tirsdag den 30. oktober 2012

Skulderpausepoesi


 
 
Tusmørket kommer snigende svøbt i regn.
Toner af grå kaster våde skygger.
 
Jeg er ramt af dårlig skulder, så de fleste ord bliver i hovedet. Jeg vender snart tilbage. Imens danser poesien i morgendisen og rejser sig med solen. Vi ses, siger den. Pas på ordene. Lad dem vokse, lad dem gro. Gør dem smukke.

mandag den 29. oktober 2012

Måneankomst



Månen er ankommet.
Fra min lænestol, over kanten af bogen,
skuer jeg dens dybe rundhed i himmelvandet.

fredag den 19. oktober 2012

Noget om skøjter og skriverier




Vil du hellere skøjte videre på overfladen og kun komme så dybt, som det spor dine skøjter sætter i isen?
Mure kan ikke tale. Så meget ved jeg da. Ikke desto mindre hører jeg en stemme, mens jeg vandrer langs den røde mur, der løber parallelt med banelegemet. Og måske tror du, at denne mur repræsenterer mine indre mure og de begrænsninger, vi selv sætter op i forvisning om, at de vil beskytte os, og det har du muligvis ret i. Sandheden er, at dette er en historie. Det er noget, der kommer frem, når jeg sætter mig på min stol og beslutter mig for at skrive.

Først tænder jeg det fine stearinlys på chatollet. Det er mit skrivelys og er blevet et slags ritual, der skal minde mig om, at jeg nu er trådt ind på hellig jord. Skrivejord. Og jeg har efterhånden lært, at det ikke kan nytte noget, at jeg forestiller mig, jeg både kan skrive og lave andre ting samtidig. Jeg er nødt til at have et særligt sted, hvor jeg kan gå ind og stole på den proces, jeg nu skal overgive mig til. Det har taget mig lang tid at nå til denne erkendelse. Selvom jeg har læst mange gode bøger om, hvordan man som forfatter in spe og i det hele taget skal gøre, hvis man virkelig vil have gang i sine skriverier, så har det bare været ord i en bog. Jeg forsøgte, men jeg var nødt til at gøre mine egne erfaringer. Gode råd er dyre. Sådan er der nogen, der siger, men jeg siger, at gode råd kun er så gode, som ens egne erfaringer gør dem til. For man er nødt til at gå vejen selv. Erkende. Og det er så individuelt, hvad der virker og hvad der ikke gør, man må prøve sig frem, snuble, falde, rejse sig og gøre sig notater. Huske på, hvad der føltes godt og efterhånden forsøge at genkalde sig og genskabe det.
Det har taget tid. Men endelig har jeg fundet mit rum, mit magiske rum, som Majbritte Ulrikkeholm kalder det i sin inspirerende bog af samme navn. Og det mit helt personlige rum. Det findes indeni mig, mens det har stor glæde af gode ydre rammer. Som nu skrivelyset, der blafrer forsigtigt på chatollet og de små lysende stjerner i rødt. Stilhed. Jeg kan ikke skrive til musik, for jeg er nødt til at kunne høre min egen indre musik. Lukke op. Og nøglen er en underfundig størrelse, for den passer ikke altid til låsen. Man skal invitere kreativiteten, skriver Majbritte også, den kommer ikke bare dryssende, fordi man vil. Man skal næsten gøre sig fortjent til den, skabe plads og rum.

Men historien. Den om muren og kvinden, der skriver om sig selv i 1. person. Er det mon mig? Det kunne det jo sagtens være, for jeg er på en lignende rejse. Er det ikke spændende at forestille sig, at det faktisk er mig, der transformeres og fragtes ind i en historie, der handler om en kvinde i en spøgelsesby med en mur langs banelegemet og en melodi, der blev væk? En melodi, hun må genfinde, for den har stor betydning for hendes rejse videre. Hvad mon der sker? Jeg ved det ikke. Jeg er ligeså spændt som du er. Og sådan skal det være, det har jeg lært. Jeg skal turde lade mig overraske, turde åbne mig og bare lade det komme. Jeg har på forhånd ingen anelse om, hvad der vil ske og hvor historien fører mig hen. Eller hende, kvinden i historien eller hvem det nu handler om. Måske er muren i virkeligheden hovedpersonen?
Og sætningen. Vil du hellere skøjte videre på overfladen og kun komme så dybt, som det spor, dine skøjter sætter i isen? Det var altså ikke mig, der spurgte om det. Det er noget i mig. En slags usynlig røst, der kun vil få stemme, hvis jeg giver den det. Ved at åbne mig. Skabe tid og rum, tænde skrivelys og overgive mig til udtrykket.

Har du gode rutiner omkring de ting, du ønsker at foretage dig? Det kreative ikke mindst? Har du et sted i dig selv, hvor du går hen og bruger en slags magisk nøgle til at låse den knirkende dør op? Og lukker du døren bag dig med et forsigtigt brag og træder ind i rummet med ærefuld glæde, spænding og forventning? Når man lærer det, begynder det for alvor at blive sjovt. Og spændende. Synes jeg.
Og mit svar på spørgsmålet. Sætningen. Nej da! Jeg er nok en af dem, der bare må lave et hul i isen og lade mig glide ned i det tilsyneladende kolde vand for at se, hvad der mon befinder sig i mørket.

