tirsdag den 31. december 2013

Hjertevolapyk


 
Lyset danser gennem vinduerne på årets sidste dag. Der sidder en kvinde ved skrivebordet. På hendes venstre side står en rød kop. Hun ser solen glide gennem vinduerne og rammer de dansende fingrene, bogstaver og ord. Lyset danner skygger og pludselig opstår der musik. Kontraster. Det er den sidste dag i det gamle år og hun samler det sammen, der skal med ind i det nye år. Forsigtigt pakker hun det ind og binder smukke bånd omkring pakkerne. Gaver til hende selv. Gaver til hjertet.
Jeg fik en kommentar til mit indlæg i går, som jeg har tænkt en del over. Henriette skrev, at det ikke er altid hovedet forstår det, jeg skriver, men at hjertet for det meste forstår. Og jeg tænkte på, om jeg mon skriver utydeligt? Men så gik det op for mig. Hovedet og hjertet taler ikke altid samme sprog. Det er ikke altid hovedet forstår hjertets sprog og det er slet ikke altid, at hjertets grunde og logik giver mening for sindet. Sindet er rationelt, tænkende og analyserende. Det ønsker at forstå. Det elsker facts og så har det ofte fokus på produktet. Hvad er dette? Og så ønsker sindet for alt i verden at sætte produktet i en slags bås. Hjertet, derimod, er vild med processen. Det elsker at følge glæden og være med det, der er. Det er legende i sit udtryk og det har ikke så travlt med at finde kasser og labels. Hjertet kan sagtens navigere i det, som sindet ville kalde kaos, for hjertet har en helt anden dagsorden. Og sådan kan det hænde, at hovedet ikke forstår det, hjertet skriver og fortæller.

Og sådan kan det være, at nogen vil komme forbi denne blog, åbne døren og opdage, at de ikke forstår noget som helst. Volapyk. Måske lukker de døren igen, forsvinder ud i natten og søger velkendte græsgange, hvor stierne er lige og græsset er nyslået. Jeg ved det ikke og det er heller ikke min opgave at vide det. 
Tak for den betydningsfulde kommentar, Henriette. Den gav mig et helt nyt perspektiv. Måske skulle vi lidt oftere stoppe op og lytte til os selv. Spørge os selv, om vi taler fra hovedet eller fra hjertet. Hvilken stemme er det, vi identificerer os med? Hjertets eller sindets?
Det slår mig også, at det er vigtigt at beslutte sig for at nyde processen og stole på det, der vil fortælles, males eller formes i ler. Uanset hvilket materiale, man skaber i og med, må man overgive sig til skabelsen. Når jeg ønsker at skrive en historie, kan jeg ikke på forhånd vide, hvad det vil skrives eller hvordan. Jeg må bare åbne mig, lytte og være det værktøj, kreativiteten bruger til at komme til udtryk. Giver det mening? Hvis jeg konstant vil kontrollere og hvis jeg giver den indre kritiker lov til at være i processen, er jeg prisgivet. Kontrol og kreativitet går ikke hånd i hånd. Det skal ikke gøre ondt at skabe. Det skal være sjovt!
I 2014 vil jeg både skrive og tale hjertesprog. Og så vil jeg overgive mig til kreativitetens tilsyneladende kaos og til processen. Måske kommer der et produkt ud af det, måske ikke. Det vigtige er at nyde rejsen. Glæden.
Til at symbolisere det har jeg malet et billede. Og det er længe siden, jeg sidst malede noget som helst. Jeg fortalte mig selv, at det ikke er min boldgade. Jeg ved absolut ingenting om at male, jeg kender ikke til teknikker og jeg har muligvis slet ikke talent. Men noget i mig elsker det alligevel. Hjertet. Så jeg lyttede til hjertet og brugte juledagene til at nyde processen. Der var farver og pensler på spisebordet, avispapir og maleklatter. Egentlig havde jeg tænkt mig at jeg ville male nogle træer, men da jeg forsøgte, kom noget andet til syne. En kvinde. En slags dansende gudinde, der på mange måder kunne minde om et træ, men som ikke er det. Jeg blev nysgerrig og begyndte at lytte til det, der tog form på lærredet. Og det var sjovt og hyggeligt, jeg glemte tid og sted og var tilbage i farmors stue. Det sted, hvor det hele startede, farmor og hendes opmuntring til at gå på opdagelse i kreativiteten. Og jeg er sikker på, at hun var med mig i processen, for pludselig opgav sindet at fortælle mig, hvor håbløst det var og jeg kunne høre hendes stemme. Farmor. Hun lo og opfordrede mig til at fortsætte. Gudinden af Solhverv kom til syne og med hende et par forunderlige fugle, sole og et træ. Sådan ser det i hvert fald ud. Men jeg ved det ikke og nu har jeg givet slip. Hun er færdig og skal nu op på væggen i spisestuen, hvorfra hun skal minde mig om kærlighed, kreativitet og glæde. Nøgleord i det nye år.
Tre år senere. Hun sidder med sin kaffe i en rød kop og ser solen glide gennem vinduerne og ramme fingrene, der danser med bogstaver og ord. Lyset danner skygger og pludselig opstår der musik. Kontraster. Det er den sidste dag i det gamle år og hun samler det sammen, der skal med ind i det nye år. Forsigtigt pakker hun det ind og binder smukke bånd omkring pakkerne. Gaver til hende selv. Gaver til hjertet. Og med sirlig håndskrift skriver hun på hver pakke, inden hun lægger dem i rygsækken og begiver sig på vej.

Stilhed. Kærlighed. Kreativitet. Glæde. Sindsro. Tillid. Tro. Tålmodighed. Og hjertevolapyk!
Med disse ord vil jeg ønske dig et magisk og lykkebringende nytår. Besøg stilhedens land og lyt til din indre stemme. Vid, at du er en smuk sjæl. Tro på, at du har alle svarene i dig selv og at vejen videre vil bringe dig gode stunder fuld af mindeværdige oplevelser, udfordringer og glæder som perler på en snor. Vælg det, der instinktivt føles godt. Følg glæden og gå i tillid. Og giv dig selv tid til bare at være.
Tak fordi du fulgte med på rejsen i året, der gik. Tak for gode kommentarer, refleksioner og inspiration.
Godt nytår!
Tekst og billede, Lene Megan, december 2013

mandag den 30. december 2013

Kreativt nytårsforsæt




Har vi noget på hjerte i dag? Hvad vi bare sætter os og skriver? Hvad vi tager med kaffen med op i skriverummet og bare lader ordene flyde?
Lad os prøve, December, jeg ved ikke helt, hvad jeg fortælle om. Men eftersom jeg er varm fortaler for bare at møde op og give slip, skal jeg gerne gøre det her også. December nikker, hun er med på legen. Og der kom et vigtigt ord, det skal nemlig være som en leg. Det er ikke dødsens alvor og det handler ikke om produktet. Det skal vi tale meget mere om i 2014. Det handler nemlig om processen. Om at overgive sig til det, der vil frem og lege med det. Fuld af nysgerrighed og næsten barnlig lykke over, at noget vil leges med. Jeg er i fuld gang med studier, der handler om lige netop det. Kreativiteten og dens luner. Bortset fra, at det slet ikke er kreativiteten, der er lunefuld. Det er os. Dig og mig. Så hvordan tackler vi lige den?
’Vi møder op’. December gør honnør og smiler. ’Vi sætter os og åbner døren. Knirkende på sine gamle hængsler åbner den sig, døren, og lyset byder os indenfor. Velkommen i det kreative rum. Velkommen til eventyr og magi. Og så tror man jo, at nogen vil træde frem og fortælle en om, hvordan man gør. Og at denne nogen har en hat fuld af kaniner og lommer med guldkorn i forhold til kreative processer. Så viser det sig, at det handler om noget helt andet. Kreativiteten er der allerede, for mennesker er skabt til at skabe. Akkurat ligesom os måneder’. Hendes smil forsvinder ikke, hun drikker kaffe og laver dansetrin, jeg følger hende med øjnene, mens fingrene skriver af sig selv. Det går som en leg og det glæder mig.
2014 skal være mit kreative år. Det er en beslutning, det er mit nytårsforsæt. Og det føles godt i sjæl, mave og hjerte. 2014 handler om processen og om at nyde dagen og vejen. Lade hver eneste dag være en gave fuld af glæder og læring. Nu tænker du måske, at livet er så meget andet end det, og det har du ret i. Det er også tristhed, sorger og svære ting. Det hører med. Og vi skal også tale om skam og generøsitet, som jeg startede lidt på her i slutningen af 2013 inspireret af den gode og gavmilde Kathrine Aspaas, for det er vigtigt at vi kærligt omfavner vores skam og fortæller vores historier.
2013 var på mange måde et udfordrende og lidt svært år, indtil jeg fik fat i den lange ende. Når jeg nu ser tilbage, er det med glæde over, at jeg gik vejen og kom hel ud på den anden side. 2013 stod på uddannelse og handlede meget om mindfulness. Meditationen er kommet helt ind på livet og er blevet en del af min dagligdag. Og meditationen skal med, når vi går på opdagelse i kreativitetens land og genfinder os selv som legende mennesker fuld af nysgerrighed og lyst. Jeg håber sådan, at du har lyst til at følge med.
Men det her er altså ikke et afsluttende indlæg for året, der gik. Der kommer sandsynligvis også lidt ord dryppende i morgen. Vi skal jo tage ordentlig afsked med min søde veninde, December og vinke til hende, når hun flyver til vejrs på en nytårsraket. Vi skal skåle med hinanden i champagne og hoppe over en bølge og ind i det nye år. Hop. I morgen.
Vinden rusker i træerne, skyerne farer over himlen og de sorte fugle holder hof. Og glæden? Den bor i hjertet.
Pak forsigtigt dagen ud og skynd dig langsomt.
Livet er i detaljerne, det er dem vi husker, når vi ser tilbage.
Det er dem, vi skal skrive om. Og male.
Den måde morgenen sniger sig frem af mørket på.
Lyden fra kaffemaskinen og duften, der følger med.
Skridt ned af trapper, glimt i øjne, smil på læber.
En rynke, der er både ny og gammel.
Et kærtegn.
En dråbe.
PS. Dagen er tiltaget med 4 minutter. Nu går vi mod lyset!
Tekst og billede, Lene Megan, december 2013

