torsdag den 29. november 2012

Månebarn


Fuldmånen sejlede gennem skyerne på nattehimlen. Så du hende?
Hundene og jeg gik en tur ud i i haven. Jeg stod i den kølige aftenluft og lod mig opsluge af synet. Det sølvagtige lys, der lå over landskabet. Stilheden, ja for månen rejser uden stort postyr. Jeg er heldig, tænkte jeg og mærkede det i hele kroppen. Jeg hilste ærbødigt på hende, da hun kom til syne bag skyerne og et øjeblik stod alene i rampelys af sølv og nattehimmel. Og som en dronning så hun ned og hilste på mig. 'Månebarn. Det er, hvad du er’, synes hun at sige.’ Jeg er glad for at du er her i dag. I din have. Under himmelhavet. For det, jeg er, er du også. ’

Godt nok kan jeg ikke sejle på skyer, men det føltes næsten sådan, da jeg stod dér og så på hende. Jeg blev blød om hjertet og det suk, jeg hørte som et ekko mellem træerne, var mit eget. Tiden stod stille. For hvad er tid egentlig, synes månedronningen at sige, mens hun sejlede videre bag en sky og spejlede sig i månevandet.

En flagermus gled forbi. Et vingesus. Kærtegn af stilhed.
Rigdom, var det ord, der først bladende sig i min næsten meditative væren, dette er sand rigdom!

Og månebarnet følte sig helt rolig, da hun igen gik ind i huset. Skuttede sig lidt og satte vand over til te. Hundene lagde sig til rette på puderne og snart lød den velkendte snorken mellem husets vægge. Hun lod sig opsluge af en film. Veltilfreds og rolig indeni. Dybe vejrtrækninger og en slags ubeskrivelig lettelse. Der er vist noget helt specielt ved netop denne fuldmåne, tænkte hun og vidste instinktivt, at sådan er det.
En tærskel. Et skridt. En måne, der sejler forbi et vindue. En ny tid.

Månebarnet sov godt gennem natten. Det undrede hende lidt. Kun et enkelt stop på en månestation med blåt lys gennem vinduerne og skygger af sølvtråde på skabslågerne. Et magisk syn. Så smilede hun, månebarnet, og faldt i søvn igen.
Billedet er lånt på samvirke.dk

onsdag den 28. november 2012

I dansen mellem mørke og lys


’Spændende at følge hjertet’, siger hun, November, mens hun blidt frigør sig fra morgendisens favntag. Hun smiler. Selv synes jeg egentlig ikke, at der er så meget at smile af. Jeg er pludselig blevet alvorlig træt af uigennemsigtige vejr. Jeg savner solen og at mærke dens varme på min hud. Og det er for tidligt, siger jeg formanende til mig selv, vinteren skal først til at begynde. I morgen skifter vejret, så daler temperaturerne og vinteren træder i karakter.

’Hjertet? Nå ja.’ Jeg har ikke tænkt mig at skrive på hjertehistorien i dag, det kan hun godt glemme. Jeg er ikke i humør til at gå tilbage til den kælder, hvor jeg forlod historien i går, heller ikke selvom den sluttede på et spændende sted, hvor læseren blev lovet, at man ved at lære sig selv og sine følelser bedre at kende kan slutte fred med de evige kampe, der altid buldrer som ilden i kaminen. Og den ild går jo ud, tænker du jo nok, hvis man ikke giver den brænde og opmærksomhed. Og så er du rykket et skridt nærmere sandheden. Men fortsættelsen kommer ikke i dag. Mit hjerte er faret vildt i disen.
November stryger mig på kinden og gør klar til mere kaffe. En god plan. Hun varmer mælk i den lille kasserolle på komfuret, jeg kan høre lyden af hvid væske, der gør sig lun. Og den er tiltrængt, den kaffe. Jeg er ikke rigtig vågen, det er som om det tunge vejr og fugtigheden har lagt en klam hånd om mig. Tynger. Bare lidt altså, men nok til at energien brænder på lavt blus. Og hvad gør man så? Bliver irriteret? Frustreret? Slår sig selv i hovedet og går i seng, som den gode Maude i Matador ville have gjort det?

November hælder den varme mælk i kaffen og rækker mig et krus. Jeg kan mærke varme fra keramikken brede sig ud i mine håndflader. Et kort sekund føles det godt, så forvandler varmen sig til en lille smerte og jeg stiller kruset fra mig. Der må være en pointe med dagen i dag, tænker jeg, den dag, som metrologerne kalder årets sidste efterårsdag. I morgen vil sneen dale fra blåsorte horisonter og vinteren vil kræve både krop og sjæl. Så skal der for alvor lægges indre brænde på, for at blive i den metafor.