Billedet er malet af engelske Jessie Lilac, som laver de skønneste, eventyrlige malerier.

torsdag den 18. oktober 2012

Lille spejl


 
Lille spejl på væggen dér. En kendt sætning fra et kendt eventyr. Men i dette tilfælde handler det ikke om, hvem som er smukkest. I hvert fald ikke udenpå. Skønhed, den vedvarende, dybe og altoverskyggende, kommer helt inde fra og bor et sted i hjertet, hvor sjælen har hjemme. Den kan ikke forstyrres eller skræmmes væk af udefrakommende. Den hviler i bevidstheden om, at den er, hvor den skal være og at den er god nok og mere end det. Den er perfekt.
Jeg har ofte spekuleret over, hvordan man bliver en skønhed. Og her mener jeg ikke en, som fra naturens side har fået det, modebilledet har bestemt er tidens trend. Det handler ikke om hverken lange ben, ørenvipper eller hår, der ville gøre Guldlok misundelig. Det handler ikke om bestemte taljemål eller maveskind som vaskebræt. Det handler heller ikke om højde eller om, at man klæder sig i det tilsyneladende rigtige tøj og gør, som det forventes. Hjertet er ikke til salg og skønhed kommer indefra. Rigtig skønhed.

Lille spejl på væggen dér. Hvem er jeg, nu jeg forandres, når jeg blidt og til tider mindre blidt skubbes over den bro, der er uundgåelig for en kvinde i min alder? Hvem er jeg, nu har jeg ved, at mit hjerte ikke kan bestikkes og at det at være tro mod sig selv har uanede konsekvenser? Hvem er jeg, nu jeg ser den verden, jeg tidligere befandt mig i, som en slags overfladisk fælde, et overflødighedshorn af afhængighed? Hvem er jeg, nu jeg mærker mig selv helt ind i steder, hvor jeg ikke turde færdes før? Hvem er jeg med min nyerhvervede forståelse?
Lille spejl. Er du min ven eller min fjende? Jeg kan ikke snyde dig, jeg ser med det samme, når jeg har slukket for skønheden. Og den kan ikke genetableres med en fin pung af sminke og duftende cremer. Tomme øjne stirrer på mig. Hvem tror du, du er? Jeg trækker på skuldrene. Jeg ser træt ud. Og det handler slet ikke om alder, den hopper jeg ikke på. Den handler om, at tingene pludselig er helt anderledes, end da jeg satte ud på min rejse. Var du gået videre, hvis du havde vidst, hvad du ved nu? Kvinden i spejlet holder øjenkontakt, hendes blik er blåt som det dybeste hav. Jeg nikker. Jeg tror det. Men måske var det godt, at jeg ikke vidste det. At de lag, der efterhånden er blevet skrællet af og de mørke steder, jeg efterhånden har besøgt, ville gøre mig til en helt anden kvinde end den, jeg var, da jeg startede med at gå.

Det starter med det første skridt. Kvinden i spejlet nikker. Og det er godt sådan, for vi skal ikke vide det hele. Vi ville blive bange for os selv. Vi ville blive bange for alt det, vi rummer og som skal vækkes til live, for at vi kan komme til at stråle. Et skridt af gangen, langsom tilvænning, ned i dybe huller, møde, acceptere, flygte måske, kun for at vende tilbage i erkendelsen af, at der ingen flugt findes. Accept og kærlighed, forståelse i stedet for fornægtelse, blive i mørket, turde blive, ikke flygte, for der findes ingen flugt.
Hjertet flygter man ikke til. Man går stille og roligt. Man vælger at tro. Et skridt af gangen.
Lille spejl på væggen dér, hvem er modigst i verden her. Er det Felix Baumgartner, der hopper ud fra rummet og lader sig falde ned gennem atmosfære, lydmur og luftlag? Eller er det alle de forvildede sjæle, der efterhånden finder vej  gennem mørket, lyset, atmosfæren, går hele vejen, gennem dybe underjordiske gange, finder vej, snubler, falder, fortvivles, men som alligevel på magisk vis finder noget, der gør, at de kan gå videre.

Lille spejl. Jeg vil hjælpe de sjæle.

tirsdag den 16. oktober 2012

Muren


 
Sandheden er at man aldrig slipper for uvisheden.
Ikke at vide er en del af eventyret, selvom det samtidig gør dig bange.

Ordene står skrevet på den mur, jeg går langs, da jeg forlader stationsbygningen og begiver mig ud i byen. Spøgelsesbyen, skulle jeg måske tilføje, for der er ikke et øje. Og det er jo en sandhed med modifikationer, for selv har jeg to og jeg ser ganske udmærket med mine læsebriller, men … Der er ikke andre end mig. Og hvad vej vælger man så? Jeg tøver kun ganske kortvarigt, standser et øjeblik og ser mig forhastet omkring. Tomhed og stilhed kommer mig i møde med åbne arme, min helt egen velkomstkomite.
Jeg vælger vejen til højre og går på fortovet, selvom jeg i grunden ligeså godt kunne have valgt selve vejen. Der er jo ingen biler. Ingen trafik. Men fortidens lovlydighed og alt det, jeg har lært, regler, de skrevne og de uskrevne, følger mig på vej. De bor så dybt i mig, at jeg handler efter dem uden at tænke.