søndag den 29. december 2013

En vigtig opdagelse




’Bare sæt dig’, siger hun blidt og skubber mig hen til stolen og skrivebordet. Kaffen med den varme mælk placerer hun til venstre for mig. Hun har valgt et krus uden hank og med gul kant. Mønstret på selve kruset er firkantet med små brune prikker i midten. Jeg drikker forsigtigt, hun har varmet mælken, den er lige som jeg elsker den. Kaffen. Og morgenen er ikke så ny længere, den har sneget sig op af formiddagen og leger kispus med det sparsomme vinterlys.
Og jeg har sat mig, jeg mærkede det slet ikke, det gjorde ikke ondt. Døren knirkede, da jeg forsigtigt skubbede den op. Uden at tænke nærmere over det, satte jeg mig ved tastaturet og lod ordene tage over. Nu flyder de som honning og jeg gør ingenting. Mine fingre danser over bogstaverne og finder lige netop dem, der skal bruges. Det er ingen særlig anstrengelse. Det svære er at nå hertil. Det er en rejse i fuldstændig tillid og det er desuden noget med at følge en vej udenom tankerne. Tankerne taler om lyst. Og så fortæller de en gammel historie om ikke at have den. Lysten. Man skal føle eller mærke noget særligt, inden man kan skrive. Siger tankerne. Nu indser jeg, at det er løgn. Man skal slet ikke føle noget specielt. Man kan for den dags skyld føle sig både trist og ugidelig, ordene er ligeglade. De er dér altid og parate til at flyde. Og der er mange slags honning, hvem er jeg til at dømme, hvad der er godt og skidt? Der er en den lynggule slags, den som minder om en hvid blomstereng. Der er den flydende og dybgule, fuld af middelhavsduft og timian. Og så videre. Der er masser af honning.
December nikker, det er sådan det er. Man skal ikke tro på alt, hvad man tænker. Faktisk kan man lære at betragte sine tanker og opdage, at de har det med at gentage gamle historier. Mange af dem kommer igen. Dukker op og prøver at gøre det, der virkede tidligere. Nu er de ikke så sikre længere. For damen med tankerne har sat sig i en anden position, nu sidder hun forsigtigt og betragter og bliver faktisk lidt paf over tankernes magt. Hvis man altså vælger at tro på dem.
Derfor er det ikke svært at skrive. Man skal bare gøre det. Og det er jo en fin konklusion at nå til på den sidste søndag i december.
December ser glad ud. Hun er godt tilfreds med de dage, hun har tilbagelagt og ser frem til de allersidste i det gamle år. Så forsvinder hun med fyrværkeriet, bliver til en slags raket med en lang hale af farverigt lys og stjerner. Det er lidt af en exit og det ved hun godt. Hun har sans for drama. Det er et tidspunkt, hvor jeg altid fyldes af vemod, men det har jeg lært at acceptere. Det hører ligesom med. Hjertet sukker ved det uundgåelige farvel, et gammelt år takker af og et nyt tager over. Suk. Smerte. Og så går vi videre af snoede veje ind i et helt nyt slags land af ukendt art.
Apropos skriverier, så glæder jeg mig i denne tid. Et bestemt skriveri har meldt sin ankomst og en slags heltinde har proklameret, at hun ønsker at blive skrevet. Jeg har sagt ja. Men jeg undlader at fortælle dig, at jeg har i sinde at skrive en roman, for sandheden er, at jeg ikke aner hvad det ender med. Til gengæld har jeg lovet at overgive mig til processen. Det er mit nytårsforsæt. 2014 skal være et kreativt år, hvor jeg flyder i skriveprocessen som en fisk gennem vandet. Ned af floden, i rivende strøm, ned af vandfald og ud på dovne søer, hvor dagene er lange og solens stråler rammer vandet og skaber øjeblikke af lys og inspiration. Ud på havet, løftet op af bølgegang og tidevand.
Processen. Den kreative. Følge glæden og de øjeblikke, hvor der ikke er modstand. Som nu. Ordene skriver sig selv, jeg skal blot være her. Nærværende. Åben. Nysgerrig.
Måske er det langt mere ukompliceret end vi gør det til? Alle reglerne og de rammer, vi sætter op for os selv. Sådan skal det være og hvis ikke, så er der noget galt. Men hvad nu hvis alt er nøjagtigt som det skal være og den eneste modstand er os selv? Hvad nu hvis kreativiteten og inspirationen blot venter på, at vi skal lade være med at boltre os i ord og følelser, der handler om lyst og specielle stemninger?
’Bare mød op!’ December nikker og slubrer kaffe i sig.
Jeg har opdaget noget. Kreativiteten bor i stilheden. Den er som en sommerfugl, man kan ikke fange den ved at løbe forvildet rundt og fægte med arme og ben. Den kommer, når man sætter sig. Helt stille. Og den er glad, når man åbner døren og lader alle de mærkelige tanker og gamle historier blive udenfor.
Og det er det, jeg vil gøre i 2014. Åbne døren, møde op og se, hvad der sker.
Billedet er fra København. Dér var jeg i går. Det er nemlig vigtigt jævnligt at begive sig ud på små eventyr, hvor man tanker op og fodrer sin kreativitet. Den elsker det.
 
Tekst og billede, Lene Megan, december 2013

fredag den 27. december 2013

Samtale med solen


Hver eneste morgen går vi ud af vejen og gennem landsbyen. Vi ser de sorte fugle i horisonten og himlen i sine skrud. Et skridt af gangen, poter og fødder, gennem vandpytter, grus og langs grøfter. Lyset stiger i horisonten, mens vi går og i dag fik vi solen at se. En sjælden gæst denne december, men pludselig kiggede den frem fra sit skjul. Havde det været som i sangen, ville den have ønsket os en glædelig jul. Nu spurgte den i stedet til vores nytårsforsæt, for det er jo igen ved at være de tider.
’Jeg vil gå pænere i det nye år og ikke trække så meget’, svarede Keeva og logrede med halen. ’Det betyder nemlig, at vi kan gå flere af denne slags ture. Hun og jeg. Og jeg nyder vores morgenture gennem grøfter, langs marker og i al slags vejr. Ja, måske kan jeg endda komme med på løbeturene igen. Det ville være noget!’
’Jeg vil tage et skridt af gangen’, svarede jeg, da hunden havde sagt sit. Solen nikkede muntert, det synes den lød ganske fornuftigt. ’For ser du sol, jeg gik faktisk og fik nogle gode tanker. Jeg så noget gavepapir ligge henslængt i en grøft og ud over, at jeg blev forarget over, at mennesker smider den slags i naturen, så fik jeg også en anden tanke. En slags association’.
Solen smilede og kom helt frem, nu var den nysgerrig. Den gav sig god tid og skinnede gavmildt på os, så vi ikke frøs, mens vi stod stille dér midt på vejen og talte med hinanden.
’Hver eneste dag er sin egen gave’, fortsatte jeg, 'og hver eneste morgen kan vi pakke den ud og nyde dens indhold. Vi skal ikke tænke på morgendagens gave, den kommer når den skal, og måske afhænger indholdet endda af hvordan vi tager imod det, vi har fået i dag? Gaven indeholder tolv timer smukt pakket ind i bånd og cellofan. De knitrer, når man pakker dem ud og de skal nydes med det samme. De er fuldt af gode øjeblikke. Små stunder af stjerneskud, som aldrig kommer igen. De elsker, når man smager, rører, dufter og sanser. Så varer de ligesom lidt længere. Men hvis man bekymrer sig om morgendagens gave og forestiller sig, at den vil indeholde en masse ting og timer, som man slet ikke har ønsket sig, så forsvinder dagens gode stunder som sæbebobler, der prikkes hul i. Puf. Og så er de væk. ’Hver eneste dag er sin egen gave’, ja det havde jeg sagt før, men nu gentog jeg det højt, så jeg også selv kunne forstå det. ’Og i det nye år vil jeg nyde at pakke hver eneste gave ud i fuld tillid til, at dens indhold rummer skønne, gode og lærerige øjeblikke.
Nu så solen glad ud. Desværre skulle den videre, men den rakte sine strålearme ud. Hunden og jeg fik en ordentlig krammer og jeg mærkede varmen helt ind i hjertet.
’Og hvad er så dit nytårsforsæt’, spurgte Keeva. Jeg anede ikke, at hun kunne tale, men stemmen kom fra hendes mund. Solen så ud som om det var den naturligste ting i verden og svarede:
’Jeg ønsker at skænke jer en masse gode timer. Gennem vinteren, hvor jeg pludselig dukker op og kaster skygger gennem træerne og over sneen. Hvor alting bliver oplyst og fyldes af hilsener fra lyset og sommeren, som kommer. Gennem foråret, hvor mine stråler får alting til at spire og gro og hvor I standser op i en lækrog og mærker min varme række gennem jeres frosne vintersjæle og noget i jer vækkes til live igen. Ja, gennem hele året’, sluttede den af, solen, inden den forsvandt bag en sky og lod sig glide videre med dagen. Pludselig stak den hovedet ud bag en stor sky og blinkede indforstået til os.
’Og husk på at jeg altid er her, også når I ikke kan se mig’.
Hver eneste morgen går vi ud af vejen og gennem landsbyen. Vi ser de sorte fugle i horisonten og himlen i sine skrud. Et skridt af gangen, poter og fødder, gennem vandpytter, grus og langs grøfter. Ikke to ture er ens. Og i dag hilste vi på solen.
 