’Men du, siger November og slubrer kaffe i sig, ’du har jo fornemmelse for vinter! Jeg husker en artikel, du skrev sidste år. Måske skulle du læse den igen?’
Jeg husker den svagt. Jeg skrev ordene i et klart øjeblik. Og den slags øjeblikke opstår, som et glimt ser man hele sandheden og forstår livets mysterium. Man ved, at årstiderne og deres cyklus giver fuldstændig mening, at naturen er klog og at alting har sin tid. Man danser med dønningerne og synger fuldmånesenater. Krammer et træ og flyver med fuglene over himlen. I dag er dansen lidt tung. Men kaffen gør godt, det må jeg erkende. Den vækker mig og gør mig klar til en dag med dårlig sigtbarhed. Og hvem siger, at det er dårligt?

’Er du ked af at skulle af sted’, spørger jeg November, for at snakke om noget andet.
’Kommer du til at savne mig?’, spørger hun og slår en skraldende latter op. Det spørgsmål kræver vist ikke et svar. Hendes latter er et kærligt tordenvejr. Hun ved godt, at hun kan være krævende på mange måder, men bagefter ser man sig tilbage, sådan ganske kort over skulderen, og får øje på en underskøn kvinde i disen. En kvinde, som blev så smuk og vis, fordi hun turde blive på den vej. Fordi den vej rummede en historie, hun havde brug til at lytte til. Hun er vidunderlig dyb og sensuel, tænker man. Lidt mystik. Og meget dragende. Sådan ville jeg også gerne være, tænker man måske.  Selvom man godt kan få for meget af tågedis, sukkende blade og lys, der ligesom bare slukkes. Fordi.

’Du skal have ros’, siger hun så og lader sine efterårsfingre glide igennem mit hår. ’Du er blevet meget bedre til det. At være med det, der er. Når du ikke tror, at jeg ser dig, betragter jeg dig fra mit stille skjul. Der i tusmørket, hvor grenene strækker mod fløjsmørket. I skæret fra stearinlyset.
I dansen mellem mørke og lys, som livet jo er.

tirsdag den 27. november 2012

På hjertets vej, 2.


 
Der var noget, jeg ikke vidste, da jeg besluttede mig for at følge hjertet. Og heldigvis for det. For hjertet møder frygten lige dér, hvor den er.
Når man beslutter sig for at følge hjertet, bliver vejen lyserød og velduftende som morgenroser om sommeren. Faktisk skinner solen altid på hjertevejen. Glæden danser kun få skridt foran en og man kan let række ud og favne den. Men, viser det sig, den er som et væsen fra eventyret Elverhøj. Drilsk. Provokerende. Fuld af udfordringer, for hjertet kan finde på at stille de mærkeligste spørgsmål. Det tager ikke halve svar for gode varer.
Og pludselig befinder man sig i en kælderskakt. Der er mørkt og klamt. Man fryser helt ind i sjælen. Lyset er slukket og natten trænger sig på. Rykker nærmere uden at gøre større væsen af sig. Og det havde man jo ikke set komme, når man nu havde besluttet sig for at gå med glædesskridt på hjertevejens smukke stier med blæst i håret og en svag duft af vasketøj og syren i vinden. Vel?

Nogen vil sikkert påstå, at man skal forsøge at undgå sådanne steder. At den slags skumle kælderskakter hører fortiden og en anden verden til. Man skal tænke gode lyse tanker, der vil tage en derhen, hvor man hører hjemme. På den lyse side af livet. Og vælger man at lytte til de påstande, kan man godt blive temmelig slukøret, for ikke at sige deprimeret, når man pludselig befinder sig et helt andet sted. Gjorde jeg noget galt, tænker man? Kom jeg til at tænke noget forkert? Og så kommer man i tanke om alle de gange, hvor man mærkede frygten trænge sig på, bare i form af en omstrejfende tanke, der gjorde som den plejede. Rystede lidt op i en ellers god dag. Eller nat.