Muren drager mig. Da mit blik falder på den, kan jeg straks mærke, at det må blive den vej, jeg vælger at gå. Højre. På fortovet langs muren. Jeg går hen og lægger forsigtigt hånden på de kolde mursten. Pludselig er muren som en slags ven, en, jeg kan læne mig op af. ’Led mig på vej’, hvisker jeg og begynder at gå. Muren følger med, den bugter sig langs fortovet og fungerer som en slags grænse for det, der er på den anden side. Jeg må straks finde en fornuftig forklaring på murens tilstedeværelse, kan jeg mærke, nogen må jo have opført den og med omhu placeret hver eneste røde mursten på den plads, de nu har. Lagt cement i mellem stenene. Jeg smiler ved tanken om, at jeg faktisk ikke aner, hvad man lægger mellem mursten. Og at det også er fuldstændig lige meget, fordi jeg i grunden har langt større lyst til at nedbryde mure. Og grænser. På den anden side af muren befinder banelegemet sig, beslutter jeg og virker tilfreds. Skinner, så gode toge kan komme og gå, køre gennem dag, nat, lys og mørke.
I det samme slår det mig, at jeg muligvis ikke når mit tog, når nu jeg har forladt stationen og går her langs muren. Ikke at jeg ved, hvad mit tog er, men det kunne jo være at det kom, mens jeg vandrede her. Jeg mærker det velkendte sug i maven, der repræsenterer alt det, jeg skulle og burde have gjort. Alt det, jeg går glip af, fordi jeg træffer et forkert valg og i stedet for bare at vente begiver mig ud på egen hånd. Eventyr, siger jeg til mig selv, husk at du er på eventyr. Og der er ikke meget eventyr ved at blive siddende mutters alene på en kold perron. Eventyr handler vel om at udforske? Se sig omkring. Og gå langs ukendte mure, kan jeg pludselig høre mig selv sige, højt og tydeligt, som om muren var et levende væsen, der kunne både lytte og svare mig, hvis den altså havde lyst. Jeg står stille og kigger på den. Muren. Og så ser jeg den nådesløse graffiti, der med skæve og farvestrående bogstaver proklamerer, at uvisheden er en del af eventyret. Det gibber i mig. Kuldegysning. Er det til mig? Den tekst.

Sandheden er, at man aldrig slipper for uvisheden.
Jeg lukker øjnene, jeg får uvilkårligt lyst til at gå videre og fantasifulde flugttanker springer frem som små drilske troldebørn. Løb, råber de med deres livlige stemmer, flygt! Men jeg bliver stående med bankende hjerte. Jeg læser teksten endnu engang og lader den synke ind. Uvished. Eventyr. Angst. Hvordan kan uvished være eventyrlig? Jo, altså, jeg kan jo godt se, at det er spændende, at intet er afgjort på forhånd og at man aldrig kan vide sig sikker, men det giver altså lidt ro i sjælen bare at vide lidt. Bare lidt. Hvis jeg nu beder pænt om det?

Hvad siger du, mur? Muren svarer ikke. Den blinker bare med sine graffiti bogstaver og inviterer mig til at følge med videre ind i det, der muligvis er en slags by.

mandag den 15. oktober 2012

Heldig. Nysgerrig. På eventyr.


 


But we cannot live the afternoon of life according to the programme of life's morning.
For what was great in the morning, will be little at evening.
And what in the morning was true, will at evening have become a lie.
- Jung -
Måske skal jeg bare sidde lidt her, tænker jeg. Jeg trækker frakken op om ørerne og sætter mig til rette i en solstråle. Jeg mærker en lille gnist af håb og varme og et smil på mine læber. Øjnene lukker sig.

Jeg ved ikke, hvor lang tid der er gået. Har jeg sovet? Da jeg åbner øjnene, er solen væk og en fugtig kulde har lagt sig på bænken ved min side. Jeg skutter mig i min frakke. I det samme mærker jeg de første stænk. Det regner. Himlen har trukket skyerne omkring sig for at holde varmen. Jeg er ikke den eneste, der fryser. Men i modsætning til himlen har jeg på ingen måde lyst til at omgive mig med fugtige, kolde skyer i dystre farver. Tværtimod. Jeg har lyst til blid varme og forsigtige solkys. Den slags, der kan overraske midt i efteråret og give håb til kølige hjerter.
Hold hovedet koldt og hjertet varmt. Hvem har sagt det? Ordene følger mig langs perronen og hen mod stationsbygningen. Regnen tager til, jeg begynder at småløbe, mærker vandet trænge ned gennem frakkekraven. Jeg fryser uvilkårligt. Med lettelse skubber jeg den tunge dør op, den knager i hængslerne og smækker med et uforskammet brag bag mig, idet jeg slipper den. Jeg er i tørvejr. Men kulden og tomheden i hallen rammer mig på samme måde som lyden fra døren. Hvor er alle mennesker dog henne? Det kan da ikke kun være mig, der venter på et tog og som længes efter at blive fragtet væk fra denne gudsforladte flække af en by. Et trinbræt. Et tomrum.

Jeg går hen til billetlugen. Et sort gardin er trukket ned. Et skilt står ensomt med sine seks bogstaver og råber sit budskab. Lukket. Det havde jeg ligesom gættet. Der er ikke et øje i bygningen, lyden af stilheden er øredøvende. Jeg kan høre mit eget hjerte hamre, en hvileløs puls slår takten til en melodi, jeg kender alt for godt. Desperation. Og panikken bliver ikke mindre, da jeg forsøger at genkalde mig den fine melodi, jeg nu har glemt, og stemmen, der kom og forsvandt igen som om den aldrig havde eksisteret. Hvilket muligvis er tilfældet. Tankerne har spillet mig et puds. Det hænder jo. Tanker har deres eget liv og mine er ingen undtagelse. De leger med sandheder og løgne, så man ikke ved, hvad der er op og ned. Tro ikke på alt du tænker! Et godt råd, jeg har hørt et sted.

Jeg forsøger at kvinde mig op. Tænke rationelt. Der er ingen på stationen, ingen mennesker og tilsyneladende kommer der heller ingen tog. Det må være søndag eller en helligdag, jeg ikke har bidt mærke en. Det kan endda være en, jeg slet ikke kender. Jeg er jo et nyt sted. Det må jeg huske på. Der er meget, jeg ikke kender i forvejen og meget, jeg har at lære. Jeg må bruge en af mine gode styrker, siger mit rationelle jeg pludseligt. Det runger som et ekko gennem bygningen. Jeg vil anvende min nysgerrighed! Nysgerrighed. Jeg smager på ordet og nikker for mig selv. Hvem skulle jeg ellers nikke til? Den kolde stenmur med dråber af tomhed i revner og sprækker? Jeg ryster på hovedet. Jeg er enig med mig selv. Jeg vil bruge min nysgerrighed og udforske min situation.
En tom stationsbygning. En perron med en bænk i regnvejr. Eller sol, hvis man er heldig. Og det var du for kort tid siden, siger jeg og minder mig selv om, at jeg faktisk sad og nød øjeblikket i oktobersolen. Lod mig varme af nuet. Heldig. Nysgerrig. På eventyr.