Tekst og billede, Lene Megan, december 2013

mandag den 23. december 2013

Vintersolhverv og elefanter




Jeg så hende danse i tusmørket. Tusinde arme, det så i hvert fald sådan ud. Og midt i dansen mødtes solen og månen. De rakte ud efter hinanden og et dybt suk sejlede over himlen. Et magisk tidspunkt på året. Vintersolhverv.
Nogen havde tændt et bål midt i skovbunden. Og uden at tænke videre over det, hoppede vi over flammerne og ud på den anden side. En gren knasede højt under mine fødder, jeg vaklede lidt, men fandt så fodfæstet. Foran mig stod en hær af træer og bød velkommen. Lys strømmede ud mellem stammer og grene og en vej åbnede sig. Lysets vej. Jeg tog et skridt i lysets retning og mærkede, at noget i mig var forandret. Lettere og en smule beruset af tanken om, at det er muligt. Pludselig når man et tidspunkt, hvor mørket ikke er længere. Så vender det. Og gudinden af solhverv danser og får alting til at standse op et kort sekund. Tusinde arme i natten.
Og nu stiger solen op mellem trætoppene og et skarpt lys breder sig på himlen. Det føles som et strejf af lykke, et sjældent kys af noget sælsomt og godt. December har serveret kaffe og i dagens anledning har hun varmet mælken. Skummet er sit eget maleri, jeg ser månen og skyerne i den tidlige morgenstund inden lyset kom. Så drikker jeg og alting er nyt. December smiler, det er en god dag, snart jul. Og eftersom lyset har vendt sig, går vi nu mod sommer. Det er da en god tanke. Fra nu af rejser vi mod landet, hvor solen bor. Vi har lang vej endnu, men det gør ikke spor. Det gælder jo om at nyde rejsen og forude venter mange gode oplevelser. For hvert eneste skridt bliver vi en erfaring rigere. Og det er alt, vi behøver. Det næste skridt, et af gangen.
Forvirringen opstår, når vi tror, at vi skal tænke os til det hele. Vi tror, at vi skal regne det hele ud. Men det kan vi ikke og det gør os triste. Og hvilken skam, December ryster på hovedet og gentager i samme suk at vi altså ikke skal skamme os over det, men vi må gerne snart lære det. For vores egen skyld. Det går ikke at tænke os til handlingen. Vi skal være i den. Gå vejen. Et skridt af gangen. Det er alt. Det er langt mere simpelt end vi tror, smerten opstår først, når vi tror vi skal tænke os til det hele og vide alt på forhånd. Vi identificerer os med det, vi ikke kan regne ud og mister modet.
’Det er mit ønske for jer alle’, siger hun og smiler. Hun har kaffeskum på overlæben og ser sød ud, som hun sidder på gulvet i lotusstilling. Solstråler har ramt hendes hår, det skinner som guld og hvis jeg ikke tager meget fejl, er der små sølvstjerner og røde hjerter gemt i hårstråene.
’Mit ønske er, at I skal finde glæden ved at være. Jer selv. I er så vidunderlige og smukke, alle sammen, men I tror ikke selv på det. I ser ikke jeres egen skønhed. Åh mennesker, det er på tide at I vågner op. Det næste skridt og så en pause. Dybe vejrtrækninger. Og for Guds skyld’, tilføjer hun ’og min, sæt dog farten ned. I går glip af livets skønhed. Detaljerne bor i øjeblikket og dem får I ikke med, når I suser af sted som på en motorvej. Livet er på landevejen. På de små sideveje, grusveje og strandstier. Stop op og lad livet komme jer i møde. Der er så meget smukt, som blot venter på jeres opmærksomhed og nærvær. I skal blot være og tage imod.
’Er det din julehilsen til os’, spørger jeg og slubrer kaffe. Hun nikker. ’Det tror jeg’.
Jeg ser på hende og forstår, at hun rummer hele året. Hun er alle måneder samlet i sin egen. Og på samme måde er vi vores egen skaber. Vi er alle en del af hinanden og Universet. Og det kan være en stor mundfuld på sådan en decemberdag, men ved du hvad? Hvis du spiser den i små bidder, så kan du sagtens fordøje den. En bid af gangen.
’Som at spise en elefant’, fniser December og rejser sig yndefuldt fra gulvet. Kaffekop i hånden, stjerner i håret, julelys i øjnene. Og så videre.
Hun er næsten ligesom smuk som dig.
Billedet er jeg i gang med at male. Det er i proces. Det forestiller vintersolhverv, men det er ikke færdigt endnu. Jeg nyder rejsen.
Tekst og billede, Lene Megan, december 2013

 

torsdag den 19. december 2013

En historisk hemmelighed

 
'Vores historier’. December har sat kaffe over og vi glæder os til at drikke den. En lille forventning skabes i løbet af et øjeblik. Duften sniger sig op af trappen og forventningen vokser. Og vi trænger til en lille opkvikker her på morgenkvisten. Fuldmånen snuppede store bidder af søvnen i nat og dagen er diset. Man bliver uvilkårligt lidt sløv, men egentlig har vi ikke tid til det. I dag er store julegavedag. Ja, der skal købes ind og gøres færdigt. Men først kaffe. Og lidt decemberord.
’Vores historier, ja. Har du tænkt på, hvor mange historier vi har med os? Og hvordan vores humør og velbefindende afhænger af, hvilke historier vi fokuserer på og hvordan vi fortæller dem?’ December ser helt alvorlig ud, det er noget hun har gået og tænkt over. Måske inspireret af mit indlæg i går om vores historier og hvordan vi skal tage ejerskab og fortælle dem med kærlighed?
Jeg nikker. Det har jeg tænkt en del over. Og faktisk er jeg selv blevet gjort opmærksom på, at jeg ikke altid er så god til at fokusere på det glædelige ved mine egne historier. Jeg har det med at falde i små vandhuller af tristhed. Fra tid til anden. Det sker bare, som om noget i mig søger derhen, hvor det kan synes lidt svært. Men så dukker der heldigvis nogen eller noget op, som siger noget andet. Har du ikke tænkt på, siger de og så lyser jeg op ved den nye tanke, for det havde jeg faktisk ikke. Derfor er det så vigtigt at vi deler vores historier. Til glæde og inspiration for andre og fordi vi trænger til nogen, som lytter og er nærværende. Svære historier bliver ligesom lettere, når de deles. Og måske ser vi pludselig mulighed for at skrive dele af historien om. Eller måske simpelthen starte på en helt ny historie.
Så er det Decembers tur til at nikke. 'Indrømmet, jeg skammer mig også. For også jeg har drømt om være noget andet, end jeg er'. Hun rødmer, slår blikket ned og rykker lidt nærmere. Vi sætter os sammen i stearinlysets skær. Det gør godt med lidt nærvær her i vinterkulden.
’Jeg har drømt om at være Juli. Jo, det er sandt. Hvem vil ikke gerne være sommer og kendt for valmuer på marker og i grøftekanter? Blå himmel og varme, grønne plæner og røde tulipaner. Bare fødder i sandet, ture langs stranden i solnedgangen, en let brise og et hjerte fuld af lettelse over, at livet også kan være en sommerdag. ’Mens jeg’ … Hun tøver lidt og sender mig et sørgmodigt blik. ‘Jeg er vinter’.
’Men hvilken vinter!’ Jeg klapper hende kærligt på kinden, for jeg synes jo hun er perfekt. Hun bærer julen ind i vores hjerter, tænder lys og giver gaver. Og for det meste er hun glad og optimistisk, selvom der kan være stunder som denne, hvor hun rammer et lidt alvorligere hjørne. Men det skal der også være plads til. Vi er rummelige her i Skrivehuset og endnu mere nu, hvor det nærmer sig jul. Måske har vi ekstra meget brug for det? Der er noget med denne højtid, forventningerne og alt det, vi gerne skulle føle.
’Jeg synes du er perfekt, December’, siger jeg og nikker bestemt. ’Jamen, det er du. Jeg glæder mig altid til du kommer. Jeg er vild med din måde at tænde lys i mørket på, du er en stjernekaster af rang. Jeg nyder din duft af appelsin og nelliker, flæskestegen i ovnen og nisserne i vinduet. Du er lidt pjattet og barnlig og det kan jeg godt lide. Det savner jeg faktisk ofte i mig selv, pjattegenet., Og da jeg siger de ord, lover jeg mig selv, at jeg vil være mere pjattet og lege mere i det nye år.
’Vi kan ikke være det hele, men vi kan dele det, vi er og har’’. Nu liver hun op. ’Det er godt nok. Og ved du hvad’, tilføjer hun og smiler, ’de dér historier. Vi har mange flere end vi tror. Bag gardinet, bag den dør, vi sjældent ser, fordi vi har så travlt, bor der helt nye og endnu ikke fortalte historier. De er svøbt i fantasi og et klæde af gode ord. De er ikke af den slags, vi kan tænke os til. De bor et helt andet sted. De skal synges og leges frem. De dukker op af ren og skær glæde. Og de fortryller os, fordi vi slet ikke aner, at de findes’.
’Men hvordan får vi dem så frem’, spørger jeg nysgerrigt. Denne samtale er interessant!
’Vi giver os tid’, svarer hun. Vi sætter os ned, skænker en kop kaffe og trækker vejret dybt. Og så tager vi på eventyr. Vi beslutter os for at kunne se døren og så dukker den op. Og det er en smuk gammel dør, der knirker, når vi drejer på håndtaget. Vi skubber den åben, den er måske lidt tung, men vi giver ikke op. Vi kalder og vi lader ordene vide, at vi er klar. Så kommer de. Et efter et danser de frem. Vi skal blot åbne armene og tage imod. Det er som en omfavnelse. Forestil dig en stor lufthavn. En historie kommer ind gennem døren i ankomsthallen bærende på en stor kuffert. Og du opdager, at det er din historie, den, du har ventet på. Du går den i møde og åbner dine arme, så historien kan få den velkomst, den fortjener’.
’Hvad mon den har i kufferten?’ Nu er jeg nysgerrig, som et barn sidder jeg forventningsfuld med røde kinder og lytter.