Det er mig, der er håbløs, græder man og tror, at man for evigt vil være hensat til kælderskakter og fugtige huller, fordi man endnu ikke har fået styr på sine løbske tanker. De forkerte tanker. Og man peger fingre af sig selv dér i mørket, måske, fordi man føler sig fortabt. Jeg orker det ikke, tænker man, den evige kamp. Den gør mig så træt. Måske skal jeg bare blive siddende her. Gemme mig i mørket. Det er nok bedst sådan. Jeg fortjener ikke at se dagens lys, når jeg ikke kan finde ud det. Basta.
Så sidder man dér. Om øjnene er lukkede eller ej kan sådan set være lige meget, for det er mørkt ude og inde. Man glemmer at man fryser. Det er man jo så vant til. Suk. Og så pludselig hører man en stille stemme. Den er rolig og kærlig og lægger ligesom et varmt tæppe om den frysende sjæl.

’Kunne du tænke dig et liv uden evig kamp’? spørger den. ’Kunne du tænke dig at lære dig selv bedre at kende?’
Og man nikker, temmelig slukøret, for det var jo ligesom det, man havde besluttet sig for. Lære sig selv og sin inderligste gode drøm at kende, mærke glæden ved livet, øjeblikket, danse den dans, man kendte som barn, inden den tilsyneladende virkelighed slukkede gode tanker og glæden ved at være lige nøjagtigt den, man var. Men det kan jeg jo ikke, svarer man hjertet og sukker så højt, at vandet i kælderen skvulper.

’Jo du kan’, hvisker hjertet og giver en et forsigtigt klem. Du ved, sådan et, der kan mærkes i stilheden. Uden berøring, en sagte væren, et kærtegn så mildt og godt, at noget vækkes til live igen. Man ranker ryggen lidt og mærker at benet sover. Man rejser sig og står der i mørket.
Jeg kan godt, siger man til sig selv og mærket håbet. En glød bliver til stille ild. Og man rykker nærmere varmen og nyder det orange skær af tro og håb. Og tanken om at man måske alligevel selv har noget at skulle sagt.

Fortsættelse følger ...

mandag den 26. november 2012

Saucer, supper og hjertehistorier


’Jeg kan ikke beslutte mig i dag’.

’Vær med ubeslutsomheden’, svarer November bare. Ryster på hovedet, så flere blade falder af. De sidste. Og det er også de sidste dage, hvad min gæst angår. Den dybe dame, som så ofte spørger, om man tør. Gå hele vejen. Helt ned. ’For man kommer jo op igen’, tilføjer hun og ser snu ud. Hun har mange ansigter. I dag er hun blålig og diset, en kåbe gjort af tvivlsomme vattotter dyppet i akvarel.
’Du er i gang med en føljeton om hjertet’, minder hun mig om. Jeg vil gerne høre lidt mere, inden jeg forlader etablissementet og forsvinder ud i årets intethed for at gøre mig klar til nye udskejelser. ’Næste år, vel at mærke, for snart efterfølges jeg af vinterens lille lys, den tilsyneladende muntre December’. Datter af Jupiter, jo jeg husker hende så udmærket. Og glæder mig på sin vis til hun springer ind på scenen med sin lattermilde optimisme og sine julelys. Solstrejfene er få i november. Og det er ingen bebrejdelse, jeg konstaterer bare. Og er med det dunkle lys og ubeslutsomheden.

’Føljetonen følger’, forsikrer jeg hende. ’Når hjertet vil.’
’Men ikke vent til december’, siger hun og jeg sporer en vis utålmodighed, der får mig til at smile. Her er damen, som altid taler om at vente. Tålmodighed. Ting tager tid, er omkvædet på hendes sang, der med udpint langsomhed tager os gennem dagene i hendes måned. Og sådan er det jo slet ikke, jeg har haft mange gode dage sammen med hende. Anderledes, dybe og disede. Måske. Men ikke desto mindre. Og jeg kommer til at savne hende, for man bliver ikke et helt menneske af at rejse på sommerferie med Juli i den tro, at det er livet. Som det eneste. Vel?

Hun ryster på hovedet. Slet ikke. Men historien vil hun gerne høre. Den om hjertet. For hun ved, at hun har inspireret mig og at jeg har lært meget i løbet af hendes dæmpede dage. Dage, der ligesom opfordrer til lettere dybsindighed. Den slags, man kan lave en god fond af.
’Du smider bare om dig med ord’, konstaterer hun og jeg nikker. Jeg spørger ikke om lov, jeg skriver bare, mens det blålige eftermiddagslys synker længere ned mellem træerne.

’Hvorfor så ikke …?’
’Nej November, du må vente tålmodigt!’ Var det min stemme, den lyder lidt anderledes. Bestemt.