Men nuet er anderledes i dette øjeblik.  Jeg trækker vejret dybt, helt ned i lungerne. Puster ud. Gentager øvelsen. Så forlader jeg med beslutsomme skridt stationsbygningen ud af den anden dør. Den, der tilsyneladende fører væk fra intethedens trinbræt og ud i livet. Jeg gentager mine tre ord som et slags mantra. Igen og igen.
Heldig. Nysgerrig. På eventyr.

fredag den 12. oktober 2012

Lektioner og et strejf af lykke


 
'Jeg er kommet for at lære', siger jeg til Oktober, som nikker ivrigt og tager ordene ud af min mund. Hun putter dem ind i sin og sutter på dem som fine bolsjer. Først forsigtigt og med ærbødighed, men så hører jeg med et en høj knasende lyd. Bolsjeordenes endeligt. Oktober har slugt dem. Jeg skal lige til at blive vred på hende, men så ser jeg hendes strålende smil. Ordene gjorde hende godt. Og så kan det jo være ligegyldigt, om hun sutter på dem i timevis eller knaser dem som små sprøde bomber. Jeg overgiver mig.
'Spis du bare mine ordbolsjer, søde Oktober, men det er altså lidt hårdt hele tiden at skulle lære. Det er som jeg tiltrækker svære lektioner lige nu. Nogle af dem, som skal helt ind i sjælemørket og vende og som jeg skal gennemleve med både hjerte og smerte, inden jeg kan tage dem ud igen og betragte min lektie. Kender du det?'

Jeg håber sådan, at hun siger ja. For det kan ikke vel kun være mig, som konstant konfronteres med ting, som jeg kender fra tidligere, nu forklædt som nye lektier i andre sammenhænge, ofte udtrykt gennem nye mennesker? Vel Oktober?
'Spørger du mig om måneder også skal lære, mens de lever'? smiler hun og ligner en brun kastanje. Hun skinner i det sarte eftermiddagslys, der snart vil dale og gøre plads til tusmørke og fugtighed. Det er koldt i disse dage. Den første frost har sat sine spor i blade og blomster. Vinden tuder og efteråret går mod vinter. Sådan er det. Men altså. Lektioner. De svære. Skal månederne også igennem den slags eller er de automatisk fritaget i erkendelse af, at de kun er så kort tid. Hvert år. Altså.

Oktober nikker og ryster på hovedet på samme tid. 'Både og. Ja selvfølgelig, lidt.' Hun er vægelsindet, vejer sin ord, overvejer. For meget, for lidt. 'Jo, jeg lærer vel lidt hele tiden', smasker hun og forlader sin stol for at lave kaffe. Jeg sporer en vis rastløshed. 'Fortæl mig hellere om dine lektioner', udbryder hun, mens kaffemaskinen laver bryggelyde og overdøver mine tanker. 'Har du fået en svær en i dag, lektion?'
'Åhr, jeg ved det ikke, Oktober, jeg synes jeg får dem hele tiden i øjeblikket. Jeg tror jeg nærmer mig et slags lektionsklimaks.'

'Du har skærpet din opmærksomhed', svarer hun bare. 'Du er blevet bevidst om, at der findes en lektie i hvert eneste øjeblik,. Hun nikker og ser ud som om hun godt kunne spise flere ordbolsjer. I stedet drikker hun kaffe. Spilder en dråbe på bordet og tørrer den skødesløst væk med kanten af sit ærme. Jeg ryster på hovedet, forarget i et sekund, men så kommer jeg i tanke om, at jeg selv kunne have fundet på det samme. Vi ler.

'Der findes også noget andet i hvert øjeblik', siger hun så og slutter mit fredagsindlæg.
Der findes et strejf af lykke.unHu

torsdag den 11. oktober 2012

Og jeg smiler

 
Nothing can be more useful to a man than a determination not to be hurried.
- Thoreau -
 
Jeg er tilbage på en station, jeg kender fra tidligere. Der er åbenbart noget med oktober, dette tidspunkt på året, hvor træerne falmer i storslået pragt. De dør en storslået død. De smukkeste gyldne farver opstår, en slags varme midt i kulden. De virker nærmest glade. Bladene. Muntre. Men hvordan kan man være munter med udsigt til sit eget endeligt?
Jeg indser pludselig, at toget jeg venter på måske slet ikke kommer. Jeg har stået længe på perronen og jeg fryser om både fingre og tæer. Og det føles endnu koldere, fordi jeg er her alene. Stemmen er forsvundet, den melodi jeg hørte. Jeg prøver febrilsk at genkalde tonerne og jeg opdager, at jeg synger højt. Jeg kigger mig stjålent omkring, pludselig fuld af forloren selvbevidsthed og den velkendte flovhed over at give min stemme til kende, men der er ingen, som hører mig. Hvordan var det lige? Gik tonen op her? Eller ned?

Teksten kan jeg da huske. Det er nu, du skal give slip. Jeg synger ordene med omhu, men opdager snart at melodien er helt forkert. Den føles mærkelig i min mund, den smager besk og jeg bliver fortvivlet ved tanken om at have glemt en så vigtig sang. Kom tilbage, hvisker jeg og ender med at synge de ord. Kom tilbage. Kom tilbage. Kom tilbage og lad mig lære den fine sang, du nynnede med din hviskende stemme. Hvem du så end var.
Nu er sangen en helt anden. Både tekst og melodi er glemt. Jeg tramper irriteret i jorden og sparker til en bunke nedfalde blade, så de forskrækket hvirvler op og skaber gyldent kaos. Så falder de ned igen. Det gør jeg også. Jeg sætter mig på bænken i læskuret og fryser endnu mere. Så ensom kan et menneske ikke være. Overladt til sig selv på en øde perron, ventede på et tog, som måske ikke kommer og en tom stationsbygning, hvor ingen kan give svar på gode spørgsmål. Der er heller ingen tidstabeller, den slags, hvor man kan se, hvornår toge kommer og hvor de går hen.