Hun ler og rejser sig for at hente kaffen. Ryster på hovedet, det må du da kunne tænke dig til. Men det kan jeg faktisk ikke. Og det er det magiske ved den slags historier. De skal ikke tænkes, de skal skrives. Det er selve den historiske hemmelighed!
Og nu må du have os undskyldt. Det er jo store julegavedag og kæresten venter. Vi skal af sted. Ha’ en dejlig dag og husk at åbne døren for de historier, der gerne vil fortælles gennem dig. Nu ved du hvordan! ;)
 
Tekst og billede, Lene Megan, december 2013

onsdag den 18. december 2013

Skam og historier



Jeg læste i går en fantastisk ærlig og hudløs artikel om at dække bord til sig selv og spise måltidet alene. En tallerken, et glas vin og en pejs i baggrunden. Lys, varme og ensomhed. Det er hverdag og fest for mange mennesker og følelsen af ensomhed forstærkes i julen. En ensom enke indrykkede en annonce i avisen og ønskede sig nogen at være sammen med juleaften.

Artiklen handler om ensomhed og om skam. Skammen, som de fleste af os kender til, men som vi gemmer bag masker og trådhegn. Forfatteren af artiklen, Kathrine Aspaas, har lært sig selv at stå frem og fortælle sin historie. Og hendes historie er også en historie om ensomhed og om at spise alene. Tidligere gjorde hun alt for at skjule det, men nu står hun frem. For det modigste vi kan gøre, er at tage ejerskab til vores egen historie og elske os selv, mens vi fortæller den (Brené Brown).

Jeg har skam også min historie. Og skammen, der følger i dens kølvand. Jeg tror vi alle kender den. Den snigende følelse af utilstrækkelighed. Noget, vi skammer os over og vil gøre alt for at skjule. Vi påtager os alverdens roller og gemmer os bag nok så flotte masker for at undgå at vise, hvem vi er. Og det er en skam. På flere måder. For egentlig ønsker vi jo bare at blive elsket for dem, vi er. Uden roller og masker. Det kræver stort mod at smide masken, stå frem og vedkende sig sin historie. På godt og ondt.
Min egen historie handler blandt andet om ikke at have fået børn. Selvom det på mange måder blev et bevidst valg i mit liv, er det forbundet med tabu. Selv nu, hvor jeg netop er fyldt 50, er jeg blevet spurgt om jeg ikke har fortrudt. Som om mit liv er fattigere af den grund. Jeg skammer mig egentlig ikke over det, men alligevel dukker følelsen af utilstrækkelighed op. Jeg er anderledes og den følelse har fulgt og forfulgt mig hele livet. Og jeg kunne nemt være en af dem, der dækker bord til sig selv og sidder alene i stearinlysets skær. Hvis jeg da ikke havde mødt min nuværende mand efter skilsmissen og livet tog en anden drejning. Men børn, det fik jeg ikke.

Måske skammer jeg mig i grunden mest over skammen. Over at føle mig utilstrækkelig over at være menneske på godt og ondt. Men tiden er kommet, hvor jeg ikke længere ønsker at skjule mig bag en maske og påtage mig roller for at undgå at blive konfronteret med, hvem jeg egentlig er. Som Kathrine har jeg lyst til at stå frem og tage ejerskab for min egen historie. Og elske mig selv højt og inderligt, mens jeg fortæller den, så andre får mod til at gøre det samme.
Hvis du har lyst til at læse Kathrines artikel, er den her. Og hvis du har lyst til at dele lidt af din egen historie i kommentarfeltet, så lytter jeg gerne. Egentlig tror jeg, at vi alle har brug for vidner. Vidner til vores historier, smerte og glæde. Vi trænger til at stå frem som de mennesker, vi er og vise vores sande ansigt.
Lad os dele vores historier. Og elske os selv, mens vi gør det.
 
 
Billedet er med tak lånt hos kathrineaspaas.no.
Lene Megan, december 2013


tirsdag den 17. december 2013

Min skrivering


I weekenden var vi på julemarked. Vi besøgte Næsbyholm Slot og vandrede gennem de gamle stuer og så på nisser, lys og lækkerier. Jeg faldt for en ring lavet af læder. Egentlig fast besluttet på, at jeg ikke skulle have noget, men så dukkede ringen op på et bord. Det var som om den kaldte på mig. Og nu sidder den på min finger.
Den ville mig noget. Ringen. Og på samme måde er det med ordene. Det er som om de vil skrives. Da jeg var helt ung, gik jeg bare hen til den nærmeste skrivemaskine og lod dem danse over papiret. Jeg husker stadig lyden af valsen og ordene, der ligesom stemplede sig selv på papiret. Det var en sød melodi. Historierne dukkede op uden jeg behøvede at anstrenge mig. Jeg skulle ligesom bare ledsage dem. Det var en vidunderlig proces og jeg nød den i fulde drag. Det vil jeg gøre resten af mit liv, tænkte jeg og smilede.
Den gang var det noget naturligt, skrivearbejdet. Og det føltes ikke som arbejde. Og det går op for mig hvori den store forskel ligger. Dengang havde jeg udelukkende øje og hjerte for processen. Det handlede slet ikke om produktet og hvad det skulle blive til. Det handlede om at gøre det. Skrive. Møde op og lade ordene folde sig ud i deres helt egen historie. Hvor får du det fra, spurgte min mor forundret, når jeg lystigt skrev i timevis. Men det vidste jeg ikke. Det var jo ikke spor svært, de kom bare, ordene.
Senere lærte jeg at alting skulle kontrolleres. Og jeg lærte at have fokus på produktet. Hvad skal dette blive til, er det en novelle eller en roman? Hvilken stil vælger du? Og har du overhovedet styr på persongalleriet og dialogerne? For ikke at tale om… Glemt var glæden ved processen, ved selve skabelsen. Men når det kommer til stykket, er det den, det hele handler om. Kreativiteten og udfoldelsen.
Jeg har lyst til at starte forfra. For efterhånden har jeg lært, at det handler om noget helt andet. At skrive er ikke en kontrol, det er en slags overgivelse. Jeg skal bare møde op på papiret og åbne mig, så det, der vil skrives, kan komme til. Jeg skal ikke stå i vejen for ordene og forsøge at dirigere dem. Jeg skal lade mig overvælde og overraske, fortrylle og nysgerrigt gå videre.
Ringen fik mig til at tænke på processen. Og du synes måske, at det er en underlig kobling, men på en måde tror jeg, at ordene købte ringen til mig. Den er en slags påmindelse, som den sidder der på min ringfinger med sine fine lædersnore og blomsterne i krans. Når jeg ser på den, så husker jeg det. På samme måde som ringen fandt min finger, vil ordene finde papiret.
 
Tekst og billede, Lene Megan, december 2013

fredag den 13. december 2013

Santa Lucia




Dagen er stået op. Et sted i disen går den med langsomme skridt af samme vej som altid. Et skridt af gangen, livet svupper under gummistøvlerne, regnen siler og håret drypper på frakken. Tunge dråber løber som vandfald mod jorden. Men dagen er ikke spor trist af den grund. Den er bare.
Følg din vej, siger December og træder ind i rummet med to kopper kaffe. Jeg tager imod, rækker begge hænder ud mod kruset. På chatollet lyser de små stjerner i rødt og hvidt. To hundehoveder stikker nysgerrigt snuderne ud, de er fra England, en gul og en sort labrador, købt i en fin legetøjsbutik i London. På væggene hænger små malerier og et certifikat fra Mindfulness Akademiet. Så kommer bøgerne, de bugner i reolerne og ikke alle har fået plads. De ligger henslængt ovenpå de andre og danner et eventyrligt mønster af titler. I vindueskarmen står skytsenglen og filosoffen. To berømtheder fra den norske ø Senja, der ligger højt mod nord. De er ledsaget af en lille løve fra Afrika og to lysestager samt et ovalt spejl. På vinduerne danner regndråberne deres eget vandeventyr. Og livet går forbi derude mellem træerne.

Det er fredag og kaffen er god. Stilheden har svøbt sig omkring Skrivehuset. Opgaverne ligger til venstre, drømmene til højre. Og et sted midt i sidder jeg med kaffe og ord. December har slået sig ned på meditationspuden, der sidder hun andægtigt med sin kaffekop og stirrer blidt ud i luften.
Pludselig rejser hun sig. Hun stiller koppen på bordet og jeg opdager et nyt slags glimt i hendes øjne. Hun har fået en ide. Forsigtigt piller hun lysene ned fra chatollet og svøber dem i sit hår. Rød, hvid, hver eneste stjerne får sin helt egen plads i de tykke lokker. Så folder hun hænderne og ser højtidligt på mig. Jeg sidder musestille og lytter til de toner, der nu svæver fra hendes mund og ud i lokalet

Nu bæres lyset frem, stolt i din krone
Rundt om i hus og hjem, sangen skal tone
Nu på Lucia-dag
hilser vort vennelag
Santa Lucia, Santa Lucia.


Det havde jeg nær glemt. Luciadag. Det er jo i dag, fredag den trettende, på mange måder en god dag. Min gamle bil James gik gennem syn. Nu kan vi glæde over to år mere i hinandens selskab. Og December har lys i håret. Det skal fejres, dette øjeblik af dråberegn og lysfest.

Svenskerne har faktisk fejret Lussenatten, som de kalder den, siden 1600-tallet. Vidste du det? Det gjorde jeg ikke, men December påstår, at det forholder sig sådan. Hun har jo været med længe. De unge piger i Sverige vækker alle med kaffe og varme lussekatter, som er en slags bagværk. I den kulsorte morgen. Her mangler vi bare bollerne, men dem må vi ud og købe. Senere. Lige nu glæder vi os bare over kaffen og lysene på den grå decemberdag.
Santa Lucia, Santa Lucia.
 