Det tager tid at lave god fond til saucer, supper og hjertehistorier.

fredag den 23. november 2012

Morgenkys og magi


 
Der vil komme andre smukke morgener, men denne morgen vil aldrig komme igen.
Lyset boltrede sig allerede på morgenhimlen, da jeg stod op. Søvndrukken, ankommet til min dags station en smule fortumlet, stadig badet i søvn og drømmerier. Et blik var nok. Ud af vinduet, noget puffede til mig, jeg vågnede blidt og blev taget med. Var det Peter Pan, der svøbte mig i sine flyvearme, eller var det noget andet derude? Det er i grunden også lige meget, for jeg faldt i staver over skønheden udenfor mine vinduer. Og jeg åbnede det, vinduet, og mærkede den kølige friske morgenluft strømme mig i møde. Jeg var åben. Jeg var vågen. Og dagen foldede sig ud.
Heldig er jeg, som får lov at opleve naturens magi. Hver eneste dag, hver eneste aften. Jeg bader i naturlig inspiration og hvis jeg ikke ser det, mærker det og kan tage imod, så er det fordi jeg har lukket mig. Og det sker. Så synes det hele gråt og tåget, jeg glemmer, at jeg bare kan åbne mine indre vinduer og lukke luften ind. Trække vejret dybt. Være med dagen og alt det, der folder sig ud. Lyset. Tågen. De nedfaldne blade, der krydser vejen i en uregerlig række af orange knitren. Fuglene, der flyver over himlen, skyerne, der ændrer sig og alligevel er de samme. En del af noget større.

Kaffen løber igennem maskinen med sin velkendte brummen. Jeg hører den, da jeg lukker badeværelsesdøren op og går ned af trappen. Jeg ved ikke, hvor længe jeg blev stående i det åbne vindue med min nattehud og lod den forvandle til piblende morgenglæde. Det føltes som en evighed. Da jeg nåede ned af trappen, var naturen allerede i gang med andet akt i sit skuespil, bagtæppet var anderledes, lyset var blevet hovedperson og solen den skønne primadonna. Hvilken pragt! Skyggerne dansede på vægge og gulve og jeg måtte danse med.

Så opdager man, at nuet er perfekt. Og at man selv har nøglen. Til nuet, livet og den glæde, der er alle forundt. En duft af kaffe. Et solglimt på november himlen. Morgenkys og magi.

torsdag den 22. november 2012

På hjertets vej, 1.


 
Der var noget, jeg ikke vidste, da jeg besluttede mig for at følge hjertet. Og heldigvis for det. For hjertet møder frygten lige dér, hvor den er. Hvad er det, jeg siger?
Jo, ser du, Hjertet tager en med på en rejse, der ikke bare går af snoede veje, hvor blomstrende mandeltræer danser frydefulde trin til vindens sang. Rejsen går helt ud i de mørkeste kringelkroge, ja helt derind, hvor man før slet ikke turde tænke på at gå ind. Havde hjertet på forhånd fortalt mig, at vi skulle rejse på de dybdegrader, havde jeg nok fundet på en god undskyldning. For hvem har lyst til at opsøge de steder, hvor det er mørkt, klamt, koldt og hvor smerten er så dyb og næsten uforklarlig, at man slet ikke kan tænke tanker, der går i den retning? Steder, man kun kender alt for godt og som man vil gøre sit allerbedste for at gemme og glemme?

Men hjertet har lyst. Og når man først har truffet en beslutning om at følge sit hjerte gennem tykt og tyndt, så er der ingen vej tilbage. Selvfølgelig kan man stå af toget, men når man først sidder dér i sin hyggelige kupe og ens navn står på døren, så skal der alligevel en del til, før man forlader varmen og sit hjerte og kaster sig af toget. Der er bare noget, som driver en videre. Tør du blive siddende, hvisker hjertet, så skal jeg vise dig, at det mod, du da udviser, er hele rejsen værd.
Hvor skal vi da hen, kære hjerte? Det hænder, at man må stille det spørgsmål, for der er tidspunkter, hvor alt peger i samme retning. Vildledning! Der er tåget, det er koldt og de sprækker, der dukker op i skydækket, viser sig at afsløre trapper til steder, hvor man absolut ikke vil hen. Trapper, der går ned. I kældre. Og dernede står der ting og sager, som man for længst har lagt låg på og som man ikke ønsker at møde igen! Aldrig! Så helt ærlig hjerte, hvorfor skal vi derned? Det kan du da ikke mene!