Jeg kommer til at tænke på, at man skal vide, hvor man gerne vil hen, hvis man skal købe billet. Er det derfor, at der ikke engang findes en billetdame eller en slags stationsforstander? Fordi jeg ikke aner, hvor jeg skal hen? Og i øvrigt netop har fået en smuk og dragende melodi foræret, som nu også er forsvundet.
Måske skal jeg bare sidde lidt her, tænker jeg. Jeg trækker frakken om ørerne og sætter mig til rette i en solstråle. Jeg mærker en lille bitte gnist af håb og varme og kan mærke et smil på mine læber. Øjnene lukker sig.

Jo, solen varmer. Det er oktober og jeg venter. På en melodi, som forsvandt. På et tog, som måske ikke kommer. Og jeg smiler.

onsdag den 10. oktober 2012

Ukendt musik


 
It’s anguish to come to that place in life, where you know all the words, but none of the music.
- Sue Monk Kidd -
Formiddagen er flere timer gammel. Solen bryder frem mellem skyerne og kaster sit klare efterårslys ind på mit bord. Det rammer kanten og skaber en trekant. Et hjørne af et papir bliver fanget i strålerne og skifter farve. Forandres i mødet med sin egen skygge. Halveres, deles i to. Tilsyneladende splittet men dog hel. To dele integreres og finder en ny slags rytme. En melodi. Et øjebliks balance.

Jeg er tilbage på en station, jeg kender fra tidligere. Der er åbenbart noget med oktober, dette tidspunkt på året, hvor træerne falmer i storslået pragt. De dør en storslået død. De smukkeste gyldne farver opstår, en slags varme midt i kulden. De virker nærmest glade. Bladene. Muntre. Men hvordan kan man være munter med udsigt til sit eget endeligt? Og det kunne jeg jo passende have spurgt Oktober om, men hun er taget på skovtur. Perfekt dag til det, udbrød hun ved morgenbordet og tøvede ikke. Drak kaffe, spiste ostemad og så forsvandt hun. Nu danser hun på skovbunden, mens bladene hvirvler i vinden, draget af den smukke oktobermusik og sangen om naturlig død.
Selv venter jeg på et tog. Der er en smule koldt på perronen, solens lys varmer ikke meget mere. Vinden hyler om hjørnet på stationsbygningen og jeg overvejer at gå indenfor, men noget holder mig tilbage. Ude i lyset. Livet.  Jeg spejder en smule febrilsk efter toget, men jeg ser kun tomme jernbaneskinner og mærker en ukendt kulde. Jeg bliver stående lidt. Venter. For det har jeg jo lært, at man skal. Vente. Have tålmodighed.

Det er nu, du skal give slip, hvisker en stemme. Jeg ser mig omkring, pludselig oplivet ved tanken om et andet menneske, der kunne dukke op og give mig et svar. En slags synkronicitet, nogen, som mærkede, at jeg stod lige her. Hvis ikke et tog med vogne og kærlige kupeer, så et andet levende væsen, som har et slags svar eller i det mindste en ledetråd. For den findes jo, det ved jeg. Ledetråden. Og ordet må jo være opstået, fordi det er meningen at man skal lede efter den? Ikke sandt? Stemmen ler ikke. Det havde jeg ellers troet. For jeg har sagt det, jeg tænkte, højt og tydeligt og jeg havde en klar forventning om, at nogen ville enten bekræfte eller afværge mit udsagn.
Det er nu, du skal give slip. Det er en sang. Stemmen synger ordene. Jeg nikker og forsøger at lytte. Koncentrere mig på den musikalske måde, der falder mig så naturligt. Rytme. Vers. Melodi. Stik mig nodearket, skal jeg lige til at udbryde, men så stopper musikken.

Ordene forstummer. Stemmen er væk. Nej, råber jeg, du må ikke gå, jeg ved det godt, jeg kom til at tænke noget forkert og sige det højt. Jeg lytter, kære stemme, jeg lytter så intenst at jeg er ved at gå i stykker. Kom tilbage!

 

tirsdag den 9. oktober 2012

Karlsvognen



Det hænder, at jeg glemmer alt det, som er godt for mig. Noget, som glæder mig og samler mit liv i gode stykker. Det hænder, ikke mindst i øjeblikket, at alt er så kaotisk, at jeg ikke kan finde en eneste genkendelig brik.
Måske sker det, fordi man er nødt til at stille sig i kaos, hvis man virkelig ønsker forandring. Gennemgribende. Altomfavnende. Eller fordi det ikke kan være anderledes. Et skridt af gangen og pludselig befinder sig et nyt og frygtindgydende sted. Et sted, hvor man ikke engang kan kende sig selv. Det sker, kanske, fordi nogen ved, at døre, der står og smækker i vinden, skal lukkes for altid. De skal ikke blæse hvileløst i hængslerne mellem åben og lukket. Hyle og knirke som dansende skeletter. De skal lukkes. For altid. Man skal ikke tilbage gennem de døre. De skal kysses på træværket og der skal tages afsked. Vemod skal følge en lidt på vej, men på et tidspunkt smutter det ned af en usynlig sti og bliver væk. Så føles skridtene pludselig lettere.