Tekst og billede, Lene Megan, musik af december, 2013

torsdag den 12. december 2013

Leg, lev, vær




Af snoede vej mod nye mål. Jeg smilte lidt, da jeg startede bilen og satte kurs mod Roskilde. Det var en onsdag i december. Det var i går. Og jeg tog fri midt på dagen, fordi jeg nu er min egen arbejdsgiver og kan tillade mig den slags. Jeg skulle mødes med en kvinde for at tale om inspiration og netværk.
Et stykke ude af vejen dukkede Roskilde op af disen. Tårnene på Domkirken viste vej. Jeg fik parkeret bilen og så mødtes vi på en café med udsigt over fjorden. En god salat, brød og en kande vand. Senere drak vi kaffe, mens vi talte om drømme, mål og om hvordan vi begge ligesom er strandet midt i nuet. Forsigtige blev vi enige om, at det faktisk ikke er det værste sted at strande. Det er bare lidt skræmmende at indrømme, at man egentlig er ret godt tilfreds.
Det var først for nyligt at jeg opdagede, at jeg var vågnet i min drøm. Og ikke en af dem, man vågner op fra midt om natten, jeg var lysvågen og jeg var ude at gå tur. Så fik jeg øje på Skrivehuset. Det var en tåget morgen og dem er der en del af på denne tid af året. Den ene dag kan godt ligne den anden, men denne morgen var noget anderledes. Jeg vågnede op. Dér var mit hus. Oppe på første sal har jeg det fineste kontor med udsigt over træer over marken. Der er højt til loftet og jeg har indrettet mig sådan, at rummet oser af inspiration. Jeg læste et sted, at mange forfattere og kunstnere er nødt til at indrette deres kontor som en slags legeplads. Det er nemlig ofte den ingrediens vi mangler, når vi skal skabe: Legen. Vi tager simpelthen livet - og kunsten - for alvorligt.
Det opdagede jeg den morgen. Og i går hørte jeg mig selv sige, at jeg faktisk var godt på vej. Tilfreds. Der er så meget, jeg kan sætte kryds ved og jeg mærkede en stille glæde bundfælde sig. Veninden havde det ligeså. Og så sad vi dér med udsigt over Roskilde Fjord og besluttede os for, at vi ikke havde behov for at sætte os nye langsigtede mål. Vi havde mere lyst til at være i nuet og være med det, der opstår. Muligheder kommer ofte, når man mindst af alt venter det. Når man beslutter sig for at være åben, nærværende og nysgerrig. Ikke så fokuseret på et forkromet mål ude i fremtiden, som man forfølger uden at se sig til højre og venstre.
Det er i grunden lidt paradoksalt, at vi midt i decembertågen fik øje på en velgemt hemmelighed. Livet er godt i nuet. Lige nu og her. Og hvis vi lærer at være til stede og giver os selv lov til at opdage alle gaverne, der danser for snuden af os, så er der måske ikke så meget, vi skal nå. Måske skal vi blive bedre til at tage imod? Til at åbne vores arme og favne livet, der, hvor det er.
Roskilde forsvandt i bagspejlet. Bag røde lygter kørte jeg hjemad i sneglefart. 

Husk at lege, hviskede vinden.
Husk at leve, sang vejen.
Husk at være, nikkede jeg.

 
Tekst og billeder, Lene Megan, december 2013

onsdag den 11. december 2013

Nu




Ordene følger med i marken. I den tidlige morgen vandrer vi gennem vådt græs og decemberdis. Noget opstår, et øjeblik, jeg griber det forsigtigt. Nu. To små bogstaver i samhørighed. Et øjeblik. De glimter i mørket, bogstaverne, som to stjerner i natten. Og jeg spørger mig selv, hvordan jeg dog skal tage vare på dem, inden de bliver til støv. Nu.
Vores skridt gennem sekunder, lyden af våd jord og intense fugleskrig. Noget vågner, opstår og fordamper igen. Et øjeblik. Og jeg kan ikke se ret langt gennem tågen, men forstår pludseligt, at det slet ikke er nødvendigt.
Det slår mig, hvor travlt vi med at planlægge de perfekte øjeblikke. Og det er altid noget i fremtiden, mål, vi skal nå og et sted, vi skal hen. Når blot vi når helskindede frem, vil vi blive lykkelige. Så husker jeg et interview jeg hørte med en klog kvinde engang for længe siden. Kate Bush. Lykkelig, sagde hun, det er ikke noget man bliver, det er noget man er. Hun smilede underfundigt og jeg vidste, at hun havde opdaget noget. Nu. Der findes ikke andet. End dette øjeblik, hvor jeg lader ordene danse, hvor morgenen folder sig ud og kaffen damper i den røde kop. Det er nu jeg skaber mit liv, nu jeg lever.
For hvis jeg endelig når frem til mit mål, hvordan skal jeg så kunne nyde det? Jeg har jo lært, at livet er i farten. Der er altid noget derude, jeg skal have fat i, en slags erobring. Når blot jeg har travlt nok, når kalenderen er fuld, når der er aktivitet og mennesker, jeg skal mødes med, så lever jeg. Men når vi er sammen, drømmer jeg mig videre. Og du kaster et stjålent blik på telefonen, der blinker med beskeder og nye opdateringer. Spekulerer på, hvad du mon går glip af, mens vi sidder her.
Vi går glip af hinanden. Vi går glip af det nærvær, der er som silke og fløjl. Vi går glip af nu.
Jeg står stille midt i mørket, mens dagen vokser i horisonten. Som en smuk sommerfugl kommer det flyvende og sætter sig på min handske. Nu. To stjerner, to lys i mørket, et glimt af evighed. Måske er det ikke nødvendigt at have så travlt? Måske er det en gave, når kalenderen ikke bugner af aftaler og man har gjort plads til noget andet. Stilheden. En pude, hvor man kan sætte sig og komme hjem til sig selv. For kunne det mon forholde sig således, at alting starter her. Nu.
Nuet er landingsplads for gode øjeblikke. Hvad nu hvis vi blot skal komme hjem til os selv, når vi forvirrede står ved uklare vejkryds og ikke aner, hvilken vej vi skal vælge? Hvad nu hvis vi blot skal sætte os lytte til det, der vil fortælle os noget? Dybe vejrtrækninger, helt bevidst, lytte til vinden i næsen og mærke roen, der sænker sig. For sjælen er ikke i tvivl. Den har sit helt eget kompas.
Hvis jeg kan lære at være med ingenting, kan jeg være med alting. Sådan skrev jeg i min eksamensopgave tidligere på året. Ordene kom bare. Jeg skulle ikke anstrenge mig for at hente dem, de dukkede bare op. Som en sommerfugl i december. Og måske er det sådan, det er? Hvis jeg kan være nærværende i dette øjeblik, helt bevidst, så kan jeg også være lykkelig. Og når det næste øjeblik præsenterer sig, er jeg ligesom inde i en slags rytme. Et flow. Et nyt nu lander. Jeg tager imod.

Nu.

Sommerfugl og landingsplads.
Nuet er et smukt palads.


Tekst og billede, Lene Megan, december 2013

tirsdag den 10. december 2013

Som en stjerne i mørket




’Har du ikke lyst til at skrive et indlæg i dag?’ Hun kigger op af bogen og ser lidt forbavset ud. ’Hvem? Mig’?
’Ja December, har du ikke lyst til at sætte dig her i skumringen og fremtrylle lidt ord? Så serverer jeg et glas af min nylavede ingefær-citronsaft. Den er god mod snue og den virker fremmende på kreativiteten.’
Hun smiler og rejser sig langsomt fra den dybe lænestol. Ordene følger efter hende, et efter et stiller de op på række. De former en slange og ligner nærmest et slør. Hun skubber mig blidt væk og …
* * *
Jeg har overtaget roret. Ja, det er mig. December. Og jeg har virkelig ingen anelse om, hvad jeg skal skrive. Det kom som en overraskelse, men man må jo gribe dagen og de chancer, der opstår. Hvis de altså føles godt i maven og hjertet og tja, det gjorde denne chance jo. Jeg har ikke tidligere selv sat ord på og udgivet et indlæg. Det er helt nyt for mig, så det tror jeg godt, jeg kan klare.
Mens jeg skriver her, sætter hun sig i lænestolen og overtager min bog. Egentlig var det slet ikke meningen at hun skulle læse den nu, det skulle være en overraskelse. Julen nærmer sig jo. Men nu sidder hun der og smugkigger. Selvom de fleste ord er forsvundet fra siderne, de har jo travlt her. Hun vil sikkert undre sig og lad hende bare. Det er godt at møde livets små mysterier på en diset eftermiddag i december. De er alle vegne, mysterierne, og hvis man blot er åben og nysgerrig, får man dem serveret på et sølvfad. Har du også lagt mærke til det? Hvis du svarer nej og haster videre, så er det sikkert derfor. Du har for travlt.
Den er god, hendes ingefær saft. Fuld af solmodne økologiske citroner og sur som en regnvejrsdag. Men jeg drikker den med glæde, for der er puttet en stor skefuld kærlighed i og det smager man. Den går lige i hjertet. Mens jeg skriver dette, sænker mørket sig. Den blå time er kort. Og den er i øvrigt ikke spor blå i dag, den er grå. Men hvad gør det, når man har julelys i øjne og hjerte? Jeg spørger bare. Saften slipper op, jeg laver en lyd der er så høj, at hun da må høre mig, men hun er fordybet i lænestol og bog. Måske prøver hun at gætte sig til, hvad der skal stå? Måske bliver hun inspireret til sin helt egen historie? Hvem ved?
Hun spurgte mig om generøsitet. Jeg svarede at det starter med dig selv. Og det er virkelig sandt. Vi må sørge for at fylde os selv op med alt det gode, vi ønsker at møde i det ydre. Det kommer nemlig først, når vi selv udstråler det. Det er derfor jeg ligner en omvandrende lyskæde og stråler i mørket. Jeg er mit eget lys. Og fordi jeg stråler, vælger folk at synes, at jeg er så sød. De kan godt lide December, hun er fuld af julelys. Stjerner på himlen og i toppen af træet. Gaver. Mandler og risengrød. I virkeligheden er jeg ikke så meget anderledes end November eller Januar for den sags skyld. Forskellen ligger i beslutningen om at være en hyggelig måned. Hyggelige mig, jeg er så sød. Kan du mærke det? Prøv at sige det selv. Højt. Se dig selv i spejlet og læg mærke til, hvordan julelysene tændes i dine øjne.
Nu rejser hun sig fra stolen og stiller sig bag mig. Nysgerrigt forsøger hun at læse med. Og jeg aner ikke, om hun har tænkt sig at udgive dette eller hun blot sletter det igen. Det betyder heller ikke så meget. Jeg har haft en ganske fornøjelig stund, mens jeg skrev det. Så nu vil jeg tage mine ord og vende tilbage til bogen og lænestolen.
Mørket sænker sig, fuglene drager til vejrs. Og jeg stråler som en stjerne i mørket.
 