Jeg har protesteret. Jeg har forsøgt at gå den anden vej, men så snart jeg vendte hjertet ryggen, mærkede jeg et voldsomt savn og som en slags magnet trak hjertet mig tilbage. Du tør godt, hviskede det bare, for hjertet taler aldrig med høj stemme. Husk nu, hvad jeg har sagt. De steder rummer forløsning. For sandheden er, at du slet ikke aner, hvad der gemmer sig i dine kælderskakter. Du tror bare, at du ved det. Og skriften på kasserne er frygt.
Fortsættelse følger. Dette er en lidt anderledes føljeton, kan jeg ligesom mærke. Noget mit hjerte vil fortælle. Sige højt. På sin stille måde.

Billedet er lånt hos healingwithart

En sjælden skat

 
Leder du efter en sjælden skat.
Men er vejen uklar og buet.
Vid at du er tæt på og nær.
Når du søger din nøgle i nuet.

- Megan - 

onsdag den 21. november 2012

Tågetid


 
Noget får mig til at gå op af trappen og ind på arbejdsværelset. Jeg tænder skrivebordslampen, for der kommer ikke meget lys gennem vinduerne i disse dage.
Tågetid. Hver eneste morgen står dagen op og skutter sig i sin grå frakke. Det bliver ikke rigtig lyst. Disen svøber sig over landskabet, indhyller træer og gør horisonten uklar.

Tågetid. Jeg kom til at tænke på det ord, fordi det i dag er begyndelsen på mørketiden i nord. Mørketid er et ord, som fascinerer mig. Jeg får associationer og en masse spørgsmål rejser sig. Hvad gør det ved mennesker at bo i mørket i to måneder hvert år? Hvordan finder man energi og livslyst, når man ikke ser solen og ikke kan bade i lys, selvom det er svagere på denne årstid? Er mørketiden blot noget, der skal overstås eller findes der mennesker, som ligefrem længes efter at himlens lys slukkes? Hvor den blålige dyne af mørklilla silke lægger sig til rette over rastløse sjæle, der altid søger lyset? Som blomster og planter, der drejer sig mod lyset og solen, men hvor skal man vende sig hen, når man vandrer i mørke i ugevis gennem en del af vinteren?
Det er sikkert helt anderledes, end jeg forestiller mig. Der må være en slags kompensation, der er noget, jeg ikke ved. Der findes en hemmelighed dér i mørket, det er jeg ganske sikker på. Og jeg får lyst til at kende den hemmelighed, nogen må kunne løfte det mørke slør og med stolthed proklamere, at der findes en god vej gennem mørket. Der må være noget, man skal lære og have med sig videre, hver gang denne tid på året ankommer. Jeg kaster et skævt blik på filosoffen, som står i min vindueskarm. Måske kender han svaret?

Men hvad så med tågetiden, tænker jeg i mørketidstankernes kølvand. For det er jo ikke kun i det nordlige Skandinavien, at man mærker vinterens kommen. Her er det ofte diset og tåget på vejen gennem både november og december, ja tågen kan sågar finde vej helt ind i januar og februar. Der er dage, hvor lyset er så dæmpet, at det næsten ikke findes. Det er bare en antydning. Som i dag. Og jeg kan mærke min egen energi sænke sig i takt med naturens. Denne tid opfordrer til at rejse endnu dybere ind i sig selv og det, der er. Sådan tænker jeg, men jeg ved det jo ikke. Igen kigger jeg i retning af Filosoffen, som indtil videre formår at holde sin lerkrop helt stille. Stolt og rank står han med strithår og skulderhjerte og et blik, der ikke afslører meget. En svag bevægelse, noget, måske. Eller også var det bare mit håb, der rørte på sig?
Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg fandt vejen gennem tågen, op af trappen og hen til tastaturet. Noget dragede mig. Det ene ord tog det andet.

Mørketid. Tågetid. Snart vinter.

tirsdag den 20. november 2012

Tændstik


’Sig mig, hvorfor tænder du ikke lidt stearinlys?’ November ser på mig med kærlig hovedrysten.’ Du vandrer rundt i halvmørke!’
Jeg ser forundret på hende. Ved hun slet ikke, hvordan hun ser ud? Diset, grå og med himlen hængende tungt ned som vådt pandehår. Koldt og klæbrigt.