Og så opdager man en brik. En af dem, man kender rigtig godt. Man opdager, at den brik tilsyneladende skal med i det nye puslespil. Den skulle ikke ofres i forandringens navn. Den er kommet for at blive. Blive, fordi den aldrig vil være brugt op, blive fordi den altid er ny og frydefuld og blive, fordi den gør hjertet godt.
Måske sidder du nu og tror, at det er en stor brik. Det er det ikke. Og dog. Den er lige så stor eller lille, som du gør den til. Den er smidig og fleksibel, den indordner sig uden at give afkald på sin betydning. Den venter bare til du er klar. Og i går var det en stor brik, fordi jeg genopdagede den. Det.  Fordi jeg pludselig huskede det skønne ved at gå tidligt op af trappen, gøre sig klar til natten og synke ned i puder og dyner uden at slukke natlampen. Lægge sig godt tilrette med briller på næsetippen og tage en bog mellem sine hænder. Finde det sted, man er nået til i historien og så læse.

Synke ind i historien. Glide ind mellem bogstaver og linjer og søge stemningen. Det varer ikke længe. Så er man der. Tilbage. Og man glemmer tid og sted og sin egen rejse. Bekymringer og udfordringer forsvinder som dug for solen, selvom det nu er mørkt udenfor. Stjernerne lyser. Og apropos stjerner, så læste jeg ”Karlsvognen” af Kristin Marja Baldursdóttirs. En islandsk fortælling om den nordiske kvinde på godt og ondt, en intens historie om mødet mellem en kvindelig psykiater i sin bedste alder og en teenagepige. Jeg har været vild med den historie lige fra første ord. Den har suget mig ind i sit univers og jeg har læst med fryd og med sorg i hjertet. Den rører mig. Spiller på strenge i mit indre og laver musik. For den er nærmest musikalsk, den historie, jeg er ret vild med måden, hun gør det på. Skriver. Forfatteren altså.
Jeg læste i over en halv time, så tog jeg brillerne af, slukkede lyset og sov. Og da jeg vågnede i morges, takkede jeg for min genopdagelse. Det var som at finde en forsvundet skat. Sengelæsning. Nu husker jeg pludselig, hvor meget jeg holder af den gode halve time (eller mere) i sengen inden natten byder på søvntogt. 

Jeg kan varmt anbefale Kristin Marja Baldursdóttirs historie om Karlsvognen. Og jeg kan varmt anbefale sengelæsning. God nat læsning. Kald det hvad du vil. Det er dejlig brik i mit puslespil.
Det skønne billede er malet af new zealandske Amanda Cass. Som jeg også anbefaler. Gode stærke sensitive hjertevarme kvinder findes overalt. Kvinder, som på hver deres måde inspirerer med kunst eller andet, der går dybere end forstanden forstår. Helt ind i hjertet.

mandag den 8. oktober 2012

Forandret




Skoven var smuk i går. Efteråret havde kastet sin kærlighed på træer og skovbund. Tryllet med farver og dufte. Og vi gik tur med hundene rundt om søen, fulgte solens stråler og vandrede gennem skygge og lys.
Det går så stærkt i år, synes jeg. Oktober er allerede mange dage gammel og boltrer sig hjemmevant i sin manege. Går gennem stuerne. Tegner edderkoppespind i vinduer og hegn. Slukker lyset tidligt og putter sig i tusmørket. Stearinlys. Rodfrugter. Rød. Gul. Gylden.

Jeg husker min oktober for to år siden. Jeg var ankommet til en vis station. Det var mørkt. Nogen havde glemt at tænde lys og jeg kunne ikke finde kontakten. Eller tændstikker. Jeg læste Sue Monk Kidd’s fine bog om hjerteventen. When the Heart Waits. Og nu er jeg tilbage på selvsamme station. Jeg kan kende den. Jeg vidste det i samme sekund, toget gjorde holdt.
Man skal tilbage for at komme frem. Man skal slutte fred. Med mørket og med den udvikling, der kun kan finde sted i det dunkle. Man skal lære at elske de støvede kringelkroge og livet, når det tager den slags drejninger.

Toget gjorde holdt, jeg steg ud og det kørte videre. Nu vandrer jeg på en morgenperron og nikker genkendende til lygtepæle og togskinner. Stationsbygningen ligger badet i oktobersol. Den ligner sig selv, men ser alligevel helt anderledes ud.
Det er ikke den, der er forandret, hvisker en fugl fra en trætop. Den gynger stilsikkert og vinden skubber på. Et par gule blade falder af og hvirvler mod jorden. Spiraler. Ottetaller. Løvakrobatik. Jeg betragter dem, mens jeg lytter til fuglens stemme.

Det er ikke den, der er forandret. Det er øjnene, der ser.

søndag den 7. oktober 2012

I det øjeblik



Så vågner man en morgen og opdager, at alt er nyt.
Morgenen har en anden lyd. Man opdager, at solen er på vej til at skinne. I sin morgenrøde kåbe strækker den sig dovent i horisonten. Glæder sig over tanken om, at det er søndag. Himlen er klar, den farve, som kun efterårshimlen kan have. Et lys så klart, at det er næsten gennemsigtigt. Man kan se igennem, man kan skimte vinteren og samtidig få øje på resterne af sommer. Klatter af vemod og farvel blander sig med nye ingredienser. To dele håb og en del glæde. Over morgenen. Og solen, der nu er steget lidt højere op på sin himmelstige. Et trin af gangen. Intet hastværk. Stå stille lidt. Bare være. Nyde.
Så vågner man en morgen og opdager, at alt er nyt.

En ny fornemmelse af lethed. Noget er forsvundet i løbet af natten, noget der var tungt og klæbrigt i går. Som at være på rejse, hvor man har kæmpet med tung kuffert, overfyldte tog og ventetid i dagevis. Ugevis. Eller længere. Pludselig er man ankommet og man aner ikke engang hvordan. Et skridt af gangen. Kufferten står åben og selv ligger man som prinsessen på ærten i sin himmelseng. Med udsigt til morgen. Ligge helt stille. Bare være. Nyde.

Så vågner man en morgen.