 * * *
Psst. Jeg slettede ikke hendes ord. Jeg er beæret. December har skrevet et indlæg. Strålende! :)
 
Tekst og billede, Lene Megan og December, 2013

søndag den 8. december 2013

Kaffe og generøsitet




Udenfor lægger tågen sig til rette og svøber sig om træerne i skellet. Marken får en glans af uigennemsigtighed.  December kommer ind gennem havedøren, hun har ryddet op efter stormen og ryster kulden af sig. 'Er der kaffe', hun ser på mig og ryster på hovedet. 'Gik jeg glip af formiddagskaffen? Måske skulle vi bare lave en ny, der er vis en aura af dovenskab over denne søndag. God kaffe, et par bøger, en lænestol og en blød pude'. Hun nikker og smiler ved tanken. Tager et par dansetrin og valser ud i køkkenet for at sætte kaffe over. Jeg protesterer ikke.
Jeg har tænkt mig at have en god samtale med hende i dag. December. Jeg har i sinde at finde ud af, hvad hun mener om generøsitet. Og det behøver jeg måske ikke, for hun viser mig det jo hver dag. Nu kan jeg høre brølet fra kaffemaskinen, der sætter igen. De velkendte lyde, den udstøder og vandet, der i sindigt tempo løber igennem maskinen. Hun placerer nogle kiks på en tallerken, deres sprødhed rammer porcelænet. Og hvis jeg ikke tager meget fejl, har hun også tænkt sig at servere lidt ost. Generøsitet. En gestus. En ven, som går på opdagelse i køkkenet og finder små lækkerier frem. En kop kaffe. Velduftende og smuk med mælkeskumsmaleri.
Generøsitet? Hun smiler, tankelæser og spåkone, tag ikke fejl af hende. Hun stiller kaffen på bordet og arrangerer den lille anretning. Hvad jeg mener om det?
Jeg nikker ivrigt og nipper til kaffen, 'ja, December, fortæl mig hvad du synes'? Jeg har sådan lyst til at vi mennesker skal turde være dem, vi er, kød, blod og sårbarhed. Ikke skjule os bag tykke masker af foragt for det, vi egentlig ønsker at overgive os til. Hvilken lykke det er bare at være sig selv, give slip på kontrollen og danse med livet. Vi gør det alt for sjældent. Nogen gør det aldrig. Jeg er heldig, jeg får månederne på besøg og de udfordrer mig ofte på den konto. Jeg er blevet bedre til det. Og nu har jeg mødt generøsiteten.
'Det starter med dig selv', siger hun og smiler. Placerer et stykke ost på kiksen. Det hele eksploderer i et knasende fyrværkeri i hendes mund. Glimt i øjet, hun er sit eget julelys. Sin egen vej, om du vil. Og det starter med os selv, den glæde, vi tillader os at føle, den overbærende kærlighed, vi giver til os selv, når vi begår fejltrin. Der findes ikke fejl, siger December, det er bare noget vi tror. Fejltrin er eksperimenter. Måder at gøre erfaring på. Hvordan skulle vi ellers kunne lære noget som helst og finde ud af, hvor strålende vidunderlige vi er?
Det starter med dig selv. Den dag, du beslutter dig for at smide masken og vise, hvem du er. Gå vejen, fordi den er din og være med det, der er.
Vi skåler i kaffe og beslutter os for, at denne måned skal svøbes i generøsitet. Den skal pakkes ind og pakkes ud. Den er en gave, en chance for at gøre noget godt og det starter med os selv. Den lykke, vi tillader os at føle i de små øjeblikke, der måske kan synes så almindelige. Men det er dem, vi savner, når de ikke længere er der.
Den indre kritiker kommer dumpende som en slags djævlen gennem disen. Hvad pokker er det, du skriver om? December? Generøsitet? Har du ikke noget bedre at skrive om, så skulle du måske lade være. Gør dog rent, gør noget nyttigt, der er alligevel ingen, som gider læse dette ævl.
December rejser sig og tager kritikeren i kravetøjet. Åbner resolut vinduet og smider hende ud i den allerførste sne, der ligger i et tyndt lag over græsplænen. Hun fryser til is og forstummer.
Glædelig 2. søndag i advent, siger hun og smiler stort. December.
 
Tekst og billede, Lene Megan, december 2013

fredag den 6. december 2013

Du er din sjæls kaptajn. Fejltastisk!




Her sidder jeg med kaffe og kolde fødder. Stormen gør gulvet koldt. Træerne danser en vild dans og himlen har taget snefarven på. Der er allerede faldet et hvidt drys. Natten var mørk og stormfuld, men jeg sov på mit gode skib gennem uvejret og vågnede op til nyheden om, at Nelson Mandela er død. En stor mand er gået bort. Og vel var det ventet, hans alder og sygdom taget i betragtning, men alligevel mærker jeg et stik i hjertet, for verden er blevet lidt fattigere. Og dog. Den slags gode mænd og kvinder vil altid bestå. De hjerter, de berørte og de ord, de sagde, vil altid varme i verden.
”I am the captain of my soul”. Sådan sagde Nelson Mandela og det tænker jeg tit på. Jeg er min egen sjæls kaptajn. Ingen kan bestemme over mig og min sjæl og gøre mig mindre, end jeg er. Jeg er betydningsfuld. Jeg er værdig. Jeg er min egen sjæls kaptajn.

Jeg sender en kærlig tanke til Nelson, hans minde og alt det, han gjorde for verden. Han var på mange måder min helt og jeg vil tænke på hans ord, når bølgerne går lige lovligt højt. Når jeg sidder på mit skib og er temmelig søsyg og tror, at alt håb er ude. Så vil jeg høre hans stemme. For vi har alle en stemme. Vi har alle mulighed for at gøre noget godt for verden og dem omkring os. Det starter med os selv og den lille forskel, vi kan gøre hver eneste dag. Vi tror det måske ikke, men det er de små skridt, der fører til de store. Forskelle, der gør en forskel, der gør en forskel. De små skridt. Intentionen om at ville noget godt med sit liv, give det videre og være generøse.
Apropos generøsitet, så var jeg til et vidunderligt foredrag forleden dag. Det foregik oppe i Gentofte, så jeg tog turen til København og mødtes med en norsk kvinde, som har sit eget hjertegalleri i København. Hearts of Copenhagen. Sammen drog Hanne og jeg op til biblioteket i Gentofte for at høre en kendt norsk forfatter og journalist Kathrine Aspaas fortælle om generøsitet. Raushet, som det hedder på norsk. Hun har skrevet en bog, der hedder Raushetens Tid og det var dens budskab, vi skulle høre mere om. Generøsitet. Og da Kathrine fortalte sin egen historie om, hvordan hun vendte misundelse til beundring og lærte, hvordan det er en styrke, når man tør stå i egen sårbarhed, var jeg solgt. Dette vil jeg gerne være med til. For i Norge er der nærmest opstået en folkebevægelse i kølvandet på bogen og dens budskab og nu er turen kommet til Danmark. Hvordan kan jeg gøre en generøs forskel, tænker jeg, mens jeg sidder her og drikker kaffe på en iskold decemberdag?
For at det ikke skal være løgn, vandt jeg efterfølgende ”Raushetens Tid” ved en lodtrækning. Mit navn blev råbt op og jeg følte mig både heldig og valgt. Noget kalder på mig. Og da Kathrine signerede bogen til mig, føltes det næsten symbolsk. Dette vil jeg også gøre til min sag. Generøsitet. Sårbarhed. Åbenhed.

Det glæder mig at vi er på vej ind i en ny slags tid. Nu er der andre værdier og styrker på dagsordenen. Værdier, som tillader os at være de mennesker, vi er og det, som Kathrine kalder fejltastisk. Vi har lov at fejle, for kun ved at prøve os frem og lave fejl, lærer vi. En fejl er kun en fejl, hvis man ikke lærer af den. Er det ikke en befriende tanke? Tænk hvis vi fremover kan få lov at være de mennesker, vi er, på godt og ondt, og vide, at så længe vi gør vores bedste, så er det godt nok. Væk med perfektionisme og angst for at blive til grin. Vi er alle i samme båd. Så lad os leve og være generøse. Og også over for os selv, ikke mindst over for os selv. Dér starter det. Så giv dig selv et stort knus i dag og vid, at du er god nok. Perfekt og uperfekt. Du er menneske.
Og du er fejltastisk!

