dig. Knus.

      Slet
  2. Jeg har en forkærlighed for bænke - og især bænke med udsigt. Jeg kan næsten ikke lade dem være, men skal lige hen og sidde lidt. Falde i staver og blive tanketom. Det har man så godt af... :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det har man nemlig rigtig godt af! Bænke med udsigt er skabt til det! :)

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.