Man står op, laver kaffe og lukker hunde ud. Opdager, at man er glad. Lettere. Og at troen har skubbet tvivlen til side og kaster kærlighed på hvert eneste øjeblik.
I det øjeblik kaffemaskinen begynder at lave sin bryggelyd og duften hvirvler ud og ind, overtager alle sanser, i det øjeblik, hvor solens stråler rammer køkkenbordet og i det øjeblik hvor kæresten kommer ned af trappen og glæder sig over udsigten til blødkogte æg. I det øjeblik er man lykkelig.

lørdag den 6. oktober 2012

Uperfekthedens lidenskab



Vi vågner lidt senere end ellers. Eller det vil sige, jeg gør. Både kæresten og Oktober er stået op. Kæresten har allerede forladt det gode hus. Selv sejler jeg på min drømmeflåde og lader livet komme. Lyset gennem vinduerne, morgenen, der har taget sin skykåbe på, lyden af stilhed og dæmpet himmel.

Og der sidder hun ved bordet. I skæret fra et ensomt stearinlys drikker hun sin kaffe, mens hun med et saligt suk beundrer den noget disede udsigt fra køkkenvinduet. Da jeg åbner døren, løfter hun hovedet og møder mig med kærlighed. Den rammer mig som et lille lys og trænger helt ind i sjælen. Fortæller mig, at dagen er god som den er. Der er intet er, jeg skal ændre. Der er ingen andre steder, jeg skal være end lige her. Oktober har sørget for kaffe og morgenmad, jeg skal bare sætte mig og være. Gøre som hende, nyde regndisens dans og den gode mokka med meleret mælkeoverflade. Jeg kan høre mig selv sukke og vores sukke bliver en slags sang. Hun rækker hånden ud, jeg tager den i min. Vi smelter sammen i orangerødt oktobervenskab. Alt er godt. Vi er lige, hvor vi skal være. Som dem vi er. Perfekte i uperfekthedens lidenskab.
Jeg spørger hende om Janteloven findes blandt måneder. For ser du, siger jeg, den findes mellem mennesker. Hun ryster på hovedet og beder mig forklare nærmere. Det er svært, synes jeg, for følelsen af Jantelovens paragrafer gør ondt i min sjæl. Det er noget med, at man ikke skal tro, man er noget. Noget særligt altså. At man skal sætte sit lys under en skæppe og så i øvrigt gå stille med dørene. Ikke skabe sig. Ikke være til ulejlighed og bestemt ikke stikke næsen for langt frem. Findes det blandt jer måneder? Det vil jeg gerne vide, Oktober.

Hun klør sig i de kastanjebrune lokker. Virrer med hovedet, hendes øjne får et skær af medlidenhed og omsorg, jeg ikke tidligere har set. Hun ser næsten trist ud, som hun sidder der og skal fordøje fornemmelsen af Jantelov sammen med morgenkaffen. Hun ryster på hovedet.
’Åh I kære mennesker’, siger hun og klapper min hånd. ’I har så meget at lære!’ Hun kan se, at jeg bliver helt opgivende ved tanken om alt det, jeg endnu ikke ved og ikke forstår, for hun klemmer min hånd lidt hårdere og fortæller mig uden ord, at hun er kommet for at hjælpe mig. At hun altid er her, når det er hendes tur og at hun så i øvrigt bliver afløst af sin helt naturlige efterfølger, den gode November. Som hun elsker, beundrer og ikke kunne drømme om at være misundelig på. November er noget helt særligt, fortæller hun og jeg elsker hende, som hun er. Jeg kan spejle mig i hendes nærvær, for hun er jo tæt på mine sidste dage, men jeg behøver ikke at gøre andet. Acceptere hende og naturligheden i den cyklus, vi begge er en del af. Med hver vores pragt. Jeg lærer af hende, men jeg lærer allermest af mig selv. Søger min sandhed i sårbarhedens dis og de nedfaldne blade, der på en og samme tid rummer den skønneste skønhed og uundgåeligt forfald.

’Jeg har fokus på helheden’, tilføjer hun. ‘Janteloven er fuldstændig umulig at implementere i naturlighedens navn. Måneder er ikke kommet for at ændre hinanden. De er kommet for at supplere hinanden. Hjælpe hinanden. Være dem, de er, uanset vind, vejr og menneskers ideer om, hvad der er godt og skidt. Den slags etiketter opererer vi ikke med. Vi kender ikke til kasser og mærkelige systemer. Alt har sin grobund i naturlighed og kærlighed. Alle er perfekte eller ej. Det er bare et ord.
Jeg nikker. Jeg forstår. Måneder har lov til at gøre som de vil. Oktober kan flirte med vejr, der minder om sensommer, men hun kan også kaste sin kærlighed på kolde vinde. Hun kan plukke hyldebær og lave suppe, men hun kan også lade være. Måneder er her for at leve, ånde, elske og lære. Være, lære, elske, nyde.

Og med den simple indsigt i naturlighed sejler jeg mit gode skib ind i weekenden. I stavnen står Oktober og ser så yndig ud. Lige som hun er. Nu og her. Perfekt i uperfekthedens lidenskab.

fredag den 5. oktober 2012

Noget om vægte, skytter og svar



Nu vil jeg have svaret, Oktober, siger jeg, mens jeg lader morgenen træde i karakter. Den er vægelsindet, som Oktober også kan være det. Når man er vægt, er der altid to muligheder. På den ene side. På den anden side. Nogle kalder det objektivitet. Andre kalder det ubeslutsomhed.
Jeg er ikke vægt. Jeg er skytte. En af dem, der skyder pile af sted og søger i øst og vest. En af dem, der kan begejstres og følge sin entusiasme til verdens ende, men som på samme tid kan snuble i sit eget lys og ikke vide, hvad der er op eller ned. Altid leder jeg efter kimen til begejstring. Altid søger jeg efter en tændstik, der kan tænde min flamme og få mit indre bål til at blusse. Altid længes jeg efter selveste livet i en nøddeskal, men finder det de særeste steder. Jeg overraskes. Forundres. Og forfærdes.