onsdag den 4. december 2013

Tak


Det var en god dag. Min fødselsdag. Det var i går og fejringen startede fra morgenstunden. Gaver, stearinlys og frisk morgenbrød fra den bedste bager i byen. Sådanne dag skal man nyde i fulde drag. Sanse de små øjeblikke og opdage, at de er store i sig selv. Det var også en rund dag og dermed en slags milepæl. Jeg har forsøgt at forholde mig til det og vænne mig til tanken, men det kan jeg ikke rigtig. Jeg accepterer bare. Alder er blot et tal. Det er, hvad man gør det og sådan er det egentlig med det meste i livet.
Dagen gik sin gang. Der kom blomster bragt til døren, vaserne slap op og vi blev kreative i forhold til, hvad blomsterne så skulle stå i. En olivenkrukke. En vandkande. De prydede snart huset og bragte sommeren ind i december. Så kom veninden. Og hun kom for tidligt, for hun glemte brillerne, da hun læste invitationen. Det grinede vi meget af og så hyggede vi ellers. Det var en god overraskelse og noget af det, jeg vil tænke tilbage på med glæde i hjertet.  Min fødselsdag. Den dag, jeg rundede et blødt hjørne og tallet skiftede karakter.
Om aftenen spiste vi i spisestuen, jeg havde lavet en lille buffet og der var rødvin i glassene. Stearinlysene blafrede og decembermørket svøbte sig om os. Stemningen var god. Der var grønlandsk fødselsdagssang og også en på dansk. Der var nye løbesko og andre fine gaver. Og så var der alle de gode hilsener fra venner og familie både her og der. Man opdager, at livet er fuldt af gode ting. Taknemmeligheden vokser. Og det er den, jeg vil tage med mig ind i dagen i dag.
I dag hvor regnen falder og vinden hyler. Trætheden har meldt sin ankomst og jeg tøver lidt med aktiviteterne. Det er tilladt at gå langsomt dagen derpå. Mærke efter. Senere går turen nordpå, jeg skal til et spændende foredrag i aften med den norske forfatter og journalist Kathrine Aspaas, som har skrevet en bog om den generøse tid. Det ser jeg frem til at høre mere om. Jeg tror nemlig på generøsiteten og på at give. Videre. Alt det gode, det skal flyde som mælk og honning. Vi har det i os, vi skal blot slippe det løs.
De sorte fugle sejler gennem regnen og rammer træerne. Nogle finder en gren og tager et hvil. Silhuetter mod himlen, sort i gråt. På dage som denne kan man finde farverne i hjertet. Male sin dag med brede penselstrøg, træde varsomt ud i livet og huske på, at de store øjeblikke er de store.
Og sige tak.
Tekst og billede, Lene Megan, december 2013

søndag den 1. december 2013

Kontrakt med December




Hvordan ser hun mon ud? December. Sylvia spurgte og kom med et forslag.
Så dukker hun op, December, åbner døren til gæsteværelset og nærmest svæver mig i møde. Hun har en slags kappe på. Den er himmelblå og fuld af glimtende stjerner. Jeg kan ikke huske at jeg har set den før og falder i svimer over dens skønhed. ’December, hvor har du dog den fra?’
’Jeg har skabt den’, siger hun og sender mig et smil. Og jeg ser ind i de øjne, jeg kender så godt, den blå farve, der forandrer sig og nogle gange ser helt lilla ud. Vi har samme farve øjne, vi ligner hinanden. Det bilder jeg mig ind, fordi jeg er barn af december.  Jeg holder ekstra meget af hende. Vi er en slags søstre.
’Du ser godt ud’, siger jeg og hun drejer omkring i en stilfuld piruette. Stoffet bølger, stjernerne glimter og hun dufter af appelsin og nelliker.
’Det gør du også’, svarer hun og tager mit hoved i sine hænder. ’Et år ældre er du blevet, men det kan man såmænd ikke se. De skarpe hjørner gøres bløde, når kvinder som dig kommer forbi.’ Hun hentyder til min snarlige fødselsdag og det tal, der snart skifter fortegn, men jeg ryster på hovedet. Det vil jeg ikke tænke på nu, der er jo flere dage til. Og det er virkelig bare et tal. Jeg føler mig ikke ældre, men på forunderlig vis føler jeg mig som en anden kvinde end den, hun besøgte sidste år. Jeg tager imod endnu et knus og vi aftaler, at vi skal have timelange gode og dybe snakke, mens kalenderlyset brænder og stormene går vores hus forbi.
Hvordan ser hun ud? December. Tja, vil du høre en hemmelighed? Det forholder sig sådan, at hvis man byder en måned velkommen i sit hjem, så er der ingen vej tilbage. Så flytter hun ind og alting forandres. Man lærer hende at kende, man bemærker hvert et kendetegn og man opdager også, at hun på mange måder er ny. Og det er ikke bare i sammenligning med sidste år, hun skifter ligesom farve og duft hver eneste dag. Hvis man vil, kan man vælge at hun skal være en lærer. Og det vil hun gerne, om vi taler om Februar, Juli eller December. De har alle deres godter i posen. Ikke to er ens. Og de er også forskellige, alt efter hvem de besøger. Jo, det er sandt!  For måneden ændrer sig alt efter hvilke øjne der ser. Hun opfylder ønsker og hun bliver nøjagtigt, som man vil. Er det ikke en god nyhed?
Her er December, hun stråler og med sig har hun sin første dag, storm og drivende skyer. Man kan se støvet på gulvet, når lyset kastes ind i det sekund, en sky skubbes til side. Og så kan man jo vælge at blive frustreret over det eller man kan kaste sig ud i en vals. December er altid frisk. Døren til hendes hjerte går gennem dit.
Min December har en smuk kappe på. En slags kåbe gjort af drømme og magi. Hun er Dronning af Nuet og hun er min største inspiration. Jeg har besluttet mig for at modellere hende, altså at kopiere det hun gør og er, for hun stråler og går med sikre skridt fra øjeblik til øjeblik. Hun griber dagen og gør den til sin egen.
’Jeg har besluttet mig for at folde min kreativitet helt ud’, siger jeg til hende og kan mærke en stor sten falde fra mit hjerte. Hun nikker. ’Det har jeg også’.
Så mødes vi over skrivebordet, hvor vi udformer en kontrakt. Vi skriver begge under, det er et højtideligt øjeblik. Noget, der lige om lidt skal fejres med en god kop kaffe med varm mælk. Vi smiler, nikker og fyldes af glæde og kærlighed. Vi vil skabe os en god måned. En måned, hvor vi tager et skridt af gangen. Vi bliver i nuet, vi inviterer roen og stilheden til bords og vi spiser langsomt og nyder den gode smag. Takker fordi vi er så heldige at have mad på bordet og stearinlys i vores stuer. Glæder os over hinandens selskab, men ikke mindst glæder vi os over at være blevet ven med os selv og det fine potentiale, der bor i vores hjerter.
’Er det ikke også på tide’, smiler December og hentyder igen til min alder.
Jeg nikker bare. Det er på tide og det er aldrig for sent. Glædelig 1. søndag i advent.
 
Tekst og billede, Lene Megan, december 2013 

lørdag den 30. november 2013

Vind i næsen. Gentagelsens magi.



Der er magi i gentagelsen. Man tror, at det bliver trivielt og man forlader vejen eller puden og det er synd.
Den norske filosof Arne Næss har beskrevet det således: At gå den samme tur ti gange kan give dig en følelse af gentagelse, men at gå den hundrede gange kan give dig fornyet følsomhed og glæde over hver eneste lille bitte ting på vejen.
Jamen hov, hvor blev det trivielle af? Og kedsomheden over denne samme tur og vej? Hvad er det, der sker, hvis man bliver ved med at gentage en bestemt handling og med tålmodighed og tillid til processen bare gør det? Vi tror at det forholder sig anderledes og vi gider ikke blive ved. Det sker i meditationen. Det er kedeligt at sidde på puden i lotusstilling i 15 minutter eller mere og blot betragte vores eget åndedræt. Tankerne flyver og vi får ondt i benene. Sindet fortæller os, at vi bare kan rejse og gå. Tankerne myldrer frem for at fortælle, hvor nyttesløst det er. Og selvom vi blot registrerer, accepter og nænsomt vender opmærksomheden tilbage til åndedrættet, fortsætter tankerne deres rejse. Vi kommer i tanke om gøremål. Og ubehageligheder. Eller vi bliver forført at en dejlig tanke om noget godt og andet, vi kunne foretage os, hvis vi ikke bare sad her. Registrer, accepter og tilbage til åndedrættet. Igen og igen. Gentagelse. Igen og igen. Og et sted opstår magien. Et pludselig hul af stilhed, en slags pause mellem ind- og udånding og vi er i vores eget stille rum. 
Eller vi opdager de små tings magi på den tur, vi har gået utallige gange. Dag efter dag. Den samme sti, vejen frem og tilbage, hvad er dog nyt? Sandheden er at alting er nyt. Hele tiden. Og hvis vi bliver ved med at gentage handlingen sker der noget. En dag vågner vi. Mens vi går og tænker, at det er kedeligt og nyttesløst, får vi øje på en sky. Den forestiller noget, vi ikke havde forestillet os. Et hjerte. Eller noget stort og vidunderligt, som vi ikke engang har ord for. Vi opdager, at vi selv er forandrede og i gentagelsen har fået fjernet et slags filter, så vi nu kan se og mærke noget andet. Noget mere. Magien. Alting er forandret. Hver eneste tur er ny. Og vi er nye hver gang vi går turen.
Jeg flirter med gentagelsen i disse dage. Jeg har fået en ny kæreste og den hedder disciplin. Hver eneste morgen sætter jeg i meditation. På puden, på gulvet og jeg bliver siddende. Det har jeg faktisk gjort så længe nu, at jeg ikke stiller spørgsmålstegn ved det. Mit sind fortæller mig ikke længere, at det er nytteløst og det finder heller ikke på undskyldninger. For ved konstant at møde op og sætte mig på puden, har jeg demonstreret min vilje og min intention. Jeg ønsker at meditere. Jeg har gjort det til en vane. Noget, jeg ikke har i sinde at opgive og det ved mine tanker godt nu. I stedet forsøger de at få mig ud på andre slags rejser, de giver sjældent op, men jeg har lært rutinen. Registrer, accepter og med kærlig nænsomhed tilbage til åndedrættet.

Vinden i næsen, som min ven Shaun siger, lyt til vinden i næsen.
Så jeg lytter til vinden i næsen. Hver eneste dag. Og jeg går de samme ture ud over marken med hundene. Vinden i næsen og i håret. Og så skriver jeg morgensider. Det er nyt, men jeg ved at jeg skal arbejde med kreativiteten og ligesom lokke den frem. Den er et følsomt gemyt. Den vil gerne vide, at jeg vil den. At jeg ærer den. Så jeg skriver tre sider i hånden hver eneste morgen, når jeg har siddet på meditationspuden. Vilje. Intention. Og en tro på, at der er magi i gentagelsen. Som Arne Næss, Shaun og mange andre kloge hoveder har sagt og skrevet om.
Vilje, intention og vind i næsen. .
Tekst og billede Lene Megan, november 2013
 
Og en lille hilsen fra November.
Dette er hendes sidste dag i denne omgang.
Nyd den i fulde drag og frygt ikke mørket.
For kun i mørket kan stjerner skinne.



torsdag den 28. november 2013

Dansen begynder



Natten møder dagen, mørket lyset og efteråret vinteren.
Dansen begynder.
 
