onsdag den 16. januar 2013

Blå is og gode drømme

 
Iskold, smuk og blå. Morgenen er ankommet indhyllet i kulde.  Alt er hvidt derude, forvandlet til et magisk eventyrland.
 
Vi vandrede gennem det blå istæppe med knirkende skridt og frost i næseborene.  Ånde af frysende iskrystaller. Kulden lå som en hvid dis og dækkede hver en plet. Sådan kan vinteren også være. Måske en smule ekstremt, men dette er mit yndlingsvintervejr. Helt rent. Naturen klæder sig i pastelfarver og gør sig særligt umage, for vi mennesker kan godt blive lidt triste her i januar. Julen er forbi, vi fortæller os selv, at det er et nyt år med nye muligheder, men mørket har magt. Det tynger os og sætter os på prøve. Der er ingen steder at flygte hen, foråret ligger langt ude i horisonten og kan ikke engang skimtes, om så vi stod på en trappestige med kikkert og himmeludsigt. Bliv i vinteren, hvisker tavse stemmer. Måske er der noget, du skal lære.
 
Jeg er begyndt at have sympati for vinteren. På forunderlig vis er det som om den har afsløret en lille hemmelig for mig. Bare en flig, et glimt af noget, men jeg kan mærke det helt ind i sjælen. Og måske skyldes det Januar, som hver eneste dag kigger forbi mit arbejdsrum og minder mig om, at alting har sin tid. Jeg holder af hende og kunne ikke drømme om at ønske hende hen, hvor peberet gror. Hver eneste dag lærer hun mig noget nyt. Lyt, siger hun, lyt til vinterens sang. Hør hvordan frosten synger. Se, hvordan træerne står musestille, frysende i vinterfrakker, vel vidende at de igen vil blomstre, når foråret kommer. Men de længes ikke efter at springe ud, før det er tid. De venter. Tålmodige. Og lige nu er de guddommeligt smukke i deres overtøj af frost og iskrystaller.

I dag vil jeg være som et træ. Klæde mig i glimtende iskrystaller. Gå direkte ind i vintereventyret af den port, jeg ser foran mig. Den knirker, da jeg skubber til den. Så åbner den sig.
 
Nye veje venter. Foran mig ligger endeløse stier med nyfalden sti. Jeg er den første, som går her. Forsigtigt tager jeg et skridt og så et til. Vender mig om og ser mine fodspor i sneen. Så velformede og perfekte. Jeg træder varsomt videre. Standser. Ser op. Trækker vejret dybt. Mærker, hvordan fugten i næseborene bliver til is.
Så hører jeg hende bag mig. Med majestætisk ro når hun op på siden af mig. Januar. Stikker sin arm under min. Planter et kys på min kind. Også det fryser til is, jeg forestiller mig, hvordan aftrykket af hendes læber nu sidder på min kind som en smuk is tatovering. Jeg smiler. Opdager, at nuet er helt perfekt og at morgenen er gjort af blå is og gode drømme.

6 kommentarer:

  1. Skøn morgen med blå is og gode drømme. Fulgte i dine fodspor, som en blind passager. Drømte mig ud i den frostklare morgen og nød at følges med dig, mens min fysiske krop lå hjemme på sofaen og passede på maven og den lille havfrue. Tak for turen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor skønt at du var med på turen. Så var det dig, jeg hørte, dig og prinsessen, som med forsigtige skridt i sneen fulgte efter. Det var en god tur! :)

      Slet
  2. Nogle morgener fortæller bare mere.....tak for turen..ud i det. her er der sol og lys.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, selv tak og ja. Det gør godt at lytte til morgenen! :)

      Slet
  3. Åh, det lyder dejligt, dit vintereventyr. Der er ikke noget som frosne kviste og sprøde blomsterblade under træernes grene. Jeg elsker også vintertiden - i hvert fald når der er ild i pejsen... ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh ja, ild i pejsen! Desværre har vi ingen pejs, kun en smuk gammel brændeovn, som desværre ikke kan tændes. Men synet er flot! :)

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.