’Jamen, det er jo fuldstændig uklart derude’, sukker jeg lettere irriteret. Diset og gråt. Sigtbarheden er lille. Jeg kan ikke se naboens gård og de heste, jeg ellers nyder at rette mit blik mod. Der er noget storslået over heste.  Jeg betragter dem på afstand med respekt og ærbødighed. Prægtige dyr. Men i dag kan jeg ikke se dem, tågedisen danser over markerne til usynlig musik og indhyller træerne i vamsede grå dynefrakker. Alligevel ser de ud som om de fryser, træerne.  Det samme gør jeg.
’Du misforstår mig’, svarer November bare og kaster et blik på fyrfadsstagerne, der står rundt omkring. Det handler ikke om mig og mit vejr. Det handler om dig! Om at du har mulighed for at tænde dit eget lys og lade det skinne indefra. Det kræver ikke solskin og høj blå himmel. Tværtimod, vil jeg næsten påstå, hvis jeg nu skal fremhæve mine egne og årtidens attributter. Du har tændstikker, du har lys. Du har alt, hvad du skal bruge for at få både lys og varme. Hvorfor vandrer du så hvileløst rundt i tåget kulde?

Jeg skal til at sige noget, men min stemme vil ikke lystre mig. Det første bogstav bliver til et stykke papir, der krølles sammen og kastes bort. Protesterne forstummer. Jeg har hørt hende. Og jeg ved det jo godt, men jeg glemmer det, når jeg lader blikket vandre ud gennem vinduet, kun for at konstatere at det støder på en mur af grå uvished. Tåge. Uklare øjeblikke. Og så taler hun om at tænde lys, både dem af stearin og de indre. Skinne indefra, ja god formiddag, November, hvad er dog det for et råd?
Pludselig smiler jeg af min egen indre dialog. Hører mit ego byde op til dans, en dans så velkendt, at jeg kan trinene i søvne. Selvsikkert rækker det hånden ud og søger min. Den velkendte undskyldnings dans. Egoets dans. Alt det udenoms. Omstændighederne. Vejret. De andre.

Hun rækker mig en tændstik. Så spinkel den ser ud, helt skrøbelig og sart med sin slanke krop og det lille rødbrune hoved. Tænk at sådan en lille størrelse kan tænde ild! Og jeg står med dette mægtige våben i min hånd og betragter det med sand forundring. Så leger jeg lidt med ordet. Lyden. Tændstik.  Jeg beslutter mig for handling og med forsigtighed stryger jeg tændstikken mod svovlet på æsken. Den flammer op. Orange. Og en lyd. En duft. Af ild. Svovl. Varme.

Jeg tænder et par fyrfadslys og opdager, at jeg smiler til November. I samme sekund beslutter jeg mig for, at jeg vil lade min indre ild brænde i dag. Side om side med de stearinlys, jeg nu har tændt. Det indre lys står stærkt i stormen, hvis man vil. Det lader sig ikke slukke med mindre man selv vælger det. Skræmmende.

Lysene blafrer. Jeg drikker det sidste kaffe og takker for, at jeg igen kan stryge en tændstik med højre hånd. Og for at November bor her, misforstået, forhadt og ensom på mange måder, men stolt som en dronning og varmere end man tror. Klogere, mere vis og langt mere kærlighed, end man tør drømme om.

OG dér i disen danser en tændstik.

mandag den 19. november 2012

Pensionat


At være menneske er som et pensionat. Hver morgen rummer en ny ankomst.
- Rumi –

Hver morgen rummer en ny ankomst. Ordene vækker genklang og tankerne om pensionatet er ikke ukendte for mig. Det er en god metafor. Jeg er et pensionat og byder livet velkommen. Hver eneste morgen er en ny ankomst af følelser, tanker og, hvis man er heldig, måske en månedlig gæst. Som November.
November har skam været her hele tiden. Lige siden den første dag i denne sidste efterårsmåned, som på mange måder minder mere om vinter. Hun har gjort sig det behageligt i gæsteværelset og hun har ledsaget mig gennem dagene mod helbredelse. Den dårlige nakke og skulder. Smerter. Ingen skriverier. Det var en stor sorg og jeg, må jeg indrømme, gik helt i panik. Hvad skal jeg dog gøre uden mine ord? Men den kære November klappede mig kærligt på kinden og viste mig vej ind i sit disede og ganske dybe univers. ’Du har nok noget at lære’, sagde hun og lod mig forstå, at det var tid at følge med hende.