I dag føler jeg sælsomt lykkelig. En snigende fornemmelse af noget andet danser med solopgangen og fylder min krop. Et andet sted. Der findes et andet sted og jeg har fundet vejen dertil. En slags nøgle. Mens jeg skriver dette, står solen op mellem træerne, gul og orange maler himlen. Vinden tager fat i træerne og de danser. Jeg er vidne. Vidne til dette fantastiske skue og til at noget vågner i mig. En forståelse. Dette er ikke noget, jeg kan tænke mig til. Aldrig. Sindet har mange undskyldninger og frygten bor i sindet. Men ikke i hjertet. I hjertet er der stille. Selvom hjertet har meget at sige, gør det ingen stads af sig. Det venter bare. Kalder, tålmodigt og fuld af kærlighed. Jeg venter og jeg svigter dig aldrig. Du er altid velkommen. Velkommen til dit helt eget rum af lys og uendelig kærlighed.

Og denne morgen ved jeg, at det er sandt. At rummet findes og at vi alle sammen har det i os. Vi kan bare ikke spørge os selv om det er sandt og lade sindet svare. Så får vi ikke sandheden men en masse konstateringer. Det er ikke sådan. Det er løgn. Sindet kender alle svarene, de kommer som kugler fra et maskingevær. Bum bum bum. Og vi mærker den velkendte snert af tvivl og snart danser frygten gennem blodårerne. Følelsen kommer, vi ved det og snart har sindet overbevist os om, at det blot er en skrøne. Eller hvad sindet nu kalder det. Men denne morgen skriver jeg fra et andet sted og fortæller sandheden. Fra hjertet.
 
Jeg er begyndt at skrive morgensider. Julia Cameron sprang pludselig ud fra boghylden og præsenterede sin fantastiske bog ”Kreativitet” som en del af mit pensum. Oplagt og ikke til at komme udenom. Det ser jeg nu. Bogen dukkede op netop som jeg var færdig med anden. Og den er perfekt. Den giver mig nogle svar, som jeg søgte uden at vide det. Det hele hænger sammen. Og så opfordrer den mig til at komme i gang. Selv. Gå vejen, så jeg kan fortælle andre om det.

Morgensider. Tilbage til morgensiderne, de håndskrevne sider, som man skriver hver eneste morgen uanset om man har tid eller lyst. Man gør det bare. Og de skal være skrevet i hånden. Det er en anderledes følelse, hånden der glider over papiret. Jeg fik næsten krampe, da jeg skrev, så uvant var det.

Måske skriver jeg dette nu, fordi jeg skrev morgensider for kort tid siden. Jeg har fået fjernet noget råddent overfladevand og nu skal sandheden frem. Solen smiler fra sin himmelplads og nikker, ja der er noget om snakken. Tænk hvis den lod være med at stå op, bare fordi dens sind bad den om at lade være. Eller hvis den lod være med at skinne. Kan du forestille dig det? Jeg kan ikke. Så hvorfor skal vi lade være med at skinne, os fine mennesker. Hvorfor skal vi skjule vores talenter og hvem vi er? Hvorfor lytter vi kun til sindet og sjældent til hjertet, hvorfor tror vi på, hvad vi tænker?
 
Tankerne er som skyer. Skyer på himlen. De svæver forbi, hurtigt og langsomt alt efter vind og vejr. Nogle gange er de der slet ikke. Så er himlen blå og uendelig. Har du ligget i græsset og set op i himlen uden skyer? En sommerdag. Mærket varmen og stilheden. Sådan er det, når vi lader tankerne være. De kommer og går og de har ofte fart på. De tænkes af sindet og der er ingen nåde. De er utrættelige. Men det er muligt at komme udenom dem og ind i et andet slags land. Gennem træning og meditation. Træning er nøgleordet. Og intention. Viljen til at gå en anden vej og se, hvad der viser sig.
Og det har jeg tænkt mig. Efter snart tre år på en ny slags vej, dukker der en sidevej op. Jeg var gået forbi, men noget i mig kalder og jeg vender om og går tilbage. Der er intet skilt, ingen garantier om ankomsttid og sted. Jeg må bare stole på, at det er den rigtige vej. For mig. Så jeg begynder at gå og opdager, at alting er nyt. Solen står op i horisonten og dagen er.
Jeg er begyndt at skrive morgensider.
 
Tekst og billede, Lene Megan, november 2013
 
Tak til denne fine morgen overflødighedshorn af inspiration.

onsdag den 27. november 2013

Filosoffen og lommespejlet


 
Jeg vil spørge hende til råds, den kloge kvinde, der bor i lysestagen. Den står i vinduet. ’Det kræver at du tænder lyset’, hvisker vinden. Regnen pisker mod ruden. Det vil varme sjælen at tænde et lys. Den slags små ritualer er vigtige, så meget har jeg da lært. Men hvor er nu tændstikkerne? Det slår mig, at jeg har glemt at tage en ny pakke tændstikker med op i skriverummet og hvis jeg forlader ordene nu og henter tændstikker i stueetagen, vil jeg forlade et rum, jeg netop er gået ind i. Måske vil døren være lukket, når jeg kommer tilbage. Jeg ved det af erfaring. Man skal smede, mens jernet er varmt, ild eller ej.
’Måske bor hun også i det lille spejl’? Filosoffen drejer hovedet og peger uden arme mod det lille ovalformede spejl. Også det befinder sig i vindueskarmen. Det spejler dagen, natten og regnen, der slår mod vinduerne. Og det hænder også at det spejler stjernerne. Det er et smukt syn. Alting er at se i spejlet. Selv livet. Så måske bor hun også dér?

Filosoffen har fat i noget. Det har han tit. Men indrømmet, jeg har ikke delt så meget af hans visdom på det seneste. Det beklager jeg. Nu bevæger han sig lydløst fra sin plads og går hen til spejlet. Han har ikke travlt, hvert et skridt trædes nænsomt og med stor koncentration. Måske skyldes det, at han hverken har ben eller fødder, jeg ved det ikke. Men for ham er det ligegyldigt. Han går nemlig. Direkte hen til spejlet. På sin lidt dovne men bestemte måde kaster han et blik ned i spejlets univers. Selvom han står med ryggen til, kan jeg se at han smiler. Hans kropsholdning ændrer sig, han bliver ligesom mere rank og så kommer den. Den lille latter. Den klukker som en flod, et lille vandfald af godmodig og filosofisk velvære. Synet i spejlet fryder ham. Jeg får lyst til at se, hvad han ser, men indser at det vil ødelægge øjeblikket. Så jeg betragter bare og lytter til stilheden, der kun afbrydes af mine fingres dans over tastaturet og vindens klagesang.
’Jo,’ han nikker bestemt.  ’Hun bor også i spejlet. Nu kan du spørge hende til råds.’

’Jamen skal du så ikke flytte dig’? Jeg ser en smule irriteret på ham, han skygger jo for spejlets sjæl. Men han modtager mine ord med ro og ryster bare på hovedet. ’Det er ikke nødvendigt. For jeg er hende.’
’Sikke noget vrøvl. Hør her, Filosof, jeg spørger gerne dig, men jeg bryder mig ikke om, at du udgiver dig for at være noget, du ikke er. Du er ikke kvinden i spejlet, visdommens kilde og det orakel, der kan give mit svar.’

’Det er jeg da’! Han ler og smiler sukkersødt til mig. Latteren bobler, det lille hjerte på venstre skulder skifter farve. Måske er det synsbedrag, men jeg synes pludselig at det hopper over på højre skulder. Under alle omstændigheder føler jeg mig ført bag lyset. Det lys, der snart forsvinder fra dagen. Regndisen er tæt, nattens tæppe gøres klar. I aften vil stjernerne næppe kunne ses på himlen. Og heller ikke i spejlet. I stedet ses en norsk filosof med et drilsk smil om læberne.
’Hvad vil du spørge om’? Han er vedholdende, det må man give ham. Mærker han ikke min irritation og min manglede forståelse af, at han driver gæk med min længsel? Jeg trænger til et svar. Til et tegn, til noget og jeg havde jo bestemt mig. Jeg ville spørge hende til råds. Hende. Men så valgte jeg ikke at hente tændstikkerne og resten er historie. Filosoffen er på banen igen.

Jeg trækker vejret dybt. Det er altid godt. Dybe vejrtrækninger, helt ned i maven, ind med ny energi og så give slip på både irritation og vantro. Filosoffen har svaret. Selvfølgelig har han det. Det forholder sig ofte sådan, at svaret findes lige for næsen af en. Man leder i øst og i vest og fortvivles. Spørger både den ene og den anden og selvom man får mange bud på sandheden og en masse gode råd i tilgift, så er det sjældent helt rigtigt. Men Filosoffen er klog. Det har jeg jo oplevet før. Hvorfor havde jeg glemt ham? Her var jeg så fokuseret på kvinden i lysestage og spejl, at jeg glemte min lille ven fra Senja.
’Undskyld Filosof, jeg ved det godt. Kom så med det’!

’Klart’, synger han på klingende norsk, ‘ men først skal jeg bede om spørgsmålet’.
Mine hænder glider ned i bukselommen til det sted, hvor jeg gemmer mine bedste spørgsmål. Men til min forfærdelse opdager jeg, at lommen er tom. Spørgsmålet er væk.

Tekst og billede, Lene Megan, november 2013
 
Billedet er af Skrivehuset en tidlig morgenstund i november. Teksten er skrevet helt intuitivt. Er du klar over, at vi hver især gemmer på de særeste historier? De skal bare hentes frem. Der er historier alle vegne, også i Filosoffer fra Senja og ovale lommespejle. Hvornår har du sidst hentet gemte historier frem? ;)