For hvordan kan jeg være så blind for livets selvfølgelighed? Hvorfor fortæller jeg mig selv usandheder om, hvordan tingene er skruet sammen, når noget i mig stritter så meget imod? Hvorfor lytter jeg til, hvad andre synes og mener, når jeg har min egen fine sandhed dybt inde i mig? Hvorfor følger jeg ikke bare den klare stemme, der taler så blidt og hjertesikkert? Som aldrig rokker sig og som er rodfæstet dybt i accepten af, hvad der er godt og skidt. For lige netop denne sjæl.  

Stemmen er altid kærlig. Den taler ikke om skyld og den kender ikke ordene burde og skulle. Den synger bare. Sin sang, dur, mol, toner, jeg kender og som kæler for noget i mig, der føles så godt, at jeg ikke kan sætte ord på. Men også det påstår stemmen, at jeg faktisk kan. At det måske endda er meningen.
’Så hvad er meningen?’, udbryder jeg, ’og retter blikket mod Oktober.

Hun smiler bare og ryster kærligt på hovedet. Hun er næsten som den indre stemme.
’Min mening eller din mening?’. Hendes stemme er et slør af rød og orange. Gyldne toner, smukt vævet ind i hinanden, et strejf af kastanje og hekseurt. Der er noget svævende over hende, som om hun vandrer lidt ovenover alting og bare nyder at se og opleve uden at gøre særligt væsen af sig. Det behøver hun ikke. Hun er bare. Efterår. Træer, der skifter farver, skovbund fuld af våde blade, svampe, skarpe dufte og en luft så frisk, at den brænder i næsen.

Jeg ryster på hovedet. Engang vægt, hvordan kan jeg forvente at få et klart svar ud af hende?
Nu ler hun højt. En klukkende latter af visdom og livserfaring. Eller cykluserfaring, skulle jeg måske kalde det? Åh, det piner mig, at hun tilsyneladende ved noget, jeg ikke ved, og at den viden gør hende så rolig som et norsk fjeld.  Det piner mig, at hun har fundet det, jeg stadig leder efter og at hun på ingen måde føler sig i stand til at afsløre det for mig. Kom nu Oktober, næsten råber jeg uden ord, men jeg kan mærke spændingerne knytte sig i hele kroppen. Svaret. Giv mig nu svaret!

Smilet. Dansende.
Et tågeslør over himlen.
Svaret. En fornemmelse.
Rødt blad svævende med vinden.

 

torsdag den 4. oktober 2012

Følg glæden



Når man følger sit hjerte, følger glæden med hjem.
Det slår mig, at jeg har truffet mange valg i mit liv baseret på frygt. Derfor valgte jeg forkert. Forkert i den forstand, at jeg ikke fulgte mit hjerte. For hjertets valg er ikke baseret på frygt. De er baseret på glæde.

Oktober er kommet og hun er ikke kedelig. Hun svinger penslen og maler træer, blade og horisonter. Hun får skoven til at skælve. Falme. Trække i efterårsdragt gjort af forandring og forfald. Fordi. Sådan er naturen. Livet. Den fantastiske cyklus, det ville være så godtgørende at følge, hvis bare vi turde. Rytmen. Lyden af skridt i regnvåde blade. Dråber på vinduet og i øjenkrogen. Oktober er forbundet med afsked, men hun ryster bare ivrigt på hovedet, så de kastanjebrune lokker danser. Forfører. For i hver afsked ligger en ny begyndelse. En åbning. En mulighed.
September forsvandt ligeså brat, som hun var kommet. Guitaren dinglede i en rem på hendes hofter, rygsækken hoppede op og ned, mens hun travede ud af markvejen og forsvandt i retning af uvished. Hun vinkede, mens hun smilede sit hemmelighedsfulde smil. Det rummede alle de spørgsmål, jeg havde stillet hende, men som hun ikke svarede på. Tilsyneladende. For noget lod hun ligge. En stemning. Noget helt nyt, skrøbeligt og subtilt, som en slags forståelse, der først skal have ben at gå på.

Og et hjerte, som tror! Oktober afbryder mine tanker. Hvad ved hun om det? Kender hun til September og subtile hemmeligheder, der skabes i rummet mellem sommer og vinter? Har hun kendskab til alt det, der skete forud for hendes ankomst og ved hun måske endda, hvad der siden kommer? Når novembertågen trækker spor som snegleslim i græsset? Når vinteren bryder lydmuren og alt bliver stille? Som et suk.
Og hun sender sine brune øjne i min retning. De har samme farve som den gyldne kaffe i hendes krus. Jeg dvæler et øjeblik ved synet af hendes efterårspragt. Jeg bader i et øjebliks stilhed. Bare være. Her og nu. Gul, rød og orange. Lyd af skridt i regnvåde blade.

Det slår mig, at jeg har truffet mange valg i mit liv baseret på frygt. Det kan jeg ikke længere. Og det skræmmer mig, fordi jeg skal konfrontere det, man kalder den sunde fornuft. Alt det, jeg har lært og som jeg har båret med mig gennem uger, måneder og år. Som en tung kuffert. Uden hjul. Men hjertet er sikker i sin sag. Det lytter ikke til usund fornuft. For det kan fornuften i grunden være. Noget så usund!

Kærligt ryster hjertet på hovedet. Mine valg er ikke baseret på frygt. De er baseret på glæde.
Følg glæden. Oktober nikker uden tøven. Følg glæden og den følger dig på rette vej.


tirsdag den 2. oktober 2012

Hjertets vej


Hjertets vej er ingen let vej
Det er ikke en udvej
Det er en hjemvej
- Megan -