Det kan være svært at se på skade og smerte som en slags gave og en livslektion, men efter et stykke tid dæmrede det for mig som solen, der bryder igennem morgendisen. Måske er der noget om snakken? Måske havde jeg virkelig noget vigtigt at lære, som kunne erfares i den yderst ubehagelig tilstand, jeg var udsat for. Smerten var stor i starten og jeg boede i den. Den overtog mig og livet blev en kamp for overlevelse. Og det ord er en overdrivelse, men det sætter ligesom tingene i perspektiv. Pludselig var det alt, det drejede sig om. At lindre smerten. At finde en måde at sidde på, sove på. Og at skrive kom slet ikke på tale.
Hvad jeg har lært, vil sikkert dryppe fra min pen i de kommende måneder. Lige nu er det stof til eftertanke og refleksion. Jeg smager på min lektion som på et bolsje, sutter forsigtigt på den og lader det smelte i munden. Det nytter ikke noget at knase og lade bolsjet blive forvandlet til syrlige fragmenter. Så mister lektien sin kraft. Nej, det kræver tid og tålmodighed at rejse gennem november og for hver dag, der går, føler jeg større og større taknemmelighed for det, jeg har erfaret ved at blive sat ud af spillet for en stund. Desuden er jeg dybt taknemmelig for, at det nu går fremad i den fart, det gør. Og vi taler ikke motorvej. Nej, vi taler sindighed, ro og omtanke.

November nikker, mens hun kærligt siger farvel til solen, der har glædet os med sit selskab i dag. Lykke er sol i november, konkluderer jeg, mens jeg ser på min månedlige veninde, som jeg tidligere frygtede. Jeg forsøgte at undgå hende. Jeg kaldte hende ikke veninde, for hun repræsenterede en slags skyggeside i mig, noget, jeg var bange for. Nu fryder jeg mig over hvert eneste minut i hendes selskab. Sådan da. For hun kræver meget af mig, hendes kraft er voldsom og den lærdom, hun bærer med sig, er ikke for nybegyndere. Den kræver mod.
Føler du dig også modig på en helt speciel måde, når du vandrer gennem novembers disede dage og møder dig selv i de nøgne træers skygge?

For det er du. Du er modig. Og November er din ven. Vær et pensionat og tag imod, så skal du se løjer af den udviklende slags.

lørdag den 17. november 2012

En gave


 
Det er en gave, hvisker stilheden og puffer blidt til mig, mens jeg vandrer dér gennem novemberdisen.
Samme landvej som i går. Umiddelbart ligner landskabet det, jeg indåndede, da jeg sidst gik her, men hvis jeg anstrenger mig en smule, mærker jeg, at noget er forandret. Det er så skrøbeligt og fint, at man næsten ikke kan se det. Hvis man bare spurter forbi, fordi man har et mål et sted forude, overser man det fuldstændigt. Det er så nemt. At gå forbi. Fordi man tror, at forandring har noget med store brag og voldsomme åbenbaringer at gøre. Som tårnet, der vælter ved egen eller andres hjælp. Og fordi man har en forestilling om, hvordan det vil se ud, følger man kun den tanke. Videre. Forbi alt det, der sagte bevæger sig i vinden og hvirvles op med de sidste nedfaldne blade.

Man glemmer at mærke. Glemmer at lytte. Glemmer at være.

Jeg blev passeret af en løber, da jeg gik på landevejen i dag. Han kom bagfra, jeg fornemmede hans skridt i asfalten og vi hilste på hinanden. Så var han foran mig og snart en prik i horisonten. Jeg mærkede et stik af misundelse og savn, for jeg ville også gerne løbe, men da jeg havde ladet den følelse passere, spurgte jeg nysgerrigt mig selv, hvorfor jeg dog ønskede mig det. Hastværk? Jo ser du, begyndte jeg, men min stemme forstummede. Svaret smagte forkert i munden, besk som en dårlig mandel. Jeg spyttede den ud og faldt tilbage i mine rolige skridt. Fulgtes med vinden og bladene på vejen og vidste, at jeg ikke længere havde det ønske. Jeg ville bare være. Gående. Lige her. Midt i november.

Det er en gave, hvisker stilheden og danser som en usynlig sommerfugl foran mig. Kan du mærke det? Den måde, november spreder sit dæmpede lys og træerne strækker sig mod himlen som et kor af suk. Det er en gave at kunne gå og opdage, at forandring sker ganske langsomt.

Jeg løfter blikket og får øjne på en flok fugle på novemberhimlen. Næsten lydløst passerer de over mit hoved og jeg står stille i åndeløs beundring. Igen et stik af misundelse. Jeg vil også flyve. Følges med flokken på himlen i lydløse vingeslag og møde mig selv højt oppe uden tanke på at lande. Men jeg spurgte ikke mig selv, hvorfor jeg havde den længsel. Jeg kender jo svaret. Nogle ting ved man bare. Dybt i sjælen.
Det er en gave. At kunne gå. At følges med november gennem disen og vide, at alting har sin tid. At november er en slags hemmelig tunnel til vinter og forandring, og at spirer skal vokse sig store og stærke i mørket, for at kunne bryde gennem jorden og blomstre, når tid er.

tirsdag den 13. november 2012

Et øjeblik. En eftermiddag. Ved søen.



Og så hænder det, at naturen beslutter sig for at give en af sine smukkeste gave videre.
Helt uventet, overraskende, magisk.
Pludselig dukker den frem bag en sky på en ellers regntung eftermiddag.
Man står åndeløs i våde blade.
Solen spejler sig i søen som i et glimt af uendelighed.
Et lys så klart og gennemtrængende, at alt andet dæmpes.
Bliver uden betydning.
Et øjeblik. En eftermiddag. Ved søen.

mandag den 12. november 2012

Vokseværk



I disse dage går jeg mange ture. Dagligt. Turene er en del af min genoptræning, men de er meget mere end det. De er min direkte forbindelse til kilden, inspirationen og til det i livet, der gør mig glad. Turene er symbolske, for jeg husker på, at jeg kan bevæge mig. Gå. Ud. Hjem. Ud. Hjem.
Det ikke anbefalelsesværdigt at løbe i øjeblikket, siger min fysioterapeut, og det er faktisk meget sigende for min rejse på nuværende tidspunkt. Hastværk er lastværk. Utålmodighed er modstand.

Jeg oplever november på nært hold. Jeg ser forandringens væsen hver eneste dag, når jeg trasker gennem våde blade. Jeg får fugtens skarpe lugt op i næseborene, mens jeg går på kanten til vinter og altings forrådnelse og endeligt. Tilsyneladende. For samtidig vandrer jeg på grænsen til noget helt nyt og glæder mig over, det der skal komme. På mærkværdigvis føler jeg mig klar. Begrænset måske, men klar som aldrig før. Der findes ikke andet. Overgang. Bro. Videre. Når tid er.
Jeg må endnu tage stort hensyn til min nakke og skulder. Skriverierne brænder på lavt blus, men de brænder kraftigere og mere levedygtigt end nogensinde før. Når man ikke kan gøre noget, man holder så uendeligt meget af, indser man, hvad der er vigtigt. Og det er vigtigt! For mig. At kunne skrive. Så fremover vil jeg have stor fokus på evnen til at kunne gøre netop det.

Jeg skriver, mens jeg går. Inspirationen kommer sejlende med hver eneste sky og rejser sig med morgenrøden. Den findes i de store flokke af gæs på deres færd over himlen. Novembers lys er dæmpet på en næsten sælsom, magisk måde, men det er også fuld af overraskelser. Kan man lade sig inspirere uden at tage notater, tænker jeg tit, mens jeg går der og føler mig fyldt til randen af godhed og poesi? Kan man gemme det et sted i hjertet og tage det frem, når det skal bruges? Vil det skrive sig selv, når man en dag sætter til tasterne og åbner op for brønddækslet?
Det er spændende tider. Som aldrig før sætter jeg pris på November og hendes tunnel mod vinter. De våde blades sagte suk. Som aldrig før får jeg lov til at vandre med hende gennem hver eneste time og mærke på min egen krop og i egen sjæl, at alting har sin tid.

’Du har vokseværk’, siger hun til mig og blinker underfundigt. November.

tirsdag den 6. november 2012

Dybt i november


Der er noget med november.
Den måde lyset nedtones på.
Dråberne. Regn. Tårer.
Sælsomme dybder og magisk tågedis.
Der er noget med november.
En opfordring. Udfordring. Tør du blive?
Dybt i november.
 
-  Megan -

mandag den 5. november 2012

Novemberkys



Jeg savner at skrive. Skulderen har det ganske vist bedre, men den står på mere hvile og fysioterapi i den kommende uge.

Jeg lader mig inspirere af novembers disede dansende regnslør og tanker op til kommene skriverier.

Tak for jeres søde hilsener, kære venner. Jeg glæder mig til at komme til blogland, når tid er.

Novemberkys.